Hamburg er midt i komfortzonen

På Castanea er der kælet for detaljerne
På Castanea er der kælet for detaljerne
Printer venlig versionSend til en ven

Har du din første golfweekend i Hamburg til gode? Så kan du godt komme i gang med at kigge i kalenderen. Komforten er imponerende – både hvad angår golfbaner, køretid, hoteller og gastronomi

Der var engang, hvor Hamburg var mest kendt for det lettere snuskede natteliv omkring Reeperbahn og det livlige St. Pauli-kvarter. Dengang blev området flittigt frekventeret af sømænd, der lagde vejen forbi for at slå sig løs, når deres fartøjer havde lagt til i Hamburg.

I dag har Hamburg som helhed fået en markant ansigtsløftning – og Reeperbahn har gennemgået en utrolig forvandling, ikke ulig Istedgade og Halmtorvet i København. Byen har nu masser af kultur og gastronomi at byde på.

Og tager man lidt ud af byen, opdager man hurtigt, at der rundt om den nordtyske millionby ligger en perlerække af indbydende golfbaner.

Historiske Hittfeld

Mit første golfstop var på en af Hamburg-områdets gamle bekendte, Hittfeld 25 km syd for byen. På trods af at Hittfeld ikke ligger så langt fra den pulserende storby, ligger banen i et storslået parkområde. Der er ikke en lyd at høre ude på banen – hvis man ser bort fra småfuglenes tilfredse pippen og det sporadiske sprøde smæld fra en godt ramt driver.

Hittfeld emmer af historie. Banen blev oprindeligt anlagt af John Morrison helt tilbage i 1957 og er dermed en af Tysklands klassiske baner. Den fik en gevaldig ansigtsløftning i 2004, da David Krause tog den under kærlig behandling, og lige siden har Hittfeld været rangeret i den pæne ende af listen over Tysklands bedste baner.

Forhindringerne er strøet ud over Hittfeld med nænsom hånd. Der er ikke voldsomt mange bunkere, og der er kun vand i spil på ganske få huller. Udfordringerne består af en nøje afmålt blanding af træer langs begge sider af fairway, onduleringer på fairways, som giver drilske slag fra uvante lejer, samt smalle indgange til green.

9. hul er et fantastisk dogleghul, hvor mange vil kunne slå over træerne i drivet og derefter angribe den niveaudelte green. 14. hul byder på et forholdsvis simpelt udslag, men i andetslaget står du over for en rigtig risk/reward-beslutning, da søen i højre side skærer sig mere og mere ind i fairway, jo længere du slår frem.

Hvis du har tid til en drink i klubhuset bagefter, kan du nyde de eksklusive omgivelser i Hittfelds flotte restaurant. Her kan man i ro og mag sidde og reflektere over, hvor dejligt det er at kunne kombinere fabelagtig natur med den sport, man elsker.

Plads til begejstring

Næste stop var Falkenstein, der er blevet kåret til Tysklands bedste bane af flere forskellige golfmagasiner. Denne fantastiske parkbane slænger sig med største selvfølgelighed gennem skoven lige vest for Hamburg, som om den har ligget der altid – hvilket den næsten også har i golfens tidsregning.

Klubben blev grundlagt helt tilbage i 1906, og i 1928 begyndte man at anlægge en 18-hullers mesterskabsbane i det idylliske skovområde ved Falkenstein. Banen stod færdig i 1930 og er blevet opgraderet løbende gennem årene.

Navnkundige Bernhard Langer vandt kuriøst nok sit første åbne tyske mesterskab på Falkenstein tilbage i 1981. Den dag i dag ville han være et godt bud på en vinder, hvis han stillede op.

Banen er ikke unødigt plastret til med bunkere, da skovens naturlige forhindringer og højdeforskelle er med til at skabe en tilpas dosis udfordringer for spillerne. Falkenstein kan dog ikke karakteriseres som en svær bane. Banen har en del korte par 4-huller på under 320 meter, som giver gode scoringsmuligheder for de velspillende, ligesom par 5-hullerne er medgørlige, hvis man kan holde sig fri af træerne.

