Grace rammer fronten

Branden Grace har vundet seks gange på europatouren og har sat kursen mod den syvende (Foto: Getty Images).

Printer venlig versionSend til en ven
BMW SA Open blev afbrudt på gund af tordenvejr, men ikke før feltets bedste spiller havde lagt sig på førstepladsen
 
De seneste tre udgaver af SA Open er blevet vundet af gæster, men den tendens er sydafrikanerne opsatte på at bryde. 11 af de første 13 i stillingen har sydafrikansk pas, så der er masser at heste at spille på i håbet om en hjemmesejr i verdens næstældste turnering.
 
Anden runde blev ikke gjort færdig på grund af tordenvejr i området omkring Glendower Golf Club, og en af de spillere, som blev kaldt af benen før tid, er Branden Grace. I løbet af 11 huller nåede verdens nummer 14 - den højest rangerede i feltet - at spille sig fem under par for at nå op på førstepladsen side om side med Keith Horne i -8.
 
Retief Goosen er delt nummer ni i -4 efter dagens arbejde i par, og dermed kan han komme til at spille med om sejren ni år efter sin seneste titel på europatouren. Sydafrikas anden gamle, majestætiske elefant, Ernie Els, får problemer med bare at klare cuttet. Den firedobbelte majorvinder blev stoppet efter 10 huller, hvor han havde tabt to slag til banen. Cuttet ser ud til at ende i +2 og det er et slag bedre end Ernies nuværende placering i tabellen.
 
Der er garanteret dansk deltagelse i weekenden, efter Lasse Jensen tidligt i dag var rundt i par. Det giver ham en foreløbig 49. plads i +1.
 
Chancerne for rød-hvidt selskab i finalen er meget spinkle. Jeff Winther har brug for fire birdies på sine sidste seks huller for at nå videre, og udsigterne er endnu mere dystre for Joachim B. Hansen og Morten Ørum Madsen.
 
Spillerne bliver sendt ud klokken 05.30 dansk tid for at færdiggøre anden runde.