Huldahl tabte omspil

Jeppe Huldahl blev runner-up

Printer venlig versionSend til en ven

Jeppe Huldahl var tæt på at lave et forrygende comeback på challengetouren

For Jeppe Huldahl mindede fjerdedagen af Allianz Open i Frankrig nærmest om en tur i rutschebanen. Det gik i den grad op og ned for den danske europatourvinder, der til sidst måtte se rutschebanen stoppe i bunden, da han tabte første omspilshul til Eddie Pepperell.

Huldahl startede ellers dagen på bedste vis - med en birdie og en førsteplads i turneringen.

Men der var tæt i toppen og efter to bogeys og en dobbeltbogey omkring turnen, gled han langt ned i feltet, og lignede ikke en, der skulle spille med om sejren. Men efter en birdie på 13. hul og en forrygende birdie-birdie-afslutning på de to sidste huller, stod han pludselig i et omspil med englænderen.

Glæden varede dog kort. Huldahl sendte sit drive ud i buskene, og måtte derfor tage til takke med en bogey. Og eftersom Pepperell havde kørt en sikker par hjem, kunne danskeren sige tak for matchen.

Andenpladsen kaster dog 17.600 euro af sig, og sender Jeppe Huldahl op omkring 10.pladsen på pengelisten.

Rasmus Hjelm var også med fremme i Frankrig. På trods af at han brugte 73 slag i finalerunden og gled tilbage til 8.pladsen, kan han glæde sig over sit til dato bedste resultat på challengetouren.