- Jeg begyndte at tænde helt af
Af Claes Meldal
Tourspillernes Hemmeligheder: Selv rutinerede tourspillere kan forvandle sig til Den Utrolige Hulk, hvis de bliver udsat for en tilpas dosis dårlig opførsel
Velkommen til Tourspillernes Hemmeligheder, hvor golf.dk går tæt på nuværende og tidligere tourspilleres bedste, sjoveste og skøreste øjeblikke. Læs tourspillernes historier hver onsdag.
Hvad irriterer dig allermest på en golfbane? Er der noget, der kan få dig helt op i det røde felt?
Kasper Linnet Jørgensen:
Jeg bliver allermest irriteret over langsomt spil. Spiller jeg med en ekstremt langsom spiller, kommer jeg tit op i det røde felt. Det stresser mig, og jeg begynder ofte at spille hurtigere selv.
I turneringerne skal vi jo følge et tidsskema, og det er let at få strafslag og bøder. Derfor lader jeg mig tit stresse i de situationer – for jeg føler, at jeg bliver uretmæssigt forulempet ved at spille med en, der holder vores gruppe tilbage.
Jeg har for nylig haft en episode med en spansk spiller, som spillede virkelig langsomt. Som runden skred frem, begyndte jeg at tage tid på hans slag. Da han flere gange havde været oppe at runde de to minutter, begyndte jeg at tænde helt af, og der blev hurtigt skabt en virkelig dårlig stemning i bolden. Vi brugte 4 timer og 15 minutter på at spille runden i vores 2-bold, og vi hverken ventede eller ledte efter bolde. Golf er langsomt nok i forvejen. Der er ikke nogen grund til at gøre spillet langsommere.
Malene Jørgensen:
Når mine medspillere bare er for langsomme. Jeg hader, når de bare bruger unødvendig lang tid, for eksempel når de skal diskutere alt med deres caddie og ikke kan tage en beslutning selv.
Morten Ørum Madsen:
Det er helt klart, hvis en spiller eller medspiller er arrogant. Altså når de ingen hensyn tager til andre spillere, mig eller banen. Det kan virkelig irritere mig.
Therese Kølbæk:
Der er ikke meget, der kan få mig helt op i det røde felt på en golfbane. Uhensyntagende medspillere og tilskuere er dog noget, der kan irritere mig. Eller for eksempel når en spiller aldrig siger godt slag eller tak, når man selv kommenterer deres spil. Det er bare dårlige manerer.
Amanda Moltke-Leth:
Det absolut mest irriterende er langsomt spil. Jeg får somme tider at vide, at jeg selv går langsomt. Så det er lidt dobbeltmoralsk, at jeg har den holdning, men jeg kan virkelig ikke holde langsomt spil ud.







1 kommentar "- Jeg begyndte at tænde helt af"
Men hvad med klub spilleren?
Overaskende at tour spillere tænder af på langsomt spil...de er jo generelt langsomme alle sammen.
Nå, men hvad med klub spilleren?
For mit eget vedkommende er nok mest at jeg selv laver et ufattelig tåbeligt slag.
Eller medspillere der ikke kan finde ud af at stille udstyret....stiller bag'en 20 m bag bolden etc...
Eller medspillere som altid skal kommentere de snildt kan drive 250+ uden de nogensinde har gjort det, hvor jeg har været i bold med vedkommende.
Men værst er dem der altid skal sige "godt slag" til næsten hvert eneste slag, selvom man selv er helt klar over den var halvflækket, tung, toppet, etc... Så er der kun et meget indebrændt "tak" at sige!
Indsend kommentar