Golfspillets hemmeligheder 16

I denne uges Hemmeligheder handler det igen om håndelag - og puttning. (Foto: Getty Images)

Printer venlig versionSend til en ven

Søren Meinertsen er klar med 16. afsnit i føljetonen om Golfspillets Hemmeligheder. Læs med, hvis du vil blive bedre til golf. 

Kære Læser,

Dette afsnit handler i forlængelse af afsnit 15 om håndelag.

Det er indviklet og kompliceret, fordi håndelag ikke blot har noget med hænderne at gøre, men alt det, hænderne har forbindelse til. Det er via grip og skaft eksempelvis køllehovedet, og det er via kroppen såmænd helt ned i fodsålerne og det næsten altafgørende vægtskifte.

Håndelagets modsætning, men også fortrinlige samarbejdspartner er synet – øjnene.

Hos den sublime og dygtige håndværker kan vi se, at hånd og øje har et nærmest overnaturligt godt samarbejde, og vi kan blive slået med forbavselse, når vi ser resultatet af noget, der ikke engang ser særligt svært ud – indtil vi selv prøver… Det gælder også et golfsving. Det ser så legende let ud, når stjernerne ubesværet slår utrolige slag med formidabel god kontakt.

Det er virkelig håndværk – og det er ”hånd-øje-koordination” i højeste potens.

Har vi en idé om, at et golfsving skal være ”naturligt,” er det svært at frigøre os fra tanker om, at vi blot skal stille os op og forsøge at svinge køllen og ramme bolden bedst muligt med køllehovedet. Måske har vi en tendens til at beskrive dette enkle forløb som en ”hånd-øje-aktion” –  hvor redskabet og dermed køllehovedets stilling afspejler hændernes intention, baseret på de informationer, som vore øjne har forsynet hjernen med. Og det er ikke så lidt endda: At grounde køllen og trippe lidt rundt med fødderne er en måde at sigte på, akkurat som når vi lader en hammer hvile på sømmet, mens vi finder en fornemmelse frem inden den løftes, hvorefter vi først slår et par forsigtige slag, inden der slås til! Det er et godt eksempel på, hvordan hånd og øjne kan samarbejde – rendyrket ”hånd-øje-koordination.” Mange smertefulde slag over fingrene skyldes utvivlsomt, at vi har forladt os alene på øjnene eller alene på hænderne eller brugt uhensigtsmæssige kombinationer, hvor der er vægtet forkert.

Det gælder også i golf.

Vi er nødt til at kombinere hænder og øjne; men hvor øjnene er unikke og enerådende selvstændige, er hænderne så absolut i mange, mange sammenhænge afhængige af hele kroppen. Vi kan let plukke et æble ned fra et træ med hænderne, men hænger det højt, må vi strække arme og ben og måske endda stå på tæer. Hænder er derfor ikke blot hænder, og håndelag er ikke blot håndelag. Hele kroppen kan i dette tankesæt være involveret i et håndelag – og for at gøre det komplekst: Hvad er det, vi rækker ud efter? Et æble? Hvordan ved vi, det er et æble, og at det hænger højt – og hvornår ved vi, at fingrene skal gøre sig parat til at gribe? Selvfølgelig kun i kraft af vore øjne.

Det er komplekst og normalt helt unødvendigt at gøre et stort nummer ud af noget så indlysende selvfølgeligt.

Imidlertid: Et golfsving er komplekst, og vi kommer hurtigt til kort, hvis vi tror, det er naturlige og logiske bevægelser, der ligger til grund for en golfbolds vej fra A til B. Vi må derfor grave lidt dybere i øjnes og hænders muligheder for via øvelser, træning og opbygning af gode rutiner at få det tillærte til at virke så enkelt, at vi kan huske det uden problemer og ”se” noget, vi ikke kan se med øjnene.

Vi kan kritisk føre tankesættet lidt videre ved at give øjnene ”skylden” for vores eventuelt manglende håndelag – eller vi kan give manglende kræfter og form i øvrigt skylden for, at øjnenes intention ikke bliver fulgt. Vi finder et mål, men ak, bolden landede ikke der. Det var da i hvert fald ikke øjnenes skyld – eller var det? Havde vi ikke ”set,” at vi ikke ramte bolden godt nok? Eller kunne hænderne (og dermed den involverede krop) ikke udføre det mentale billede af slaget?

