Haastrup: Derfor gik jeg 91'er
Af Henrik Søe
Mange har undret sig over, hvordan Mark Haastrup i finalerunden ved Nordea Masters kunne gå en runde i 91 slag - 19 slag over par. Her kommer forklaringen
Det hører til sjældenhederne, at spillere på europatouren løber ind i runder over 90 slag efter at have klaret cuttet. Men ikke desto mindste skete det for Mark Haastrup , da han lørdag spillede finalerunde i Nordea Masters på Bro Hof Slott ved Stockholm.
Haastrup kom rundt i 91 slag (+19) og sluttede sidst i finalefeltet - otte slag fra næstsidstepladsen. På sin blog beskriver Mark Haastrup hvordan han kunne ende op med et scorekort med så mange grimme sorte pletter. Og der er ingen undskyldninger fra danskeren, som er på vej tilbage efter en håndledsskade.

- Jeg forstår godt, der er en masse spørgsmål der kommer til overfladen, om hvordan sådan en runde kan ske – og den burde bestemt ikke ske. Men det gjorde den. Først vil jeg lige sige, at jeg IKKE er skadet. Jeg har det fint fysisk og ingen undskyldning for mit dårlige spil, skriver Mark Haastrup, som i punktform forklarer, hvordan det kunne ske:
- Jeg spillede dårligt.
- Mit hoved var ikke hvor det skulle være.
- De første 9 huller var i svære betingelser.
- Jeg kom hurtigt mange over par efter et tre-put og en mistet bold.
- Jeg får rettet op på skuden.
- Slog et godt drive på 8. hul og lavede velspillet birdie.
- Prøvede at slå det samme drive på 9. hul over vandet for at nå green i to slag.
- For aggressiv linje.
- For stort draw med vinden og lige akkurat i vandet.
- Droppede lidt foran teestedet og slog i vandet igen.
- Nu var jeg først mange over par.
- Begyndte at se fremad mod fremtidige turneringer.
- Om jeg slutter sidst i feltet eller andensidst, betyder ikke det store.
- Som man kunne se på scoren så fungerede svinget ikke…
- De ting jeg arbejdede på hjalp ikke.
- Pindene tæt på vandet på greens.
- Gik efter pindene.
- Slog i vandet…
- … mange gange.
- Rigtig frustreret.
- Missede nogle putts.
- Chippede faktisk ok.
- Begyndte at løbe tør for bolde (måtte faktisk på 13. hul spørge min caddie hvor mange bolde vi havde tilbage, hvor han modvilligt svarede ”vi har 3 bolde tilbage efter den du lige slog i vandet..:-)) .
- Prøvede at undgå vandet på vej ind.
- Lykkedes til dels.
- Gik en 91’er.
- Sluttede sidst med 8 slag…
- En forfærdelig dag på kontoret og værste runde jeg har spillet, nok siden jeg var meget meget lille, fortæller Mark Haastrup, der spiller med på en medical extension og stadig har fem turneringer til at tjene de godt 150.000 euro, som det kræver for at få fornyet medlemskabet på europatouren.
I årets første fire turneringer har Mark Haastrup ved flere lejligheder været med helt fremme undervejs, og det er det de oplevelser, som den 28-årige dansker nu tager med sig videre.
- Jeg vælger at kigge på, at jeg må gøre rigtig mange ting rigtig godt, når jeg trods alt lå på en delt 6. plads efter 32 huller af turneringen. Det kan ikke alt sammen være dårligt. Og for tre uger siden i Wentworth lå jeg i top 15 efter 30 huller i årets største turnering på europatouren. Så der er en masse gode ting at tage med fra de sidste tre turneringer. Meget ens for alle turneringerne, så slår jeg rigtig mange gode slag. Jeg slår lange lige drives. Høje bløde 5-køller. Gode punches ind i vinden med de lange jern. Lækre wedgeslag. Ok chipning. Og mange holede putts, skriver Mark Haastrup, som i denne uge holder en friuge.

5 kommentarer til "Haastrup: Derfor gik jeg 91'er"
Vedr en 91ér
Hejsa.
Jeg kan forestille mig frustrationen at gå en så dårlig runde når man som du jo ved at det i 99 % af alle andre tilfælde ville gå betydeligt bedre :-)
Det må så være endnu værre at vide at man skal nå et økonomisk mål for at kunne fortsætte med at spille på touren.
Min bedste runde personligt er en runde i 80 slag CGC fra gul tee :-) men ugen efter så en 90ér. meget irreterende. Men jeg skal heldigvis ikke leve af det.... :-)
Held og lykke med spillet fremover...
Hilsen John
91'er
Jeg tror personligt selv jeg ville synes det var alt for pinligt at gå en 91'er på touren. tror jeg ville holde mig til ecco touren så.
Op på hesten igen.
Sådan kan det gå. Man må samle sig og komme op på hesten igen. Kom så med den sejr i sidste turnering!
Ta' ja-hatten på Hjalte...
Det er fint at Mark Haastrup evaluerer og analyserer hvorfor det gik som det gik. Så ved Mark hvor han skal være opmærksom fremover.
Det er skidt at Hjalte herover vælger at resignere og sige "det kan Mark sgu nok ikke finde ud af - han skal ned i (en) anden række".
Mark har bevist at han kan spille på touren. Der skal lidt mere erfaring til - og det får Mark kun på touren!
Hej Mark, helt klart lyder
Hej Mark, helt klart lyder det meget voldsomt af en pro med 91 slag , men helt klart alle kan have en dårlig runde og have "stolpe ud og ikke ind", men med din fantastiske kapacitet kommer du aldrig nogen sinde at kunde tangere dette resultat , så tilbage på "hesten" og kom igen under par så held og lykke frem over jeg følger dig tæt mvh Per B. Møller