Hartø gik eagleamok

Andreas Hartø bejler til sejren i Challenge Tourens majorturnering. Foto: Getty Images

Printer venlig versionSend til en ven

Andreas Hartø er nummer tre i Kasakhstan Open, men flere danskere blander sig blandt de bedste

Så skulle det kort til europatouren 2013 vist komme på plads én gang for alle.

Andreas Hartø spillede sig lørdag op blandt de allerbedste i Kasakhstan Open efter en meget opsigtsvækkende runde i 64 slag (-8). Efter sine første otte huller havde han scoret tre eagles, og så sluttede han af med fire birides på sine fem sidste huller.

Det var ikke mindst på banens par 5 huller, han boltrede sig. Her kom der to eagles og to birdies på kortet.

Hartøs superrunde har bragt ham op på tredjepladsen med en samlet score i -14 fire slag fra førstepladsen.

Mark Haastrup meldte sig også ind i topstriden og avancerede til en femteplads. 

Han leverede lørdag sin anden runde i turneringen i 67 slag (-5) og er med en total i -13 også i spil til den absolutte top.

Men der er flere danske bejlere til topstriden.

Lasse Jensen fandt sin rytme fra sin åbningsrunde i 65 slag igen, og han kom lørdag rundt i 67 slag (-5). Samlet er han på ottendepladsen i -12.

Morten Ørum Madsen havde også en god dag. Han scorede birdies på halvdelen af hullerne, og det gav en runde i 66 slag (-6). Han rykkede dermed frem til en 14. plads med samlet -11.

Joachim B. Hansen var godt på vej i top 10, men han sluttede tungt med en trippelbogey på 18. hul. Så måtte han nøjes med en runde i 70 slag (-2) og en 27. plads i -9.

Jeppe Huldahl kom lørdag rundt i 70 slag (-2) og ligger på 56. pladsen i -5, mens Anders Schmidt Hansen med en runde i 75 slag (+3) faldt ned til 72. plads med en total i par.