Vi orienterer os primært med øjnene, og hvis der er noget, vi ikke kan se, så kan vi hurtigt bilde os selv ind, at det har vi nok set alligevel. Vi ”ser,” at vi næsten indlysende logisk skal ramme en goldbold med en svingbue, der er ”inside-square-inside,” og vi ”ser” derfor tydeligt, at vi skal have bragt vores redskab ind bag linjen mod målet  – men hvornår?  Hurtigst muligt for at være på den sikre side, tænker mange. De ser derfor ikke, at de på denne måde reelt kun kan ramme bolden ”udefra.”

Vi kan jo netop ikke se, at en højre skulder skal holdes tilbage og ikke svinge udefra med et skuldersmæk ”ind” i bolden. Vi har ikke ”øjne i nakken” – nej, men vi har mulighed for håndelag! Det siger i virkeligheden alt om ”hånd-øje-koordination,” nemlig at det altafgørende er et samspil, når det gælder golf, og at vi derfor må separere syn og håndelag, når vi træner og øver os – og en dag kan vi ”se,” at vi ikke skal ”ind,” men nærmest ”ud” for at kunne komme indefra.  

Vi skal derfor øve os i håndelag.

Lange slag, korte slag.

Ja, og putts.

Det kan være vigtigt (og ulideligt spændende!!) for os at se et putt løbe mod hullet. Men øjnene kan i den grad ødelægge selv det mest simple putt, hvis vi bevæger hovedet – og det må vi jo ofte gøre for at kunne bruge øjnene hensigtsmæssigt.

En ”hånd-øje-koordination” er ikke en enhed og slet ikke en tilforladelig enhed, når der er tale om indlæring. En ”hånd-øje-koordination” er som enhed betragtet forbeholdt mesteren.

Der er ingen klubgolfere, der er mestre, så langtfra, og vi bliver derfor nødt til at acceptere, at hænder og øjne skal separeres, og at vi muligvis med tiden vil kunne beherske hænder og øjne separat og senere igen i et samarbejde, der kan virke tilfredsstillende - og måske nøjes med at drømme sødt om den ultimative ”hånd-øje-koordination.”

Selvfølgelig har vi alle som klubgolfere slået ”drømmeslag.” Et putt på 30 meter, der gik i hul. Ja hole-in-one på et par 3-hul – eller måske en heldig eagle eller et holet bunkerslag. Og måske har vi på driving range en dag slået 5 gode identiske slag i en skøn gentagelse, der lover godt for de kommende runder.

Alle disse slag har været baseret på god, ja, nærmest ultimativ god ”hånd-øje-koordination,” der vidner om, at vi trods alt er på vej, og at det ikke er noget helt umuligt, vi har gang i, men jeg tror, at de fleste af os er klar over, at det kun er undtagelser. De fleste klubgolfere kæmper konstant med at ramme bolden, og de fleste af vore kiksere skyldes mere end noget andet, at vi ikke får ordentligt ram på bolden.

Den helt store hemmelighed i det mest simple golfslag, puttet, er reelt set også det at ramme bolden.

Og det er helt klart en ”hånd-øje-koordination,” der frembringer gode puttere – og giver andre spillere konsekvente problemer på green.

Vi kan sagtens se gode puttere med gode øjemål og særdeles aktive hænder og håndled, men jeg tror, de alle ville være lige så gode med stive håndled. Der er nogle mennesker, der bare har et fantastisk talent – ja, jeg tror, der findes golfspillere som kan få bolde i hul med én hånd og med et løst håndled.

Et godt eksempel er Rory McIlroy, som inden for en uge pludselig på Doral begyndte at putte med venstre hånd nederst. Det gjorde han godt: På finaledagen var han på et tidspunkt fire slag foran, men han havde en tydelig offday og var langt fra de forudgående dages gode spil og vandt ikke. Det gør han sikkert næste gang. Måske endda med et helt nyt grip.

Vi kunne prøve at følge denne fantastiske spiller, som helt klart kan alt med en golfbold, men det er måske bedre at følge os selv og se, om vi kan forbedre os:

(Endnu engang: Hvis du er god til at putte, så spring alle øvelser og forklaringer om puttning over. Således også det følgende. Ingen kan lære en god putter noget. Det er en medfødt gave.)

Puttning er jo let – tænker vi, når vi første gang står på en golfbane og kikser det ene jern efter det andet og ikke kan ramme bolden med en kølle endsige en driver.

