Hæder til McIlroy understreger europæisk problem

Sejren i DP World Tour Championship var med til at gøre Rory McIlroy til årets spillet på europatouren (Foto: Getty Images).

Printer venlig versionSend til en ven

Rory McIlroy er blevet kåret til årets spiller på europatouren efter at have deltaget i færre turneringer end minimumskravet

En ledbåndsskade midt på sommeren sendte Rory McIlroy ud på sidelinjen og ændrede markant på planerne for sæsonen. At han måtte se turneringer som The Open fra sofaen i stedet for at spille med gjorde, at han kom i problemer med - omend det langt fra var en umulig opgave - at nå op på 13 turneringer tællende til europatourens Race to Dubai.
 
Efter en snak med den nye direktør på Wentworth, Keith Pelley, fik nordireren dispensation til at spille med i DP World Tour Championship, selvom han med finalen kun ville nå op på 12 turneringer for sæsonen. For eksempel kunne McIlroy have spillet med i finaleturneringen BMW Masters i Shanghai, men i stedet valgte han en uges hvile.
 
Alligevel vandt han Race to Dubai med en million euro ned til nummer to og blev  tirsdag kåret til årets spiller, ligesom han blev det i 2014.
 
- Det er en kæmpe ære for mig at blive European Tour Golfer of the Year igen. Jeg er meget stolf over at have vundet denne prestigiøse hæder for tredje gang - det er altid specielt at blive hædret på denne måde, uanset hvor ofte det sker, siger McIlroy til europatouren.
 
Ud af de 12 turneringer var kun seks afholdt af europatouren alene. Kun tre gange satte han fod på europæisk jord.
 
Det er ikke kun herrernes europatour, som har problemer med at trække de store spillere til Europa. På LET vandt Shanshan Feng pengelisten ved kun at spille seks turneringer. Heraf var kun to i Europa, nemlig de to majors Women's British Open og Evian Championship. Hun tjente 400.000 euro mens Mel Reid, som sluttede nummer to, tjente 250.000 over 14 turneringer.
 
På seniortouren ser det endnu værre ud. Ni ud af top-10 på pengelisten spillede mindst 10 turneringer i 2015. Undtagelsen? Colin Montgomerie, som i løbet af fem blot fem turneringer, heraf tre majors, vandt listen med tre gange så mange penge som nummer to. 
 
De tre tours har alle Europa i navnet, men sammenlagt spillede årets tre Order of Merit-vindere kun syv turneringer i Europa. Det er ikke noget nyt, at turneringer på de britiske øer og det europæiske kontinent er blevet bagateller i golfverdenen, men det er alligevel tankevækkende at se, at man kan blive nummer ét stort set uden at besøge Europa.
 
Det er ikke nogen simpel opgave at få vendt denne tendens, og sikkert en der giver dybe furer i panden på de ledende figurer på Buckinghamshire Golf Club og Wentworth, men der skal til at ske noget, hvis ikke Europa skal ende som en parentes mellem supermagten USA og det spirrende marked i øst. 
 

2 kommentarer til "Hæder til McIlroy understreger europæisk problem"

Nødvendigt knæfald

...for realiteterne: ET er bare ikke stærk nok til reelt at konkurrere med PGA Tour og enten indretter man sig efter dette mens man forsøger at blive stor nok til at kunne udfordre reelt - eller også dør man med støvlerne på.

Alt er relativt

Er fuldkommen enig i PGA touren er stærkere end ET mht. penge, spillere osv, 3 ud af 4 Majors er i USA er på forhåndn et minus til ET. MEN... ET er da fuldkommen selv udenom at de bedste ikke spiller i Europa. 3 ud af 4 Majors er i USA er endnu engang minus til ET. Dertil vælger de at afholde 3 turneringer inkl finalen i emiraterne (ja nødvendigt for sponsor kroner). Men det hjælper ikke på tesen om flere turneringer på europæisk jord. OG 2 ud af 4 slutspils turneringer hvor de absolut bedste er med er i asien. Tilmed i Shanghai kun 10 km fra hinanden? hvor ser man turneringer så tæt på hinanden 2 uger i træk. Og dertil ingen WGC i Europa er endnu et minus. En af grundene til man kan vinde uden at spille på europæisk jord er bare pengene er så store i WGC/Majors hvor 1 ud af 8 er i Europa.

Bare lidt tanker herfra :)