Golfspillets hemmeligheder 15

Grippet er centralt i det nye afsnit af Golfspillets Hemmeligheder.

Printer venlig versionSend til en ven

Her kommer 15. afsnit af Søren Meinertsens føljeton om Golfspillets Hemmeligheder. Lav en kande kaffe og læs med, hvis du vil blive bedre til golf. 

Kære Læser,

Du har sikkert hørt klubgolfere sige, at ’den ene dag slår de godt med jern og kikser med køllerne – og en anden dag er det omvendt.’  

Måske har du endda selv haft det på samme måde.

Det er næppe nogen hemmelighed, da vi kan se de allerfleste spillere foretage bestemte bevægelser, men alligevel kan det for nogle føles som en hemmelighed, fordi den simple løsning kan være indhyllet i nogle forudsætninger, der ikke står helt klart.

Faktisk kan det endda være helt afgørende forudsætninger for spillet som helhed.

Selv om mange klubgolfere sjusker gevaldigt med grippet for at få en behagelig måde at håndtere redskabet på, så er de fleste dog klar over, at hvis der virkelig skal gøres en indsats for at forstå et golfsving til bunds, at det så naturligt må være ”overgangene” (mellem redskab og spiller og mellem redskab og bold), der må være de kritiske forudsætninger.

Disse kritiske forudsætninger træder tydeligst frem ved det evindelige og gentagne redskabsskifte.

Hos nogle fornemmes det ikke-konsistente og usolide som ”tynde slag” tæt på et decideret luftslag – eller som ”tykke slag,” hvor græsset bliver ramt før bolden. Andre mærker det på den måde, at der ikke kommer fart i køllen, uanset hvor hårdt og kraftfuldt, der slås.

Selvfølgelig vil de fleste være klar over allerede fra den dag i deres golfliv, hvor de får at vide, at en kølle skal svinges, at det gælder om at få hænderne til at udgøre en så tæt enhed som overhovedet muligt og i princippet tæt ved enden af skaftet. Vi har også tydeligt en fornemmelse af, at det er fingrene, der skal yde en vis aktiv rolle i grippet og ikke håndfladerne. Vi genkender princippet fra kastet med en tennisbold: Hvis bolden ”sidder” i fingrene, kaster vi bedre, end hvis bolden ”sidder” i håndfladen.

Tre muligheder for grip
I alt dette er der en hel del mekanismer. Først og fremmest de flertydige mekanismer, som styres af grippet.

Men først selve basis:

I princippet er der tre muligheder for et godt grip:

  1. Baseball-grippet, hvor hænderne er ved siden af hinanden. (10 fingre-grip)
  2. Overlap, hvor der kun er 9 fingre ved siden af hinanden
  3. Overlap med krog (interlocking)

Umiddelbart vil vi forkaste baseballgrippet, fordi det ganske simpelt er født ”længere” end de to andre. For en ”kraftkarl” betyder det næppe noget, at der skal bruges lidt flere kræfter for at få et godt og hurtigt sving, men for mindre kraftbetonede spillere med færre muskler, er der ikke ”råd” til allerede, når der gribes ud efter køllen at påføre sig selv et handicap på op imod 10 procent af slaglængden, fordi grippet er langt og dermed noget uhensigtsmæssigt.

Uanset, hvilket grip du anvender, skal du være opmærksom på princippet i interlocking-grippet. Lillefingeren, der ”kroger” om pegefingeren fortæller os, at problemet i et grip simpelthen er, at der er risiko for, at hænderne glider fra hinanden – bliver ”langt.”

Vi kan udføre et enkelt forsøg: Hvis du holder på en golfkølle med virkelig spredte hænder – for eksempel have den ene hånd midt på skaftet (nogenlunde svarende til det grip, du ville anvende på en le eller en ishockeykølle) at du så ville få slagkraft, men mindre hastighed i forhold til et sædvanligt golfgrip. Det er ikke godt, for det er ikke slagkraft, men hastighed, der flytter golfbolde. Det er ikke helt rigtigt, for selvfølgelig betyder kraft en hel del, men hvis valget står mellem at tilføre kraft ELLER hastighed, så skal hastighed så absolut vælges.

 

Små piger som kraftkarle
Det er en påstand, vi kan finde bevis for i en fysik-regel: Når en golfkølle rammer en golfbold, bliver boldens potentielle energi omdannet til kinetisk energi. Omdannelsen stammer direkte fra køllehovedets masse og fart. I golfsvinget og dermed køllehovedets møde med bolden er det interessant, at den kinetiske energi kan bestemmes som en halv gange legemets masse ganget med kvadratet på legemets hastighed.

Vi kan derfor se, at kraften i slaget kun har halv betydning. Slår vi med andre ord dobbelt så hårdt til bolden, giver det kun en halv ”mer-effekt,” hvorimod en forøgelse af hastigheden giver en forøgelse, der er eksponentiel – det vil sige en forøgelse på 2 bliver til 4 og en forøgelse på 3 bliver til 9 og så (svimlende!) videre…

Det er nu også let at indse, hvorfor små piger kan flytte golfbolde på en måde som mange store kraftkarle må misunde dem – og man behøver ikke blive skræmt på golfbanen, hvis man skal dyste mod en betydeligt større person!