Puttning er let… simpelthen, fordi det er let at ramme bolden!

Det er jo minigolf – og det kan enhver.

Øvelserne med putteren er for så vidt også overkommelige.

Hvad er det, vi øver os på? Allerførst øver vi selve bevægelsen – skulderbevægelsen, som styrer helt passive arme og hænder. Dernæst kommer retning og fornemmelse for længde. Næste del i indlæringen omhandler den vanskelige ”læsning” af green, og så er vi ved at være parate til at blive mester-puttere. Måske har vi en lille omvej omkring pro-shoppen: Selvfølgelig skal vi have en god og stabil putter – og måske tager vi en lille omvej omkring grip-ændringer. Det gør da indtryk, at nogle af verdens bedste puttere har venstre hånd nederst – det gælder vor egen Thomas Bjørn og verdensetteren Jordan Spieth, og vi lægger mærke til, at Rory McIlroy nu også putter med venstre hånd nederst. Endnu mere indtryk gør det, at Adam Scott, der for nylig vandt to uger i træk tilsyneladende helt ubesværet har skiftet forankringen med lang putter ud med en konventionel putter – med et ”klo-grip,” som nu også anvendes med succes af stjerner som Sergio Garcia og Phil Mickelson.

Men endelig har vi trods nogle små omveje og flittige øvelser på putte-green fundet noget, der virker godt for os. Bolde går i hul – ikke altid, men dog efter omstændighederne tilfredsstillende tit. Det er ikke putts, der umiddelbart forhindrer fremgangen i form af handicapnedgang, tænker vi.

Så langt så godt.

Vi har god følelse i hænderne (skuldrene!) – vi kigger ikke efter bolden – vores svingbue ind igennem bolden er absolut flot og lige – og vi er gode til at læse faldene på green. Alt er godt – undtaget det intuitive håndelag, og det er lige præcis det, der får en ellers god og rutineret klubgolfer til at kikse for mange gode muligheder på green.

Håndelaget i puttningen er simpelthen vores evne til at ramme bolden med putterens køllehoved nøjagtigt i det såkaldte sweetspot.

Vi kan kun delvist ramme bolden med sweetspot med øjnenes hjælp. Det er og bliver hænderne, der skal føre et forholdsvist langt redskab millimeterpræcist (med sweetspot) ind bag det rigtige sted på bolden.

Forestil dig, at du havde en hammer på længde med en putter og skulle ramme med et punkt, der måske er på størrelse med et lille søm. Jovist: vore øjne ser en bred putter og en stor hvid cirkel, som vi ved er en kuglerund bold – men vi skal ikke have puttet ret mange gange, før vi er klar over, at vi ikke kan mase den cirkelrunde størrelse sammen til en linje med et følsomt putteslag, og at vi derfor kun rammer en særdeles lille overflade – og da dette stykke overflade skal rammes rimeligt præcist med puttehovedet – i et meget lille sweetspot – for at give et tilfredsstillende rul i den rigtige retning, så begynder vi at have respekt for puttning. Respekten bliver forøget, når vi ikke så sjældent kikser selv de korteste putt.

Det er en udbredt misforståelse at tro, at kiksede putts kun skyldes ”skæve” slagflader, dårligt sigte, dårlig læsning og måske et skævt sving. Selv den grønneste nybegynder ved intuitivt meget om alle disse forhold, og på green kan vi følge de dårligste puttere og faktisk se, at det meste er rigtigt godt – undtaget måske følelsen for længde. Det kræver rigtigt meget træning og øvelse at finde fornemmelsen for en givet afstand.

Afgørende imidlertid for tilliden til denne fornemmelse er ubetinget, at bolde bliver ramt lige bagi med puttehovedets sweetspot. Du kan hurtigt efterprøve påstanden. Der er mildest talt en forbløffende stor variation uanset hvor meget ”tilgivelse” fabrikanten har lovet.

Og endnu mere afgørende. Et slag ramt uden for sweetspot betyder en meget stor variation ved igangsætningen af boldens trillende bane.

Det er her, det går galt for de fleste. Man kan se pænt rutinerede spillere træne på samme måde på puttinggreen som de grønneste nybegyndere og kaniner: Igen og igen det samme. Bolde forsøges trillet i hul med alt for mange ”løse ender.” De løse ender er spillerens selv og ”hånd-øje-koordinationen” omkring træffet i sweetspot.

