Hole in one til stjernegolf

Lars Ranthe stod for dagens slag på Royal, da Kids Aid bød på stjernegolf (Foto: Preben B. Søborg)

Printer venlig versionSend til en ven

Skuespilleren Lars Ranthe var med til at sætte et flot punktum for GolfAid 2012, da han lørdag eftermiddag til årets Stjernegolf-match på Royal Golf Center lavede en flot hole-in-one.

Vejrguderne viste sig fra deres bedste side, da en perlerække af landets bedste sportsfolk, skuespillere, tv-stjerner og musikere i dagene den 25. og 26. maj dystede om titlen som Danmarks uofficielle golfmester. Det skete i forbindelse med KidsAid Danmarks årlige velgørenhedsevent GolfAid, som i år gæstede golfbanen på Royal Golf Center i København samt Hotel Hilton Copenhagen Airport. Trods et flot hole-in-one på 4. hul var det dog ikke Lars Ranthe, der løb med sejren i årets dyst, men derimod den tidligere professionelle badmintonspiller Thomas Stuer-Lauridsen, der med sine 36 point kunne tage det flotte trofæ med sig hjem.

- Det var på mange måder et historisk GolfAid og Stjernegolf. For første gang i KidsAids historie blev arrangementet afviklet i København, og for første gang i vores 12-årige historie med en hole-in-one. Alt er forløbet, som vi havde håbet på – og med lidt til. Hilton leverede varen til fulde, og banen på Royal Golf Center var skøn og af høj kvalitet, siger KidsAid Danmarks bestyrelsesformand Søren Bach.

Pokermatch indbringer 100.000 kr.
Som noget nyt blev der i år i forbindelse med Stjernegolf-matchen lørdag afholdt en pokermatch på golfbanen for kendisser. Her dystede den forsvarende mester Mads Vangsø, Asger Leth, Dar Salim, Nikolaj Steen, Jacob Binzer og Troels Lyby om en flot præmiesum på 100.000 kr., sponsoreret af Ladbrokes. Det var skuespilleren Troels Lyby, der løb med sejren, og præmiesummen blev straks doneret videre til KidsAid.

Fredagens program bød på sponsormatch og efterfølgende gallashow på Hotel Hilton Copenhagen Airport. Her stod Paprika Steen og Simon Jul i spidsen for et storslået underholdningsshow, som blandt andet bød på både underholdende indslag, auktion og god musik. De mange gæster kunne opleve Copenhagen Drummers, stand-up komikeren Lars Hjortshøj og Henrik Svanekiærs magi samt en personlig hilsen fra verdensstjernen Wayne Rooney, der netop har designet en motorcyklen til fordel for KidsAid. Motorcyklen, der blev afsløret i forbindelse med showet, vil blive sat på velgørenhedsauktion i juni.

- Velgørenhedsauktionen, der blev afholdt i forbindelse med gallashowet fredag forløb over al forventning, og økonomisk kan 2012 gå hen og blive et rekordår for KidsAid – særligt hvis Wayne Rooneys motorcykel bliver solgt, som forventet. Vi glæder os utroligt meget til at skyde auktionen i gang i juni, siger en spændt Søren Bach.

Gallashowet sluttede med et brag af en fest, hvor Jokeren, Lars H.U.G, Søs Fenger, Ida Corr, Clara Sofie og Kid Creole, alle flot anført af The Antonelli Orchestra, var med til at skyde stemningen helt til top blandt de godt 330 gæster.

- Hilton Copenhagen Airport er stolt af at have været en aktiv partner i KidsAid Danmarks velgørende event 2012, og vi er naturligvis meget begejstrede for det fantastiske resultat af donationerne. Hvad enten bidraget er stort eller småt, så har de alle stor betydning for KidsAid Danmark og Hilton in the Community Foundation. På denne måde er vi med til at give børn og unge nye muligheder, og med til at forbedre deres liv på mange forskellige måder. Vi føler os meget privilegerede over, at vi er i stand til at hjælpe dem, der er dårligere stillet end os selv, siger Claus Steiner, direktør for Hilton Copenhagen Airport.

Golf for juniorer
Lørdag formiddag dystede 65 juniorer fra hele landet i KidsCup, som er finalen i Dansk Golf Unions største juniorturnering. Vinderen blev i drengerækken Simon Andersen Pii med 16 point og i pigerækken Natasja Oyando Nielsen med 16 point. Traditionen tro fik de unge spillere en ekstra oplevelse med hjem, da de efter matchen var caddie for stjernerne. Udover at hjælpe stjernerne med alt det praktiske, gav de unge caddier også gode råd på banen.