Kongen af Joburg Open
Af Martin Rahbech
De tre sydafrikanere startede finaledagen helt lige, men med birdies på første og tredje hul skabte Charl Schwartzel et hul, som det ikke lykkedes at indhente.
- Jeg har lagt en masse hårdt arbejde i mit pitching og bunker spil på det seneste, og det reddede mig i dag. Mit korte spil sikrede mig min anden Joburg Open titel. Thomas (Aiken) og Garth (Mulroy) udspillede mig på bag-ni ved at spille fantastisk golf, men jeg fortsatte med at få bolden i hul, når det virkelig gjaldt, sagde Charl Schwartzel efter triumfen var i hus.
For Thomas Nørret sluttede turneringen lidt skuffende. Han kom fint fra start på finalerunden og rystede en tidlig bogey på andet hul af sig med tre birdies på stribe fra femte til syvende hul.
En dobbeltbogey på 11. hul bragte hans rundescore ned på par og med fire bogeys fra 13. – 17. hul blev det en runde i +4 og en slutplacering på 49. pladsen med 283 slag (-1).