Hemmeligheden i at træne putts er enkel, men måske markant anderledes end det, du plejer at gøre, når du træner.

Brug øjnene, men brug dem rigtigt!

Når du træner og øver dig i at ramme sweetspot, så gør det med lukkede øjne.

Allervigtigst: Når du lukker øjnene og dermed lukker af for ufatteligt mange informationer, der buldrer ind i hovedet, vil du omgående kunne mærke, om du ”sejler,” når du udfører den forholdsvis beskedne puttebevægelse i overkroppen. Det fortæller os, at synet kan nedtone forstyrrende elementer. Håndelaget kan aldrig blive godt, hvis man har det, som om man står svajende på en båd.

Du har sikkert bemærket, at de professionelle mestre har et forholdsvist langt gennemsving – altså at svinget til venstre mod hullet er længere end tilbagesvinget.

Du bemærker det omgående, når du putter med lukkede øjne, at det er tilbagesvinget, der får dig til at være på gyngende grund.

Dygtige spillere bemærker vist ingen forskel, og det siger formentligt (og forhåbentligt), at det kan trænes og øves væk. Mest effektivt er puttet med de lukkede øjne, og du kommer ud af øvelsen med et kortere tilbagesving og et længere gennemsving som en god tillægsgevinst.

Når du har lært at udføre din puttebevægelse med fast forankret underkrop og ben, skal du bruge øjnene igen!

Du har to øjne af én ganske bestemt grund: Du kan se tredimensionelt – og du kan endda gøre det særdeles effektivt – ja, i puttning så effektivt, at det ligefrem bliver fejlbehæftet!

Når vores hjerne ved, at det er en golfbold, så er selv en ”hvid klat” oppe på himlen i vores bevidsthed en kuglerund størrelse, selv om det helt klare synsindtryk kun er noget hvidt. Du har sikkert oplevet fænomenet, når du har ledt efter en bold. Et lille stykke hvidt papir eller en fjer kan meget hurtigt blive til en golfbold med hjernens hjælpsomhed, og vi styrer direkte hen mod det hvide.

Det samme gælder ved puttning. Uanset, hvorfra du betragter din golfbold på green, er den kuglerund i din bevidsthed, og den er endda så indlysende rund og veldefineret, når du kigger ned på den med din putter i hænderne, parat til at slå – for det er tilsyneladende en uforanderlig ensartet rund bold uanset, om du ser på den fra venstre eller højre side – eller udenfor eller inden for linjen.

Med dette – på mange (andre!) måder jo udmærkede syns-scenarium - kommer du usigeligt let til at ”sælge” dit håndelag; for en bold, der er rund, og som skal rammes med et puttehoved, er kun optimalt rund ét afgørende sted af hensyn til håndelaget, og det er lige præcis midt imellem vore øjne. Enkelte personer kan have et voldsomt dominerende øje eller en ”skelende” bygningsfejl, som der måske skal korrigeres en anelse for, men ellers er udgangspunktet, at dine øjne simpelthen er lige over bolden, fordi det lige præcis er her, dit håndelag får optimal hjælp fra synet.

Og det er ikke engang nok, for hænder og køllehoved har ikke parallelle forløb: De allerfleste puttere har indbygget en lille, men meget afgørende ”forsinkelse,” idet puttehovedet er bukket lidt tilbage i forhold til skaftet. Som du vil se senere i dette afsnit giver det en fortrinlig løsning for hænderne, således at de kan bevæge sig lige, akkurat som køllehovedet vil gøre. Men nu kan du bruge hænderne frit – og det vil sige føre dem på en lige linje tilbage og via et let mod hullet tiltet skaft i kombination med ”det udbukkede” puttehoved føre det lige igennem bolden, og pointen: Hvis bolden ikke følger din læste linje i dette absolyt lige slag med et lige så absolut lige puttehoved, vil du 100% sikkert kunne udpege fejlen: Bolden blev ikke ramt i puttehovedets sweetspot. Og det er det, der i al væsentlighed gør de fleste af dine putts dårlige.

Selvfølgelig kan der være andre dårlige elementer i puttning – eksempelvis synes jeg, det er væsentligt, at der til alle putts – også til træning på puttegreen – anvendes samme bold.