Falkenstein har mange teesteder, hvor man er omgivet af træer og kan nyde det bløde ekko efter driverens skarpe smæld, når lyden kastes frem og tilbage mellem træerne. Det er virkelig charmerende. Greens tager rigtig godt imod. De er bløde, nærmest mossede, og ruller true over alt på banen.

Et mesterværk

På 2. hul står du over for et mesterværk af et golfhul. Bolden skal slås fra det smukt hævede teested ned mod en smal passage mellem træerne. Efter et transportslag skal du lægge dig godt til rette på den smalle green og undgå bunkeren i venstre side.

Af andre gode huller på forni kan nævnes 5. hul og 6. hul, hvor lokalkendskab er en fordel. Du bliver belønnet for en aggressiv linje i teeslaget på doglegget på 5. hul, og på 6. hul kan du bare give den gas fra tee og derefter gøre dit bedste for at ramme den højt hævede green.

Hen mod slutningen når du til 17. hul – et spændende golfhul med gode muligheder for de eventyrlystne og langtslående. Formår du at slå en lille draw over venstre fairwaybunker, kan du fange bakken og rulle helt ned på et plateau, hvor du har en bagatel af 150 meter tilbage. Det åbner for muligheden for et sjældent eagleputt, hvis du slår to gode slag.

Det er en fantastisk sanseoplevelse at gå rundt på det smukke parkanlæg i Falkenstein. Man kan kun føle sig privilegeret over at være golfspiller, når man betræder Falkenstein.

Den perfekte weekenddestination

Hvis du mangler en god destination til din næste golfweekend, er Castanea 40 km syd for Hamburg et oplagt mål. Hotellet drives af Best Western, og faciliteterne er i top. Og som baghave har hotellet en dejlig resortbane, der tilbyder 18 hullers glimrende golf.

På Castanea kan man sætte nogle eventyrlige dage sammen. Stå tidligt op, nyd den smukke udsigt ud over golfbanen, gå ombord i den overdådige morgenmadsbuffet, snup en dukkert i poolen, og gør dig herefter klar til 18 hullers golf lige ved siden af. Efter golf kan du få en god massage og spise frokost, hvorefter du kan udforske mulighederne i metropolen Hamburg.

Når du har tullet rundt i Hamburgs centrum og parker i et par timer, kan du finde en god restaurant i byen. Hamburg rummer alt lige fra tostjernede Michelin-restauranter til små, intime spisesteder med fremragende valuta for pengene. Du kan endda nå en godnatdrink i baren på Castanea inden sengetid.

Golfbanen på Castanea er et spændende bekendtskab. Det er en resortbane med fire velplacerede teesteder, så de fleste kan finde deres rette hylde. Roughen har et umiskendeligt linkspræg, da det høje græs bølger sig smukt gennem Lüneburger Heide. Kurt Rossknecht står bag designet, der rummer adskillige søer og strategisk placerede bunkere. Udfordringerne er dog ikke større, end at de fleste bør kunne få en fornuftig score med fra Castanea.

Udsigt til hotellet

På 6. hul åbner banen sig flot op efter det skarpe dogleg. Her skal du tilbagelægge omkring 330 meter i to slag for at kunne være helt tryg ved dit approach til greenen, som ligger helt op til hotellets restaurant og udendørspool.

Der er nogenlunde god plads i de fleste udslag, og der er ikke vanvittigt mange bunkere. De største udfordringer udgøres af de mange søer, som Rossknecht har tænkt godt ind i banens udformning. Greens er glimrende og yderst velplejede.

På bagni fortsætter runden med afvekslende huller med vand i spil i et eller andet omfang. De to par 5-huller tidligt på sløjfen – 10. hul og 13. hul – er nydelige huller, der skal spilles med omtanke. Herefter følger to lange par 4-huller, inden vi kommer til perlen i samlingen.

