Hartø rykkede på ’Moving Day’
Af Allan Spangsberg
Andreas Hartø og Thomas Nørret har begge mulighed for et topresultat i en af Challenge Tourens majors
Det lignede ikke nogen stor turnering for Andreas Hartø, da han inden weekenden lå på en delt 45. plads i Saint-Omer Open, som spilles i Lumbres, Frankrig. Men danskeren viste, hvorfor lørdagsrunden har fået tilnavnet ’Moving Day’.
Hele 32 pladser avancerede han, og er i samlet +3 blot tre slag fra spillerne på tredjepladsen. Han deler 13. pladsen med blandt andre Thomas Nørret, der gik en 73’er (+2).
Hartø startede stabilt og med birdies på 6. og 8. hul var han -2 efter ni huller. En enkelt bogey på 17. hul var eneste udfald, og dermed leverede danskeren dagens femtebedste runde. Blot 8 ud af de 81 spillere var under par på den svære Aa Saint Omer Golf Club.
Rutinerede Thomas Nørret, der startede dagen på en delt 18. plads, havde fire bogeys på scorekortet. Birdies på de to par-3 huller, 11. og 17., hjalp dog på det samlede regnskab, og der er gode chancer for at få en pæn præmiecheck med hjem.
En topplacering i denne uge kan vise sig at blive afgørende for de to danskeres placering på Challenge Tourens Order of Merit. Med en præmiesum på €500.000 betragtes turneringen som en Major på dette niveau, og for Hartø vil en plads i top-3 bringe ham tæt et Europa Tour-kort til 2013-sæsonen.
Fichardt i front
Sydafrikanske Darren Fichardt har givet sig et drømmeudgangspunkt inden finalerunden. Med en runde i 69 (-2) er han nu samlet -7 og har et forspring på fem slag ned engelske Simon Wakefield. Yderligere to slag tilbage ligger tre spillere.
Fichardt ramte en fantastisk stime med fem birdies i streg fra 5. til 9. Hul og var en overgang foran med otte slag. Tre bogeys på de sidste ni huller bragte dog lidt spænding tilbage i turneringen.
Feltets sidste dansker Joachim B. Hansen gik sin tredje runde i 75 slag (+4) og faldt syv pladser tilbage til en delt 52. plads i +8.
