Høj kvalitet i Furesøpokalen
Af Martin Rahbech
Mathias Boksa og Emily Pedersen vandt traditionsturneringen i Furesø Golfklub
Der er efterhånden rigtig mange navne, der er graveret ind i vandrepokalen fra Furesø Golfklub til Furesøpokalen.
Men både turnering og pokal lever i bedste velgående, og søndag blev de nyeste navne skrevet ind i historien hos Furesøpokalen, der har fået Daugaard Biler med i navnet.
Hos herrerne vandt Mathias Boksa fra Sorø Golfklub en tæt turnering, og han gik de 54 huller med en total i -1. Det var et enkelt slag foran Peter Launer Bæk fra Odense Eventyr og Keen Bernberg fra Smørum.
Fjerdepladsen blev delt af de to lokale håb fra Furesø Golfklub; Benjamin Poke og Kristian Nielsen. De var blot to slag fra vinderen.
- Det var en rigtig god turnering og et rigtig stærkt felt. Der var 103 tilmeldte herrespillere, og de 60 spillere, der kom med i feltet havde et handicap bedre end 1,4. Så det var en rigtig god oplevelse for alle parter, fortæller turneringsleder Flemming Engel til Golf.dk
I damerækken var der ikke samme spænding. Her var Emily Pedersen fra Smørum Golfklub i særklasse, og hun vandt med en total i +5.
Det var syv slag bedre end Malene Krølbøll fra Hedeland Golfklub på andenpladsen. Værterne fra Furesø havde også i damerækken en spiller med blandt de bedste. Trine Marie Byø sluttede nemlig på tredjepladsen.
