Kjeldsen: - Ikke langt fra karrierens bedste

Søren Kjeldsen kan tage hul på finaleweekenden på førstepladsen. Foto: Getty Images

Printer venlig versionSend til en ven

Søren Kjeldsen kan gå ind til weekenden på en delt førsteplads ved British Masters, men han bruger ikke energi på leaderboards eller ranglister

Søren Kjeldsen har spillet sig til en hovedrolle, når finalerunderne sættes i gang lørdag ved British Masters.

Fredag formiddag indtog han førstepladsen i samlet -9 efter sin anden runde i 68 slag. Ingen i eftermiddagens bolde kunne rykke forbi Kjeldsen og makkeren på førstepladsen, Matthew Fitzpatrick. 

Tættest på er Richard Bland og Kiradech Aphibarnrat på den delte tredjeplads ét slag bagefter.

Men førstepladsen efter 36 huller er ikke rigtig noget, der betyder det store, fortalte Søren Kjeldsen i et interview med europeantour.com

- Jeg kiggede ikke på nogle boards, og jeg vidste ikke, jeg var i spidsen, før jeg så dig. Jeg vil bare fortsætte med at gøre, hvad jeg gør. Jeg nyder processen og slår nogle gode slag, sagde Søren Kjeldsen, der generelt føler, han spiller er noget af det bedste nogensinde.

- Det er ikke langt fra. Det har været rigtig godt de seneste seks måneders tid, men stadigvæk. Jeg har været nummer 31 i verden, og nu er jeg nummer 59. Så for at sige, at jeg er bedre end nogensinde, skal jeg jo derop igen, sagde Søren Kjeldsen.

I weekendens finale vil Anders Hansen være det eneste danske selskab på banen. Hansen spillede også fredag formiddag og med to 70’ere, deler han 42. pladsen i -2.

På den forkerte side af cutgrænsen sluttede Thorbjørn Olesen og Lucas Bjerregaard fint af, men det var for lidt for sent, og de sluttede på en delt 74. plads i +1 et enkelt slag fra finalen.

Lucas Bjerregaard spillede sin sidste ni huller i -3, men en runde i +2 var altså ét slag for meget.

Thorbjørn Olesen sluttede med en birdie til en runde i par, men det var også ét slag for meget.

Morten Ørum Madsen sluttede i +3 på 85. pladsen, mens Thomas Bjørn blev nummer 112 i +9 og Søren Hansen blev nummer 117 i +12.