I skyggen af solopgangens bjerge

Udsigten er helt i top på Canyamel
Udsigten er helt i top på Canyamel
Printer venlig versionSend til en ven

På den dejlige middelhavsø Mallorca har individuel kvalitetsturisme for længst afløst masseturismen, godt hjulpet på vej af billige rutefly og mulighederne for at skræddersy lige den rejse, man har lyst til. Det gælder, uanset om formålet er vandring i bjergene, golf eller cykling, for nu at nævne tre af øens mest populære aktiviteter udover de traditionelle sol- og strandaktiviteter

Når det gælder golf, har Mallorca i mange år været et populært feriemål, og golfturisternes valgmuligheder er øget i takt med, at flere baner er blevet bygget. Øen er nu oppe på 20 golfbaner, og de fleste findes tæt på hovedbyen Palma. Traditionelt har disse baner med kendte navne som Santa Ponsa, Poniente og Son Vida da også været dem, der har tiltrukket flest turister.

Men der er også mulighed for at tilrettelægge en god lille golfferie på den charmerende østlige del af øen, en god times kørsel fra Palma. Den kønne lave bjergkæde Serres de Llevant, solopgangens bjerge, præger landskabet sammen med bølgende marker og lav kratskov. Den mest kendte ferieby i området, Cala Millor, ligger forståeligt nok også ved den længste strand, men der er også en række små gode strande langs kystens bugter og vige. Flere steder kan man besøge imponerende drypstenshuler, for eksempel Coves del Drac, hvor et strygerorkester kommer sejlende på den underjordiske sø som en stemningsfuld afslutning på rundvisningen. Men nok så vigtigt finder man også fire meget forskellige golfbaner i området, der alle er et besøg værd.

Internettet bugner med muligheder for at ordne indkvartering i lejlighed eller på hotel, og især omkring Cala Millor og nabobyen Sa Coma er udbuddet stort. Men har man mulighed for at komme til at bo i eller ved den charmerende fiskerby Cala Ratjada, kommer man ikke til at fortryde det. På restauranterne og cafeerne rundt om havnen både spiser og drikker man godt og billigt, og der er flere populære strande tæt på byen som Cala Agulla og Platja de Son Mol. Og ikke mindst - de fire golfbaner ligger alle mindre end en halv times kørsel fra byen. Også flere af de største danske rejsebureauer er begyndt at sende turister til Cala Ratjada, så muligheder er der nok af.

I pro'ernes fodspor

På Pula Golf kan man gå i pro'ernes fodspor. Klubben kalder sig selv for den mest eksklusive og udfordrende klub på Mallorca. Dette må være op til den enkelte at vurdere, men faktum er, at mændenes European Tour foreløbig er kommet forbi i alt fem gange for at spille først Mallorca Classic og i 2010 Iberdrola Open Cala Millor Mallorca. På banen er det ikke længden, men de mange søer, der udgør de største vanskeligheder. Masters-vinderen Jose Maria Olazabal redesignede banen i 2005, og det betød blandt andet færre blinde slag til glæde for medlemmer og gæster. Greenfee på Pula Golf ligger - afhængigt af sæsonen - på mellem 80 og 100 Euro.

Lidt billigere, mellem 72 og 88 Euro, er det at spille Canyamel Golf. Det er en bane, der byder på lidt af hvert. De første ni huller er kuperede, og fra flere huller er der en smuk udsigt over Middelhavet. Llevante-bjergene er altid synlige, hvorimod et par blinde drives betyder, at bolden somme tider forsvinder ud af syne, for dog normalt at blive fundet igen. Greens er også ganske kuperede på de første ni huller, men det vender på bag-ni, der ligger i en frodig dal med flere søer. Her kan de, der foretrækker lidt fladere baner, nyde en stribe åbne huller, hvor der ofte er god plads til driveren. Det hører brat op på 18. hul, et tricky uphill par 3-hul med en green, der ligner Stillehavet i stormvejr, så bølget er den. Er man på den forkerte side af en af de store pukler på green, er det næsten umuligt at bedømme, hvordan man skal komme tæt på pinden.

Den gamle skole

Hvor Pula og Canyamel kan betegnes som moderne baner af den amerikansk inspirerede type, er områdets to andre baner af den mere gammeldags slags. Det er vi mange, der synes er en charme, selv om det på Capdepera-banen betyder, at en del huller ligger lige lovlig tæt på hinanden. Capdepera er i gang med et moderniseringsprogram, men det vil ikke ændre på, at Capdepera er landskabeligt meget varieret ligesom Canyamel. Her er det de første 12 huller, der er relativt flade med en del vand. Afslutningen består af seks meget charmerende huller i den nederste del af bjergene, hvor masser af træer betyder, at det er præcision mere end længde, der skal redde scoren.

Også Capdepera er fuld af kønne udsigter, som man kan nyde, uanset hvordan spillet går. Der er en fin udsigt til det lille bjerg med den gamle landsby, som banen er opkaldt efter. På toppen af Punta de Capdepera finder man en flot gammel borgruin med den mest fantastiske udsigt over land og hav. Prisen på greenfee ligger på Capdepera mellem 50 og 82 euro alt efter tidspunktet på året.

Et kort besøg

Med tre så fine 18-hullers baner at vælge imellem, er der så grund til at spille den sidste bane i området, Son Servera, som kun har ni huller? Svaret er så ubetinget ja. Hvis man ønsker sig en fredelig og afslappet runde, måske for at komme i gang med golfen efter en længere pause, eller hvis der er tale om en vinter- eller forårstur til Mallorca.

For nok er banen kun på ni huller og træningsmulighederne beskedne på Son Servera, men klubhuset er stort, banen hyggelig for spillere af alle kategorier og stemningen rar. Ikke mindst når man nyder en kold øl eller en varm kop café con leche efter runden med udsigt over banen og bjergene i baggrunden. Son Servera er også navnet på en lille hyggelig by nogle kilometer fra banen, hvor en lille spadseretur og en drink på en af caféerne på torvet kan være en rar adspredelse før eller efter golfen. Banens greenfee er 60 euro.

Artiklen blev bragt i Dansk Golf 2, 2011