16. hul er et rigtig sjovt par 5-hul, hvor du efter et godt teeslag skal placere dig klogt i andetslaget, så du er klar til at tackle hullets virkelige udfordring: en green, der ligger midt ude i vandet. Efter et tørt approachslag – forhåbentlig i første forsøg – skal du overvinde den kuperede green og redde dig en god score.

Perfekt til en lang weekend

Castanea er en bane, der snildt tåler at blive spillet mere end én gang – hvilket er endnu en grund til, at stedet egner sig perfekt til en lang weekend. Med gastronomi i topklasse, spa og pool samt andre fremragende hotelfaciliteter skal det gå rigtig galt på golfbanen, før dit humør bliver ødelagt.

I området syd for Hamburg ligger også en af verdens ti længste golfbaner. GreenEagle (Nordplatz) er et monster af en bane, ikke mindst fra bagklodserne, hvor den måler 7.208 meter. Der er blandt andet et par 3-hul på 245 meter, to par 4-huller på 450 meter og fire par 5-huller på over 570 meter. Der er markante vandhazarder på stort set alle huller, masser af store bunkerområder samt enorme og lumsk ondulerede greens.

Banen og anlægget som helhed står snorlige. Standen er virkelig flot, og der er tænkt på det hele. Fremragende træningsområder, flot klubhus og topmoderne restaurant med dejlige udeområder. Et rigtig rart sted at være.

Med sand dødsforagt valgte jeg at spille banen fra bagklodserne. Hvornår skulle man ellers få chancen for at spille en golfbane på over 7.000 meter?

Udfordringerne tårner sig op

Efter fem nogenlunde normale (men lange) huller starter løjerne for alvor. 6. hul er ratet som banens sværeste, og man runder sløjfen af med nogle ret svære huller, herunder det fine vandhul 8. hul samt 9. hul, der er et par 5-hul på en bagatel af 592 meter. Jeg havde fornøjelsen af at spille dette hul ind i vinden. For at redde par skulle jeg have chippet i fra 30 meter.

Bagni på GreenEagles Nordplatz er en af de længste sløjfer i hele verden, hvis ikke den allerlængste. Og udfordringerne stopper ikke ved længden. Mange steder skal man som amatørgolfer slå et fuldstændig perfekt drive blot for at få bolden til at humpe et par meter ind på fairway. Den slags tærer på de mentale ressourcer. Der kommer helt sikkert fejl.

Her er et lille indtryk fra bagni. På 14. hul (par 3, 245 meter) slår jeg fuld driver ind i vinden og ligger 50 meter kort af greenen på fairway. På 16. hul (par 5, 645 meter) bliver det til et par løse slag, og pludselig står der en snemand på kortet. Jeg nåede på green i seks slag.

Velkommen til klub 100

Mit handicap 10 forslog som en skrædder i helvede på Nordplatz. Det lykkedes mig ikke at undgå klub 100, men jeg begrænsede dog skaderne til præcis 100 slag. Hvis jeg på nogen måde skulle have været i tvivl om, hvorvidt der er milevid forskel på de professionelle og sådan en som mig, forsvandt den sidste rest af tvivlen som dug for solen på GreenEagle. Sidst jeg tjekkede, var der i hvert fald ikke mange trecifrede scores, da ECCO Tour-proerne gæstede GreenEagle.

Uanset om man vælger det rigtige eller det forkerte teested, venter der en stor golfoplevelse på GreenEagle. Gode golfspillere vil i særdeleshed føle sig hjemme her – og vi andre kan stadig nyde det i fulde drag.

Hvis du vil prøve en ny destination til en golfweekend, er Hamburg et rigtig godt bud. Ligesom de fleste andre steder i Tyskland har golfhotellerne omkring Hamburg opdaget, at god golf og høj hotelstandard til en lav pris er en kombination, der appellerer til Europas golfspillere. Med tiden måske også til flere danskere.

Denne artikel blev bragt i Dansk Golf #3, 2015. Dansk Golf var inviteret til Hamburg af GolfTyskland.dk.