JB Hansen spiller igen med om sejr

Joachim B. Hansen bejler kraftigt til en sejr på Challenge Touren. Foto: ECCO Tour

Printer venlig versionSend til en ven

Joachim B. Hansen er på en delt andenplads inden lørdagens finale ved Rolex Trophy

For anden turnering i træk på Challenge Touren er Joachim B. Hansen med til at spille med om sejren, når det hele skal afgøres.

Sidste uge faldt han tilbage i finalerunden ved ECCO Tour Championship fra en andenplads og sluttede på 14. pladsen, men nu er han igen hele fremme i Rolex Trophy i Schweiz.

Efter to superrunder onsdag og torsdag med 65 slag pr. runde strålede han igen fredag med 66 slag (-6). Han spillede sin tredje bogeyfrie runde, og denne gang var det med seks birdies.

Hans total i -20 er dog tre slag mere end svenske Kristoffer Broberg.

Broberg har vundet to gange på Challenge Touren i de tre seneste turneringer, og hvis han stryger med sejren igen i denne uge, kan han efter sin tredje sejr på blot én måned rykke direkte på europatouren.

Men først venter altså en spændende finalerunde i Schweiz, hvor flere danskere godt kan blande sig i topstriden.

Jeppe Huldahl ligger på 10. pladsen med en total i -14 efter en fredagsrunde i 69 slag (-3).

Andreas Hartø brugte fredag 72 slag og er på 15. pladsen i -12.

Morten Ørum Madsen rykkede lidt frem i stillingen med en 68’er (-4) og er nu nummer 29 i samlet -7.

Lasse Jensen gik sin klart bedste runde i turneringen med en 66’er (-6), og hans total i -6 placerer ham på 31. pladsen.