Holdsejre er noget helt specielt
Af Martin Rahbech
Kristian Grud fra Holstebro ser frem til finalespillet i Elitedivisionen
Årets danske mestre i Elitedivisionen skal findes på Rømø i weekenden.
På Golf.dk tager vi temperaturen på de otte hold, der er fremme i finalespillet.
Semifinalerne er hos damerne Sønderjylland - Hillerød og Smørum – Asserbo
Hos herrerne er det Aalborg - Frederikssund og Holstebro - Odense Eventyr.
---
Holstebro har været fast inventar i Elitedivisionen i mange år og vandt i 2006 mesterskabet. Dengang med blandt andre Kristian Grud på holdet. I 2011 blev det til sølvmedaljer efter finalenederlag mod Odense Eventyr.
Nu er Holstebro igen klar til finalespillet, efter de sluttede på andenpladsen i grundspillet.
Hvad har været nøglen til Jeres plads i finalespillet?
Vi har et bredt hold, og vi har kunnet præstere, når det gjaldt. Samtidig har vi været gode til at integrere de unge og nye spillere i truppen.
Hvem på holdet fortjener fidusbamsen efter grundspillet?
Den fortjener de to nye spillere Nicolai Kristensen og Nikolaj Lund Jensen. I den allerførste weekend vandt de begge to deres singler mod Gyttegård og sikrede dermed et rigtig vigtige point, så vi fik en godkendt sæsonstart.
Hvem tror du bliver holdets profil i weekenden?
Jeg har en god fidus til Nicolai Kristensen, og jeg tror, han får en rigtig god weekend. En spiller som Martin Amtkjær har været lidt svingende, men han er tilbage i form, og han er nok den vigtigste til at være i god form. Så han bliver også god i weekenden.
Hvem vil være den sværeste modstander i weekenden?
Vi har jo revanche til gode fra guldkampen mod Odense Eventyr sidste år, og dem møder vi i semifinalen. Så det er der, vores fokus vil være. Men hvis jeg skal pege på en favorit må det klart være Aalborg. De ser altså skræmmende ud, og med alle de guldmedaljer, de har vundet, så kan de altså noget, når det kommer til finalespil.
Du er professionel og lever af golf. Hvad er motivationen i en holdturnering for dig?
Det er noget særligt at repræsentere sin klub og være en del af et fællesskab. Som professionel er man meget enspænder, og man fejrer sine succeser selv. Hvis man vinder, så er alle andre skuffede over, at de tabte. Så der er en helt speciel stemning at vinde i en holdmatch. Jeg har også snakket med Jeppe Huldahl om det. Selv om han har vundet på europatouren er der stadig noget helt specielt over at vinde som et hold, som vi gjorde i 2006.