Endelig synes jeg, at du skal opøve dit overordnede håndelag ved hele tiden at give din hjerne, der jo styrer ”hånd-øje-koordinationen” udfordringer. Det kan du gøre ved konsekvent at skifte grip og dermed syns-scenarium:

1. Det konventionelle grip med højre hånd nederst, som er godt for den virkelig dygtige spiller, der ikke har problemer med at holde en dominerende, kraftfuld højre skulder tilbage

2. En mere urutineret spiller og begynder med en meget stærk højre skulder, der har tydelig tendens til at slice de lange slag, bør helt klart anvende grippet, hvor venstre hånd er nederst – det gør tydeligvis den højre skulder ”svagere” og mindre dominerende. (Det er nogenlunde samme forklaring en nu klart muskelstærkere McIlroy giver på sin gripændring.)

3. Selv om du ikke kunne drømme om at bruge ”klo-grebet” så skal du alligevel prøve det, netop fordi din krops balance har en meget, meget stor effekt med dette grip, og det kan måske gøre dig mere motiveret til at træne dit almindelige grip med lukkede øjne. Bortset fra det er klo-grippet måske i virkeligheden det mest hensigtsmæssige grip, som – hvem ved? - ad åre kan blive det almindelige. Phil Mickelson mener selv, at hans dårlige korte puttning har kostet ham adskillige sejre og flere majors. Med klo-grippet brændte han vist ikke ét eneste kortere putt i de to sidste turneringer!

Hvis du har problemer med at få bolden til at være præcis under dine øjne og absolut midt i stancen for at hjælpe dit håndelag bedst muligt, kan det være en god idé at træne puttning med benene tæt samlet, men forskudt, således at venstre fod er fremme ved linjen, mens højre ben er trukket tilbage. Nu skal bolden blot være lige akkurat inden for venstre fod og dermed usvigeligt sikkert i midten. Opstillingen har i øvrigt været brugt med stor succes af Briny Baird. Det er også en super balanceøvelse, der kan få os til at fokusere på føddernes bedste forankring, og det er i kombinationer med modsatrettede vægt på tæer og hæl. De fleste opnår bedst balance ved at have tydelig vægt på venstre hæl og højre fods tæer. Det modvirker i hvert fald tydeligt ”sejleriet” i tilbagesvinget.

I det hele taget kan det være vanskeligt at finde ”midt-i-stancen” med en for bred stance. Hovedreglen er, at jo længere et redskab er, desto bredere stance. En putter er kort, derfor umiddelbart en smal stance.

I alle dine øvelser med uvante grip og uvante boldplaceringer må du stole på, at du kommer frem mod det overordnede mål, nemlig opøvelsen af en god hånd-øje-koordination, der frembringer gode slag midt i bolden med dit sweetspot på puttehovedet. Glem alt om huller og præcision – luk øjnene om nødvendigt og tag en spand bolde og slå dem alle ”herfra-og-dertil” med forskellige grip og opstillinger.

Prøv det hele!

En golfrundes antal putts kan meget vel være op imod halvdelen af alle slag. Der er virkelig god ”træningsøkonomi” forbundet med puttning.

Og når det hele virker godt:

Væn dig til at varme op på puttegreen inden en runde, men gør det uden at sigte efter huller. Fokuser alene på at ramme sweetspot. Det er her den troværdige retning og tillidsvækkende følelse for længde ligger gemt. Og din tillid til dig selv på dagen: Slå 3 – 4 bolde i hul fra en halv meters afstand. Det er rigeligt til et stærkt mentalt billede, som du kan tage med dig – i stedet for at kikse nogle svære 2, 3 og 4 meter putts.

På banen skal du putte alt i med en nøje fastlagt rutine, også selv om bolden er ”givet.” Og væn dig til, når alle begynder at forlade green, at slå et godt putt fra hullet og ud til greenkanten, hvor din bag står. Det tager ingen tid, men er fantastisk god længdetræning.

Inden du når green, så noter dig de generelle fald med øjnene, men luk dem halvt i, når du går langs din puttelinje, når du direkte skal vurdere hældninger mod hullet. Mærk dem i din krop og i dine ben. En lille udtalt skævhed i kroppen vil klart påvirke din bold.

Men åbn øjnene, når du læser linjerne foran og bag hullet og kombiner dem med din følelse for tyngdekraften. Er der et tydeligt ”break” så stil dig eventuelt med spredte ben over dette punkt, så du virkelig mærker ”faldet” på din krop og kan tage det med i overvejelserne om putterens slagretning og din fornemmelse for slagstyrke.

