Italiensk golfeventyr
Af Anker Nielsen
Italiensk golf er særdeles velstruktureret og efter Rocca-æraen har den italienske golfskole udviklet hele tre spillere i absolut verdensklasse
Italiensk sport i verdensklasse har i mange år været forbundet med idrætsgrene som eksempelvis fodbold, cykelsport og atletik.
Nu er italiensk golf også kommet op i den absolutte verdenstop i form af Molinaribrødrene og Matteo Manassero. En helt fantastisk generation af verdensklassespillere.
For 20 år siden gjorde italiensk golf for alvor opmærksom på sin eksistens da den karismatiske og meget farverige Costantino Rocca huserede på alverdens golfbaner.
Han vandt fem turneringer på europatouren. Bl.a. den meget prestigefyldte Volvo PGA Championship i 1996.
I andre af de allerstørste turneringer var det lige ved og næsten for Rocca.
Rocca holede et 60 fods putt i The Open 1995 på St Andrews. Det bragte ham i omspil med John Daly, der efterfølgende vandt omspillet.
Men midt i denne kæmpeskuffelse medvirkede den bemærkelsesværdige placering som runner up til, at Rocca kvalificerede sig til Europas Ryder Cup hold.
Nu er Rocca blevet afløst i verdenstoppen af en trio. Molinari-brødrene Francesco, der er nummer 20 på den aktuelle verdensrangliste, Edoardo, der er nummer 35, og den purunge Matteo Manassero, der er nummer 30 i verden.
Den markante succes er resultatet af et meget målrettet arbejde i italiensk golf, hvor Italian Golf Federation varetager amatørgolfen og PGA of Italy den professionelle.
De to organisationer har et førsteklasses samarbejde omkring udviklingen af talentfulde, italienske golfspillere.
Både Molinari-brødrene og Manassero blev inddraget i dette udviklingsarbejde, da de var i otte-ni års alderen. Den sensationelle udvikling beror således ikke på tilfældigheder, påpeger en af de ledende personligheder i italiensk golf, Donato Di Ponziano.
- Jeg finder ikke, at betegnelsen mirakel er den rigtige. Ganske vist har de tre italienere vundet hele fem turneringer det seneste år, men den succes må tilskrives det unikke, målrettede arbejde i italiensk golf, siger Di Ponziano.
- Ud over investeringerne i hele golfstrukturen i Italien, har vi investeret en masse i at få højkvalitative turneringer til Italien. Det har indtil nu resulteret i, at der spilles to europatourturneringer og fire challengetour-turneringer om året i Italien, siger den stolte italienske golfleder.
Han er iøvrigt blevet betroet en central rolle i Europas Ryder Cup organisation. Det er således ikke blot på spillersiden, italiensk golf markerer sig stærkt.
Og så er der iøvrigt en række andre, italienske golfspillere, der bliver interessante at følge fremover. Det er spillere som Alessandro Tadini, Frederico Colombo og Andrea Pavan, for blot at nævne nogle af de spændende, italienske professionelle golfspillere.
Hertil kommer en lang række af yderst talentfulde amatører.
Man kan derfor gå stærkt ud fra, at italiensk golf er kommet til tops for at forblive en magtfaktor mange år fremover.








Ingen kommentarer til "Italiensk golfeventyr"
Indsend kommentar