I Hartøs fodspor
Af Claes Meldal
Den franske amatør Romain Wattel gjorde Andreas Hartø kunststykket efter, da han vandt Challenge Tour-turneringen ALLIANZ EurOpen Strasbourg
Han er ikke hvem som helst, Romain Wattel. Den franske amatørspiller ligger nr. 4 på verdensranglisten for amatører, og han spås en stor karriere, når han engang vælger at turne pro.
Måske ligger den beslutning lige om hjørnet, for Wattel gik overraskende hele vejen i Challenge Tour-turneringen ALLIANZ EurOpen Strasbourg. Wattel satte alle proerne på plads, da han sluttede 17 under par og vandt turneringen med tre slag ned til fire spillere, der delte 2. pladsen.
Den slags amatørsejre kommer tilsyneladende i stimer, da det ikke er mere end to uger siden, at den danske amatør Andreas Hartø vandt en sensationel sejr i ECCO Tour Championship.
Som amatør går Wattel glip af præmiechecken på 24.000 euro, men han kan glæde sig over en exemption til Challenge Touren resten af året og i hele 2011. Derfor er det slet ikke umuligt, at Wattel - i lighed med Andreas Hartø - vælger at blive professionel i kølvandet på sejren.
Danskerne gjorde ikke det store væsen af sig i Strasbourg. Anders Schmidt Hansen blev nr. 35 i fire under par efter at have gået 68-72-72-72, mens Mads Vibe-Hastrup endte i den tunge ende af finalefeltet som nr. 53 i to over par. Lasse Jensen gik to høje runder før weekenden og klarede sig ikke videre.








Ingen kommentarer til "I Hartøs fodspor"
Indsend kommentar