Men igen igen: det allervigtigste er, at du bruger øjnene, når du tager din stance. Dine øjne skal være præcis over bolden! Og vær omhyggelig, så du kan hjælpe dine hænder ved at have bolden nøjagtigt midt i stancen. Med et øje på hver side af bolden vil du se den ekstremt optimalt, og dine hænder vil belønne dig ved at ramme så tæt ved sweetspot, som dine øvelser og træning med dit håndelag gør dig berettiget til.

Måske synes du, at du putter bedre ved at have bolden fremme ved venstre fod eller lidt tilbage. Det er en illusion, medmindre du virkelig får alle bolde i hul! Men kikser du især korte putts, er det typisk, fordi bolden ikke ligger hensigtsmæssigt for ”hånd-øje-koordinationen.”

Selv om du er klubgolfer med et skyhøjt handicap (og det gælder alle over 4,5!) – så har du lige præcis i puttning en rimelig stor chance for at blive ”verdens bedste.”

Det kan du læse mere om i næste afsnit om puttning, men først en hemmelighed, der forklarer, hvorfor de fleste puttehoveder er bukket tilbage i forhold til skaftet. Måske tænker du, at det er ”en halv bolds længde,” således at skaftet kan være direkte over bolden, men det faktisk en fordel at tilte skaftet mod hullet for at delofte puttehovedet.

Det er kendetegnende for de fleste klubgolfere at selve det at ramme bolden er den helt store udfordring – og det er i dette ”udfordrings-lys,” vi kan se, at håndelaget bliver skubbet i baggrunden som noget sekundært. Det kan lyde meget kryptisk og fortænkt, men forhåbentlig vil et eksempel tydeliggøre pointen:

Den dygtige A med handicap 10 og den næsten lige så dygtige B med handicap 18 ligger side om side på et par 4-hul med 50 meter til pinden.

B slår først og sender sit halve pitch ind på green, men temmelig langt fra pinden. Det kan A selvfølgelig gøre bedre og efter flere gode prøvesving stiller han sig op ved bolden med den rigtige følelse for et snorlige 50 meter pitch direkte på pinden. Desværre rammer han græsset før bolden. Hvis han er heldig ”duffer” bolden blot tyve meter frem – hvis han er uheldig, har den tykke kontakt med en hård græsoverflade sendt køllehovedet ind midt i bolden til en ”flækker” – der stryger tværs over green og ud i det ukendte bogey-, tripplebogey- og streg-land!

Det er en besynderlig historie. Men den gentages igen og igen og igen hver evig eneste dag på golfbanen med klubgolfere.

Med til historien hører vel, at B med stor sandsynlighed har slicet undervejs frem til positionen i indspillet og måske endda brugt et slag mere end A, der ikke slicer og sikkert også kan drive betydeligt længere end B.

Alligevel er det A, der jævnligt kikser et pitch – ja, og hvis vi flyttede positionerne endnu længere frem, ville vi også kunne se, at det var A, der jævnligt kiksede et højere chip.

Ovenstående eksempel er håndelaget i en nøddeskal.

Den knapt så dygtige B, der slicer sit drive og sine jernslag, fordi han kommer ”udefra,” har med dette ukorrekte håndelag ingen problemer med sit pitch og sit chip.

Den dygtigere A, der driver langt og slår lige jernslag, kommer tydeligvis ”indefra,” og slår forrygende godt, men det er ham, der kikser sit pitch og sit chip, fordi han rammer græsset før bolden og dermed ikke får den kontakt, som givetvis med hans fornemmelse, følelse og evne til at slå præcist og lige ellers ville få bolden til ende der, hvor han ønskede det.

A’s fejl er typisk for en spiller, der er på vej til at blive rigtig god: Han har overstået problemet med at ”komme udefra” – men nu dukker der et nyt problem op, som kan være lige så frustrerende, som et slice for en handicap-18 spiller kan være.

