JB Hansen fortsætter fremgangen
Af Kevin Chen
Efter weekendens andenplads ved Apulia San Domenico Grand Final strøg JB Hansen op i top-230 på verdensranglisten.
JB Hansens himmelflugt på verdensranglisten fortsætter ufortrødent. Efter weekendens flotte andenplads ved Challengetourens flagskib samt afslutningsturnering, Apulia San Domenico Grand Final, avancerede den unge Hillerød-spiller yderligere frem på verdensranglisten.
For blot halvanden måned siden lå den blot 22-årige dansker placeret som nummer 457 på verdensranglisten. I mellemtiden har Hansen dog leveret topresultater på stribe, heriblandt to andenpladser og en tredjeplads, og således ligger han efter weekendens turnering nu som nummer 228. Det er en fremgang på 48 pladser siden sidste uge. Også Andreas Hartøs syvendeplads i samme turnering gav et avancement på verdensranglisten, således han nu er nummer 274.
Blandt danskerne på Europatouren har Søren Kjeldsen i den seneste tid haft en periode med svingende resultater, hvilket har sendt ham ned som nummer 157 på verdensranglisten. Kjeldsens 20. plads i den forgange uges stærkt besatte BMW Masters gav dog et fornuftigt ryk i den rigtige retning, således han nu ligger på en 152. plads.
Kjeldsen var den eneste blandt danskerne på Europatouren, som rykkede frem på verdensranglisten. Derimod måtte Thomas Bjørn, Thorbjørn Olesen og Anders Hansen alle notere en tilbagegang på en enkelt plads på verdensranglisten, så de nu ligger henholdsvis nummer 45, 62 og 66.
Helt til tops udbyggede Rory McIlroy sit forspring ned til sine forfølgere med sin andenplads på Europatouren. Luke Donald, som ligger nummer tre på verdensranglisten, hentede også afstand på Tiger Woods med sin tredjeplads i samme turnering. Samtidig udbyggede de tre alle forspringet ned til forfølgerne på fjerdepladsen og nedefter.
Du kan finde verdensranglisten i sin fulde længde her.