Hole in one-kongen slår til for 18. gang
Af Henrik Søe
De fleste drømmer om at lave bare en enkel lille hole-in-one i karrieren. I Århus findes der en mand, som næsten er holdt op med tælle sine enere. Han har nu rundet 18 af slagsen.
Søren Mohn begyndte at spille golf i 1973 og fik sin første hole in one i 1980. Siden er de fantastiske slag kommet i så lind en strøm, at århusianeren altså nu står noteret for hele 18 af slagsen.
Det seneste i rækken faldt 8. juli på hjemmebanen i Mollerup, denne gang på 7. hul, hvor Søren Mohn altså befæstede sin position som Danmarks ubestridte hole-in-one-konge. Og selv om han efterhånden har lavet flere holes-in-one end de fleste herreklubber kan mønstre tilsammen, så bliver han aldrig træt af at juble:
- Det er altid sjovt at se dem gå i hul, siger Søren Mohn, som kun kan se et lille minus ved sin ufattelige evne til at sætte lodrette streger på scorekortet:
- De sidste to er kommet i matcher, så det har været lidt dyrt at give fadøl til hele klubben, fortæller Søren Mohn, der på et tidspunkt - og ganske naturligt - tegnede en hole-in-one-forsikring hos Codan.
- Men de smed mig ud. Det blev for dyrt for dem.
Fire af Søren Mohns esser er lavet i Århus Golf Club, mens de 14 er faldet i på hjemmebanen i Mollerup. De 17 er kommet på par 3-huller og en enkelt blev til efter et slag med driveren på et par 4-hul.
Søren Mohn fører ikke nøje regnskab over sine drømmeslag, men som han siger:
- Jeg har en masse diplomer liggende derhjemme.
Der skal en smule held til at lave hole-in-one, men i Søren Mohns tilfælde handler det også om en god portion dygtighed og flid. Han har tidligere haft banerekorden i Mollerup, hvor han også har været klubmester. I dag spiller han til handicap 6,3.
- Jeg har været i handicap 3, men nu er jeg jo blevet 50, lyder det fra den dygtige århusianer, der spiller et par gange om ugen.
Og som altså som en af de få nu har lavet lige så mange holes-in-one som der er huller på en golfbane.
Man må bukke sig i støvet for Kong Mohn.







2 kommentarer til "Hole in one-kongen slår til for 18. gang"
spørgsmålet ?
Hvis svaret ikke er caddie - hvad er svaret så ?????????????
på hvad?
Svaret på hvad din klaphat???
Indsend kommentar