Med tre huller tilbage af lørdagens runde i Open de France tidligere på måneden førte Anders Hansen med to slag og spillede nærmest fejlfrit. Han sluttede runden med to bogeys og en par, og det blev en forsmag på hvordan finalen ville forløbe. Med del i føringen var Hansen med i førerbolden søndag, men efter ni huller havde han udspillet sin rolle i turneringen og endte udenfor top 10.

Ugen efter i Skotland udspillede scenariet sig på samme måde. Anders Hansen spillede søndag i den sidste bold, og endte heller ikke der blandt de ti bedste. Danskeren, der er bosat i Zurich, havde skiftet træner i dagene op til turneringen i Paris, så det er naturligt, at ændringerne ikke sad fast på rygraden, da søndagspresset gjorde sit indtog.

Efter en flot første runde af The Open i to under par, der placerede Anders Hansen på en 14. plads, gik det galt igen. Fredag var han efter 17 huller to over par for turneringen, og skulle minimum bruge en bogey for at spille i weekenden. Han brugte seks slag på par fire hullet, så der blev ikke brug for køllerne mere den uge.

I maj måtte Hansen holde weekenden fri i BMW PGA Championship, som han har vundet to gange tidligere. På par 5 hullet 18. brugte han fredag otte slag. Syv slag havde sikret ham spil i weekenden.

Den 42-årige dansker har siden den seneste sejr for tre et halvt år siden ved flere lejligheder været tæt på at vinde på europatouren. Der er få forundt, at opnå så flotte sejre i karrieren, som Anders Hansen har, og flere fremragende spillere som Oliver Wilson og Nick O'Hern, har aldrig vundet på en af de store tours. Alligevel er det tankevækkende, at Anders Hansen er uden sejr i de år, hvor han har spillet sin karrieres bedste golf.

Der er selvfølgelig også op til andre om man vinder turneringer. Det seneste lysende klare eksempel på det så vi i sidste uge, hvor Ernie Els spillede fantastisk, men skulle bruge alle Adam Scotts fire afsluttende bogeys for at kunne løfte the Claret Jug.

På samme måde kan flere spillere præstere deres ypperste i samme uge, men kun en kan trække sig sejrrigt ud af turneringen. Jack Nicklaus har sagt om nederlaget til Tom Watson i The Open 1977, at det nok er det bedste han nogensinde spillede, og alligevel tabte han.

Nogle af de gange Anders Hansen har været tæt på at vinde, har han været ude for noget tilsvarende. Da Martin Kaymer, i omspillet om Mercedes-Benz Championship 2009 mod Hansen, slog sit andetslag på par fem hullet til få meter fra pinden, kunne danskeren kun tage hatten af for det fremadstormende megatalent.

Da han i efteråret 2010 spillede eminent i Barclays Singapore Open, ramte Adam Scott sin topform og løb med sejren. Og i Dubai Desert Classic året efter manglede Hansen ét slag til slut. Quiros vandt den dag ved hjælp af en hole in one.

Siden sejren i Joburg Open i januar 2009 har Anders Hansen haft fire tredjepladser og fem andenpladser, så muligheder har der været nok af.

Tidligere har Anders Hansen ikke manglet vinderinstinktet. I 2002 vandt han sin første sejr i den gigantiske turnering Volvo PGA Championship - oven i købet i scoringsrekord.

Turneringen skiftede senere navn til BMW PGA Championship, og da Hansen mødte til start i 2007, var sæsonen gået katastrofalt. Drømmen om PGA Touren havde gjort, at Hansen havde delt sin tid mellem Europa og USA med det resultat, at han kæmpede for spillerettigheder til den følgende sæson på begge tours. Da ugen var omme, skulle han ikke bekymre sig om europatourkortet længere, for han slog Justin Rose i omspil og spillede sig ind i top 50 på verdensranglisten.

Ingen tvivl om at Anders Hansen har haft evnen til at vinde, men hvorfor er den gemt væk? Eller værre endnu: Er den forsvundet?

Af den internationale presse bliver Anders Hansen ofte beskrevet son en ”quiet achiever”. Spørgsmålet er, om han er ved at udvikle sig til en ”underachiever”?