Kjeldsen i audiens hos kongen

Søren Kjeldsen er i denne uge i Orlando for at spille Arnold Palmer Invitational (Foto: Getty Images).

Printer venlig versionSend til en ven

Qua sin 43. plads i verden er Søren Kjeldsen denne uge gæst på PGA Touren i Arnold Palmer Invitational

Sikke en forskel et år kan gøre. På denne tid i 2015 spillede Søren Kjeldsen Tshwane Open og blev sendt hjem efter runder i 75 og 76. Han havde kun leveret ét top-10 resultat siden starten af 2014, og på grænsen til sin 40 års fødselsdag var tvivlen begyndt at melde sig, om han nogensinde ville nå tilbage til golfens gode selskab.

Det, som man siger, var dengang. Fra Open de España til DP World Tour Championship spillede Kjeldsen 21 turneringer og ud af dem sluttede han 13 gange i top-15. Pludselig var han tilbage i top-50 i verden, og med den præstation fulgte invitationen til Masters. Det er også 43. pladsen i verden, som har givet ham adgang til World Golf Championships på Doral og næste uges Match Play i Texas, og rangeringen er også årsag til, at han er med i denne uges Arnold Palmer Invitational.

”The King” er blevet 86 år og har et skrantende helbred – han meddelte tidligere på ugen, at han ikke kommer til at tage del i de ceremonielle drives, han de senere år sammen med Jack Nicklaus og Gary Player har skudt festlighederne på Augusta National i gang med – og de resterende muligheder for at komme i audiens hos kongen ser ud til at være få, så det er et godt tidspunkt, Kjeldsen får sin debut på Bay Hill Club & Lodge i Orlando.

At vise sin respekt til manden, som gjorde golf populært blandt masserne, er én ting, en anden er det pæne økonomiske incitament. Der er 6,3 millioner dollars på spil, og mens de ikke kommer til at tælle til Europas Ryder Cup Points List, så vil verdensranglistepointene, hvilke der er 58 af til vinderen, tælle med til World Points List. Der finder Kjeldsen sig selv på 15. pladsen inden de tre store og nært forestående amerikanske opgaver, som bliver ganske vigtige i kampen for en af de 12 pladser på Darren Clarkes hold.

Matt Every, de seneste to års vinder af Palmers turnering, er sat til at spille med Rory McIlroy og Kevin Kisner i tv-tiden klokken 18.08 dansk tid. 48 minutter senere går Kjeldsen på banen sammen med David Hearn og John Huh.

Tidligere på dagen vil opmærksomheden samle sig om Adam Scott, som spiller noget af sit livs bedste golf for tiden og kan fremvise en andenplads og to sejre for sine tre seneste starter. Australieren er sat i bold med Henrik Stenson og Brandt Snedeker klokken 13.11 dansk tid.

Feltet tæller også Jason Day og Justin Rose fra verdens top-10 samt en række europatour-profiler som Andy Sullivan, Thomas Pieters, Matthew Fitzpatrick og Chris Wood.