- I min egen baghave, tak!

Charlotte Kring Lorentzens drømmebane skal opfylde nogle helt bestemte kriterier

Printer venlig versionSend til en ven

Tourspillernes Hemmeligheder: Tourspillerne giver deres bud på en drømmebane, hvis de selv kunne designe den. Og meget tyder på, at der er lige så mange holdninger, som der er tourspillere

Velkommen til Tourspillernes Hemmeligheder, hvor Golf.dk går tæt på nuværende og tidligere tourspilleres bedste, sjoveste og skøreste øjeblikke. Læs tourspillernes historier hver onsdag.

Hvis du kunne designe din egen drømmebane, hvordan skulle den så se ud? Og hvor skulle den ligge?

Charlotte Kring Lorentzen:
I min egen baghave, tak! Der skulle være par 3-huller på mellem 110 og 160 meter, svære par 4-huller og par 5-huller, der er til at nå, hvis man tager chancen.

Greens skal være hurtige og halvfaste, så jeg kan tvinge mig selv til at sætte mere spin i bolden, og så skal den have et eminent træningsområde med alt, hvad hjertet kan begære af indspilsgreens, drivingrange og puttinggreens i topklasse.

Fairways skal være brede, og der skal være bermudagræs. Det er det sværeste at slå i, og jeg bilder mig selv ind, at hvis jeg kan mestre dét, så er jeg godt med.

Oliver Suhr:
Min drømmebane skulle ligge et sted med sol året rundt. Jeg har aldrig været på Augusta, men ud fra det, jeg har set i tv, har den meget af det, jeg kunne tænke mig.

Smukke huller og en særlig stemning, det er lige mig!

Steen Tinning:
Min drømmebane ligger i et dejlig varmt klima. Banen skal være en blanding mellem en skovbane og nogle huller ved vandet, f.eks. en stor sø.

Det skal være et smukt og hyggeligt sted, hvor naturen er i fokus. Et sted, hvor jeg har lyst til at bo og lege med mine venner/familie. Masser af sportsaktiviteter på stedet og sociale væresteder for familie og venner.