Huldahl og Hansen banker på top 10
Af Martin Rahbech
Søren Hansen og Jeppe Huldahl er kun tre slag fra førstepladsen i Sydafrika efter en god danskerdag
Et par rigtig gode præstationer kapslede den danske åbningsdag flot ind i South African Open Championship.
Søren Hansen og Jeppe Huldahl er nemlig begge godt med fremme på en 11. plads efter første runde. Her har de kun tre slag op til førstepladsen, hvor Jbe Kruger og Steven O’ Hara ligger i -7.
Søren Hansen var tidligt på færde.
Han startede med en birdie på sit andet hul, men det tog fart, da han sænkede tre birdes i stribe på sit sjette til ottende hul. Senere på runden stilnede det af med en enkelt birdie og en bogey.
Jeppe Huldahl var ude i en af dagens sidste bolde, og han satte en spurt ind med to birdies på de to sidste huller. Sammen med yderligere fire birdies og to bogeys fik han også en rundescore i 68 slag (-4).
Thomas Nørret er også godt med fremme, og han ramte virkelig momentum i anden halvdel af dagens runde.
Efter de første ni huller var han i +1, men da han tog hul på banens forni, gik det stærkt. Fem birdies på syv huller skød ham mod toppen, desværre kom der også en bogey på det næstsidste hul, men en runde i 69 slag (-3) placerer ham lunt på 24. pladsen.
Søren Kjeldsen trodsede en halvtung start og kom rundt i 70 slag (-2) på 43. pladsen.
Andreas Hartø er eneste dansker i den dårlige halvdel. Han ligger på 98. pladsen i +1.








Ingen kommentarer til "Huldahl og Hansen banker på top 10 "
Indsend kommentar