Julie Tvede er tilbage
Af Martin Rahbech
Malene Jørgensen er fortsat bedste dansker, men Julie Tvede gik lørdagens bedste danskerrunde
- Jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg finder tilbage til min gamle styrke med det lange spil og samtidig bevarer min nye styrke i det korte spil.
Sådan sagde en optimistisk Julie Tvede til golf.dk tilbage i midten af maj, da hun fortalte om sin situation efter tre missede cuts i sæsonens tre første turneringer.
Siden fulgte flere turneringer med missede cutts, men på ferieøen Tenerife har der været et godt tegn på, at hun har fundet sig selv.
Lørdag kom hun rundt i 69 slag (-3) ved Tenerife Ladies Open. Og det var endda med lidt malurt i bægeret, for hun måtte acceptere en trippelbogey på sit syvende hul. Men det gør hendes samledes score endnu mere imponerende.
Julie Tvede er efter sin stærke runde placeret på en 23. plads.
Bedste dansker er fortsat Malene Jørgensen. Men hun faldt tilbage fra ottendepladsen til 15. pladsen efter en runde i 73 (+1). Samlet er Malene Jørgensen brugt 214 slag (-2), og hun har 10 slag op til Trish Johnson på førstepladsen.
Inden søndagens finale ligger Karen Margrehte Juul på 28. pladsen, og Mianne Bagger er på 44. pladsen.