For begge spillere gælder, at det er manglende håndelag. Uanset, hvordan vi end vender og drejer det, så er et utilsigtet slice alene et spørgsmål om håndelag – og for at få pointen helt tydeliggjort: Det kan ikke løses med øjnene. Når vi derfor taler om ”hånd-øje-koordination,” kan vi ikke blot i golf betragte det som en enhed. Golf er ikke minigolf eller dart, og golf er så milevidt fra at være intuitivt og ”naturligt.” Hvis et golfsving var ”naturligt” og intuitivt, ville det være logisk, hvis man ønskede at ramme en bold fordelagtigt ”indefra” at trække køllen ind bag linjen så hurtigt som muligt. Det kan vi se begyndere og kaniner gøre igen og igen, indtil de får lært, at man kun kan komme fordelagtigt indefra, hvis man sørger for ikke at komme for tidligt ”ind” i tilbagesvinget, fordi det fra denne ”meget-mere-tilbage-position” bliver muligt at få flyttet hofterne fremad og dermed skabe den nødvendige plads for det indefra-kommende slag mod bolden.

Og pitchet og chippet? Og den utilsigtede dårlige kontakt for den ellers så dygtige A?

Problemet er, at A tror, at det er hans øjemål, der svigter, når han ikke rammer bolden godt, og et godt slag vil i både et pitch og et chip sige, at det er ”bold før tørv.” Køllehovedet skal være på vej ned igennem bolden og bunde ud i græsset efter bolden. Kun på den måde vil loftet på køllen kunne medvirke til det gode slag.

Vi vil prøve at følge A i hans ærgrelse over den dårlige kontakt:

Allerførst: Flytte bolden bagud i stancen?

Nu bliver kontakten med bolden indlysende bedre, men retningen bliver tydeligt mod højre, fordi bolden rammes tidligere. Øjnene kan se bolden på en forkert linje…

Aha!

A åbner nu sin stance og styrer på den måde sin svingbue mere til venstre. Han er ikke klar over det, men nu begynder hans slag at minde om B’s, som jo tydeligvis kom ”udefra” og egentlig ikke havde problemer med sit pitch eller chip.

A har nu tilføjet to variabler i sit korte spil: Bolden længere tilbage (hvor meget længere??) og åbnet sin stance (hvor meget åben??).

Men han stoler på sine øjne.

Øjne har imidlertid en irriterende egenskab: De udvælger et fokus, hvorefter vi løser problemet bedst muligt med dette fokus for øje(!)

Det er her, det går galt.

Problemet er et helt andet sted, og derfor er problemløsningen ikke at tilføre nye variabler.

Lad os se på et kort pitch – for eksempel et pitch på 50 meter direkte på pinden. Det pitch, som A ovenfor kiksede.

Vi behøver ikke være matematikere for at kunne regne ud, at dette korte lige slag med fordel vil kunne slås med en lige svingbue. Det er ligegyldigt, om vi betragter svingbuen som en meget, meget lidt kurvende elipse så nogenlunde svarende til vore forestillinger: Lige tilbage – lige igennem bolden – og ud til en lige afslutning, hvor køllehovedet peger direkte mod målet, og det vil sige mod pinden.

Vi kan se slaget for os. Lige tilbage – lige igennem – til en lige afslutning.

Det er køllehovedet i en nøddeskal på dette korte pitch: Lige tilbage – og lige igennem bolden.

Det er vel også hænderne?

Ja, selvfølgelig tænker vi. Hænderne holder jo køllen, som ender i et køllehoved, der skal ramme bolden. Selvfølgelig skal hænderne lige tilbage – og lige igennem bolden.

Ak, vi ramte græsset før bolden. Vi kiksede.

Dårligt øjemål.

Eller?

Det, vore øjne ikke kan gennemskue og derfor ikke se og selvfølgelig heller ikke beregne eller forholde sig til, er, at vi har to svingbuer i spil. Det er fristende at betragte de to svingbuer som ”parallelle,” men det er de ikke. Køllehovedets svingbue er anderledes end hændernes svingbue. For at kunne slå rimeligt ned på en bold vil hænderne være foran køllehovedet og selv om vi tilstræber det parallelle, så vil der hos den bedre spiller (A) være en tydelig forsinkelse i køllehovedet i forhold til hænderne, således at hænderne når bundpunktet før køllehovedet. Det problem løser øjnene i et snuptag: Vi sætter simpelthen tempoet lidt op, men nu går det virkelig galt, fordi køllehovedet på den måde rammer græsset først med alle de ulykker, det kan give.

Problemet er, at vi ikke har en jordisk chance for at se det egentlige problem.

Det er på grund af de to forskellige svingbuer (hændernes og køllehovedets), at de fleste puttere er forsynet med en lille bukning, således at køllehovedet ikke kommer for tidligt. Vi ænser næppe en svingbue, når vi putter, men den er der – ikke mindst på lidt længere putts.

