Kokrak kanonerede sig til førstepladsen

Jason Kokrak har sin første sejr på PGA Touren til gode, men måske kan hans lange spil give bonus i weekenden. Foto: Getty Images

Printer venlig versionSend til en ven

Langslående Jason Kokrak er alene på førstepladsen ved Northern Trust Open efter anden runde, hvor Jordan Spieth missede cuttet, men ikke vil lade sig slå ud af det

Masser af power fra tee er jo en gave, hvis man altså kan bruge sine kræfter med omtanke.

Det kunne amerikanske Jason Kokrak ved fredagens anden runde af Northern Trust Open. Med et gennemsnit i sine teeslag på knap 290 meter gav han sig muligheder, han formåede at udnytte. Han leverede en 64’er (-7) med otte birdies, deriblandt birdies på alle par- 5 hullerne.

Tidligere i karrieren har 30-årige Jason Kokrak formået at lave den sjældne bedrift med et hole-in-one på et par-4 hul på PGA Touren. Det var ved McGladrey Classic Pro-Am på Seaside Course i 2013 med et perfekt slag fra 373 meter.

Men nu handler det om Northern Trust Open, hvor Jason Kokrak jagter sin første sejr på PGA Touren.

Med en total i -10 er han ét slag foran Chez Reavie og yderligere et slag foran Dustin Johnson, Troy Merritt og Bubba Watson.

Rory McIlroy ligger på en delt syvendeplads med fire slag op til toppen.

Jordan Spieth fik jo en forfærdelig start på turneringen med en åbningsrunde i +8, og han var da heller ikke i nærheden af at klare cuttet. Æren blev dog reddet med en anden runde i -3.

- Nu har jeg et par ekstra dage til at hvile, end jeg ellers ville have haft, og jeg vil være klar til at komme tilbage til næste turnering. Jeg vil ikke lade denne turnering komme for meget til at betide for meget for mig. Sidste sæson havde jeg også nogle missede cutts, men kom tilbage med det samme. Så vi skal nok klare det, sagde Jordan Spieth.