Green er en verden for sig

En green kræver sin mand - og sine regler

Printer venlig versionSend til en ven

Spillet på green adskiller sig fra resten af banen. Det kan også ses i reglerne, hvor to paragraffer er forbeholdt det kortklippede område

- Driving is funny, but putting is money, siger proerne, og sandt er det jo, at et putt på 20 cm tæller lige så meget som et drive på 250 meter. Spillet på green er et helt andet end det lange spil, og også når det gælder golfreglerne, er der en række særlige regler for spillet på green.

Regel 16 og 17 handler specifikt om green - regel 17 er endda helliget flagstangen. Men også en række andre regler har særbestemmelser om green. Det vil føre for vidt at gennemgå alle regler om green i denne artikel, men her skal kort omtales nogle af de vigtigste bestemmelser.

Green er et af de områder på banen, der er særligt defineret i golfreglerne, i modsætning til for eksempel fairway, forgreen og rough. "Green" er hele det areal, der er særligt behandlet til at putte på - dog kun på det hul man er ved at spille. En bold er på green, når en del af den berører green.

Lander bolden på en anden green end på det hul, der spilles, er den på en "forkert green". Medmindre klubben har bestemt andet, omfatter dette udtryk en øvelsesgreen eller en indspilsgreen på banen. Lander din bold på en forkert green, må du efter regel 25-3.b ikke spille bolden, som den ligger. Du skal tage lempelse uden straf ved at løfte bolden og droppe den inden for én køllelængde fra og ikke nærmere hullet end det nærmeste punkt for lempelse uden for green.

Forbedringer strengt forbudt
På greenen er der særlige regler for puttelinjen, som er defineret som den linje, spilleren ønsker, at bolden skal bevæge sig ad efter et slag på green. Dette er ikke nødvendigvis den lige linje mellem bold og hul - det kan jo være, at puttet falder til højre eller venstre. Puttelinjen omfatter en rimelig afstand til begge sider af den påtænkte linje, men puttelinjen strækker sig ikke forbi hullet.

Reglerne er meget strikse med hensyn til, at spillerne ikke forbedrer deres muligheder for at sænke puttet ved at ændre på greenens tilstand. Derfor må man som udgangspunkt efter regel 16-1 ikke berøre sin puttelinje hverken med hænder eller fødder. Gå udenom, og hold nallerne væk fra puttelinjen. Ellers koster det to straffeslag.

Der er dog undtagelser efter regel 16-1.a. Således må du berøre puttelinjen for at fjerne løse naturgenstande, under forudsætning af at du ikke presser noget ned. Du må også berøre puttelinjen under udmåling, når en bold løftes eller genplaceres, når et boldmarkeringsmærke presses ned, og når flytbare forhindringer som papir, cigaretskod og lignende fjernes.

Når du adresserer dit putt, må du gerne placere køllen foran bolden under forudsætning af, at du ikke presser noget ned, og nok så vigtigt må du på hele green inklusiv puttelinjen reparere boldnedslagsmærker og gamle hulpropper.

Du må ikke udbedre andre skader på greenen, før du har puttet ud. Det gælder for eksempel skader efter spikes og fugle, hvis dette vil kunne hjælpe dig i et efterfølgende putt. Men gerne efter du har puttet ud og på andre områder af greenen. Før du har puttet ud, må du heller ikke undersøge overfladen af greenen ved at rulle en bold hen over den eller stryge mod eller med græssets vækst.

Pas på flaget
Som de fleste ved, må du løfte og rense din bold, når den ligger på green. Du skal markere boldens position, før den løftes, og bolden skal genplaceres på nøjagtig samme sted, som den lå.

Når du putter fra et sted på green, koster det efter regel 17-3.a to straffeslag (og bolden skal spilles, som den ligger), hvis bolden rammer flagstangen, hvad enten den står i hullet, passes af en anden spiller eller ligger på green. Så her gælder det om at være forsigtig. Får man flagstangen passet, eller er flagstangen allerede fjernet, er det derfor vigtigt, at den, der passer flaget, er omhyggelig, og flaget bør altid lægges så langt væk fra hul og puttelinje, at selv et skævt putt ikke kan ramme den.

Det er dig selv, der bestemmer, om du vil have flaget passet eller lagt til side, når du putter. Beslutningen skal tages, før du putter, for når først du har ramt bolden, må flagstangen ikke flyttes, hvis det vil kunne påvirke boldens bevægelse. Hvis en anden spiller uden din bemyndigelse flytter på flaget, mens din bold er i bevægelse, og kunne det have indflydelse på boldens bevægelse, får den anden spiller to straffeslag, mens du slipper for straf. Rammer din bold i denne situation flaget eller personen, og har du puttet fra et sted på green, skal du efter regel 17-2 slå puttet om. Har du spillet fra et sted uden for green, skal bolden spilles, som den ligger.

Denne artikel blev første gang bragt i Dansk Golf 5 - 2012


2 kommentarer til "Green er en verden for sig"

Flytning af flagstang

Troede regelen var lavet om så man godt måtte flytte flagstangen efter bolden var sat i bevægelse

Det er den også

Regel 24-1 blev ændret i 2008, så man godt må fjerne en flagstang, der før slaget er fjernet fra hullet og f.eks. lagt på greenen, selvom bolden er i bevægelse, og handlingen kunne påvirke boldens bevægelse.

Jeg kan dog godt se, at det kan misforstås i ovenstående artikel.

Det, der (sikkert) menes i artiklen, er, at hvis flagstangen ikke allerede er passet, fjernet eller holdt i vejret, før spilleren udfører et slag, må den ikke fjernes fra hullet, når først bolden er i bevægelse (ja, faktisk heller ikke under slaget), hvis denne handling kunne påvirke boldens bevægelse (Regel 17-1).