Lige hænder og lige køllehoved eksisterer selvfølgelig i teorien – og dermed i vores logiske fornemmelse for spillet – men i praksis eksisterer det vel kun ved omhyggeligt tillærte putts og chip-and-run-slag (et lille beskedent løft af bolden, der triller det meste af vejen mod målet.)

I tilfælde med fulde sving forlader vi os på fulde svingbuer med gode hældninger, der giver gode angrebsvinkler – og med til en god svingbue hører den vigtige udjævning, således at vi har en vis ”lige” margin i vore slag.

Det er fundamentalt anderledes med kortere pitch, der kan være alt fra et lidt længere chip til et næsten fuldt slag.

Vi kan ikke længere forlade os på en vis udjævnende margin, når vi vil ramme noget præcist og derfor tilstræber vi det absolut lige sving – et pendul – lige tilbage og lige igennem bolden og ender med hænder og køllehoved i den tiltænkte retning.  

Men det er denne svingbue, der usigeligt let får køllehovedet til at bunde før bolden, fordi hænderne når deres ”bundpunkt” for tidligt eller forskudt, om man vil – og trækker køllehovedet ned i samme for tidlige bundpunkt. Vi kan lave et forsøg med en hulahopring, der hviler på græsset på linjen mod målet. Hvis vi drejer den udad, kan vi fornemme at bundpunktet flyttes frem mod målet – og tilsvarende ved at dreje den indad flyttes bundpunktet tilbage. Her har vi netop den gode spillers svingbue, hvor skulderen holdes tilbage, men som jævnligt har problemer med korte slag, hvor svinget nærmest må beskrives som et ”pendul-slag” – lige tilbage og lige frem – men med stor risiko for at ramme græsset før bolden.

Det er så tydeligt en ”hånd-øje-koordination,” der går galt. Vi har naturligvis øjnene på bolden, men vi ”ser” også hænderne og forventer, at når de går lige fra tilbagesving og videre i gennemsvinget, at køllehovedet laver et parallelt forløb.

Det gør køllehovedet ikke, og derfor må vi lade hænderne styre øjnene. Hænderne skal til venstre – og så må øjnene stille sig tilfredse med at se en flot flyvende bold direkte mod målet!

For at de to svingbuer (hænder og køllehovede) skal få et parallelt forløb skal hænderne trækkes ind mod spilleren (mod den drejende venstre hofte) og dermed lidt rundt. Det er denne indtrækning i hænderne, som let kan forveksles med et udefrakommende slag, der bevirker den nødvendige forsinkelse i køllehovedet, således at det når frem lidt senere, men nu med den gode boldkontakt og græs efter bold.

Det virkelig besynderlige er, at boldene nu endda går snorlige!

Dine øjne vil som udgangspunkt protestere mod det måske nye scenarium, fordi de ikke kan se problemet. Det er derfor, du skal lade dine hænder styre og i stedet bruge øjnene til at lokalisere målet og skabe den nødvendige følelse for slagets længde med god tiltro til, at retningen kan opretholdes, selv om dine hænder går til venstre.

Der har været mange gode billeder på dette fænomen i tidens løb, og det er nok nødvendigt at have disse billeder godt og grundigt indprentet, så vi ikke lader os forlede til at ”se” noget, der virker forkert. Seve Ballesteros fortalte, at han forestillede sig, at han skulle putte sin wedge ned i venstre lomme. Det er et godt billede - Et kort pitch – ned i lommen med den, for puttet er givet!!

I næste afsnit kan du læse mere om håndelaget, som vil kunne give nogle overraskende nemme løsninger – også i det lange spil.
 

Læs også:

Golfspillets Hemmeligheder 1
Golfspillets Hemmeligheder 2
Golfspillets Hemmeligheder 3
Golfspillets Hemmeligheder 4
Golfspillets Hemmeligheder 5
Golfspillets Hemmeligheder 6
Golfspillets Hemmeligheder 7
G
olfspillets Hemmeligheder 8
Golfspillets Hemmeligheder 9
G
olfspillets Hemmeligheder 10
G
olfspillets Hemmeligheder 11
Golfspillets Hemmeligheder 12
G
olfspillets Hemmeligheder 13
G
olfspillets Hemmeligheder 14
Golfspillets Hemmeligheder 15