Ingen vind i Dannebrog
Af Claes Meldal
Power Rankings: Det stod sløjt til med topresultaterne blandt Danmarks bedste golfspillere i den forgangne uge. Men hvem laver det næste danske superresultat?
Her får du ugens Power Rankings på golf.dk, hvor vi tager pulsen på de hotteste danske golfspillere lige nu. Som sædvanlig vælger golf.dk de fem skarpeste på et 100 procent subjektivt grundlag. Smid en kommentar, hvis din danske favoritspiller spiller drømmegolf og simpelthen skal med på listen næste gang.
1. Søren Kjeldsen
Sidste uge: 4
Seneste resultat: Nr. 9 i Volvo World Match Play Championship (European Tour)
Godt nok havde vi gerne set en dansker udfordre verdensstjernerne til duel og besejre dem en efter en i hulspilsturneringen Volvo World Match Play Championship, men sådan gik det ikke helt. Vi fik dog et højdepunkt, da Kjeldsen med ryggen mod muren slog Paul Casey, hvorefter han tabte til en ellers ordinært spillende Martin Kaymer. Et godt bud på det næste store danske resultat.
2. Malene Jørgensen
Sidste uge: 2
Seneste resultat: Nr. 17 i UniCredit Ladies German Open (Ladies European Tour)
Malene Jørgensens stabilitet sikrede hende endnu en pæn placering på Ladies European Tour, selvom hun gik en ukarakteristisk høj lørdagsrunde. Fynboen sluttede på ny i top 20, og nu mangler hun kun at bevise, at hun kan spille med om sejren på højeste europæiske niveau.
3. Anders Hansen
Sidste uge: 1
Seneste resultat: Nr. 17 i Volvo World Match Play Championship (European Tour)
Der var store forhåbninger til Anders Hansen i weekendens Volvo World Match Play Championship, men to nederlag i den indledende pulje betød et hurtigt farvel til nordsjællænderen. Først blev han udslettet af verdensetteren Lee Westwood, og siden tabte han knebent til australske Aaron Baddeley.
4. Lasse Jensen
Sidste uge: 3
Seneste resultat: Nr. 6 i Mugello Tuscany Open (Challenge Tour)
Er Lasse Jensen Danmarks næste European Tour-spiller? Senest snuppede han en stærk 6. plads i Firenze, og der mangler ikke mange euro på præmiekontoen, før Asserbo-spilleren klemmer sig ind i top 20 på Challenge Tour-ranglisten, som kvalificerer sig direkte til European Tour i 2012.
5. Andreas Hartø
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 38 i Madeira Islands Open (European Tour/Challenge Tour)
Man kan sige meget om Andreas Hartøs vaklende start på European Tour, men kedeligt er det ikke at følge talentet fra Furesø. Efter at have skudt sig helt frem i top 5 inden weekenden på Porto Santo lagde Hartø 10 ærgerlige slag til sin lørdagsscore ift. fredagens kanon-67’er og rutsjede helt ned midt i finalefeltet.
Boblere
Ingen