Kjeldsen fyrer den af på Sicilien

Søren Kjeldsen i aktion på Sicilien (Foto: Getty Images)

Printer venlig versionSend til en ven

En sprudlende Søren Kjeldsen satte banerekord og bragte sig alene i spidsen på Sicilien 

Man skal tilbage til den 29. marts 2009 for at finde datoen for Søren Kjeldsens sidste sejr på europatouren. På den baggrund var det meget passende, at Kjeldsen fejrede tre-årsdagen med at sætte banerekord og bringe sig alene i front for Sicilian Open. Danskerens banerekord blev dog senere på dagen overhalet af Peter Lawrie, der kom rundt i 64 slag (-8). 

Kjeldsen startede på bag-ni på Verdura Golf & Spa Resort og efter en rolig indledning fik han sat gang i runden med en eagle på det lange 14. hul. To birdies mere blev det til før turnen, inden han på sine sidste ni huller med fire birdies og en enkelt bogey fik kørt sin superrunde i 65 slag (-7) i hus. 

- Jeg spillede rigtig godt. Jeg har ikke spillet en officiel turnering siden Dubai Desert Classic, så det er noget tid siden. Men heldigvis har vejret været godt i London, så jeg har kunnet træne en masse, sagde Kjeldsen efter runden.

Thorbjørn Olesen fik også en lovende start på turneringen med en runde i -4, mens Thomas Nørret lagde ud med en godkendt runde i 70 (-2). Søren Hansen ligger som den eneste dansker udenfor cutgrænsen på en 113. plads efter en åbningsrunde i 74 slag (+2).