Alligevel har vi vel alle en intuitiv fornemmelse af, at store mennesker har lange arme og dermed i kraft af en højere køllehovedhastighed (for enden af en større svingbue) kan slå bolde længere. Den samme fornemmelse kan vi få, når vi betragter et traditionelt golfsæt: Et 5-jern er længere end et 9-jern. Imidlertid er det interessant, at der faktisk findes jern, der er lige lange, og hvor det med andre ord alene er loftet, der giver forskellen på et 5- og et 9-jern. En kommende stjernespiller, DeChambeau, der allerede som amatør gør sig bemærket, spiller med jern, der er lige lange. (7-jerns-længde) fra wedges til det ”længste” jern i bag’en. Fordelen er utvivlsomt, at svingbue og angrebsvinkel bliver ens – ligesom også afstanden til bolden er uforanderlig. Det lyder besnærende, men sandheden er formentlig, at DeChambeau er så atletisk stærk, at han stort set ikke bruger håndleddene i svinget. Tag smækket fra håndleddene fra os almindelige klubspiller, og der forsvinder givetvis meget længde…

Mange af de langtslående stjerner er i øvrigt ikke særligt store. Flere er endda særdeles små. Nogle husker måske, da Simon’s Golf blev åbnet, hvor den kun 1,64 meter høje Europa Tour stjerne Ian Woosnam med åbningsslaget drivede hul 1 – et par 4-hul! Alle klappede begejstret – dog ikke bane-arkitekten!

Men selvfølgelig findes der også store spillere med fabelagtig hurtighed. Vores egen meget store Thomas Bjørn, der i en lignende åbningsmatch fik udpeget den blinde green i Hjortespring på hul 18 (par 4) – og drivede green. Jeg har aldrig hverken før eller siden set en driver blive svinget så kraftfuldt, men dog elegant og hurtigt igennem en bold.

Konkret med grippet betyder det selvfølgelig for en givet golfspiller uanset størrelse og hurtighed, at en kraftforøgelse – ved at sprede hænderne som et slagskud til en ishockeypuck – kun giver en halv effekt på en golfbold, hvorimod en hastighedsforøgelse ved at holde hænderne tæt samlet bliver eksponentiel.

Der kan ligge en betragtelig mængde længde i grippet. Er det et trivielt par 5-hul kan en længdeforøgelse på blot 10 – 20 meter pr. slag betyde, at indspillet til green kan klares med en pitching wedge i stedet for et 6-jern.

Blot på grund af grippet.

Det er endda kun den ene side af mekanismen i et golfgrip.

Der er to andre.

Nu falmer skoven trindt om land
Dit køllehoved skal have en såkaldt angrebsvinkel på bolden, som vel er svingbuens nedadgående del. Ideelt set kommer køllehovedet fra square (når du grounder køllehovedet) til (opadgående) åben igennem tilbagesvinget og igen frem til (nedadgående) square via tilsvinget, hvorefter køllehovedet efter ”bundpunktet” går (opadgående) fra square til lukket i den endelige afslutning..

For de fleste er det indlysende, at golfsvinget, der kan betragtes som en aktion, i virkeligheden er en kædereaktion. Vi kan ikke stå med en golfkølle og tænke på alt det, vi og vores krop skal gøre. Det skal simpelthen være ”overindlært” – det vil sige helt ufravigeligt. Vi kender overindlæringen fra ord som ”Nu falmer…” og straks kommer den overindlærte fortsættelse ”…skoven trindt om land.”

Sådan skal et golfsving også være. Vi sætter svinget i gang, og så kommer resten overindlært af sig selv.

For at denne kædereaktion kan indtræde skal den afgørende forudsætning være til stede initialt, og det er lige præcis i grippet. De fleste klubgolfere vil være tjent med at anvende et stærkt grip – og overindlære dette lidt ”ubehagelige” grip. Faren for at slå med et åbent køllehoved lurer konstant for de fleste klubgolfere, og det er denne fare, der skal tages højde for ved hjælp af grippet. På den måde har grippet en funktion i svingbuen og angrebsvinklen på bolden.

(Grunden til, at det kan føles ”ubehageligt,” er, at man ikke kan svinge ordentligt, hvis armene og håndleddene er anspændte. Det kræver en hel del øvelse at få hænderne drejet ”anspændt” ind mod hinanden – med afslappede arme og håndled. Men det skal tilføjes, at der også findes spillere, der naturligt lukker for meget og derfor hooker. Her er et svagere grip så klart at foretrække.)

Vi har næppe de store problemer – hvis ellers svinget gennem tusindvis af bolde er blevet overindlært på en tilfredsstillende og brugbar måde – at skifte mellem jern. Med et lidt uhensigtsmæssigt grip skal vi måske som ovenfor i eksemplet bruge et 6-jern, men når det bliver rettet, så måske kun en pitching wedge til indspillet.

Den kortere wedge giver selvfølgelig en stejlere angrebsvinkel, som passer fortrinligt sammen med det højere loft, som utvivlsomt – alt andet lige – giver en højere boldflugt (mere backspin). Det synes vi bestemt om, for jo stejlere en bold flyver, desto større er chancen for, at den falder til hvile i nærheden af landingsstedet. Anderledes med et 6-jern, der vil have mindre backspin og flyve knapt så stejlt. – Selv om nedslaget er i nærheden af hullet, kan vi sagtens komme ud for, at vi skal lede efter bolden i roughen bag ved green.

Værktøjsskifte

På den måde bliver vi reelt dobbeltbegunstiget med et godt og tæt grip, for det er langt, langt lettere at angribe en bold stejlt med et tæt grip end med et ”langt.”

På isen med et slagskud tilstræbes der kraft ved at få en 0 graders kølle (stav!) til at glide ind i pucken. I golf skal vi med jern ned og igennem bolden. Jo højere loft, desto nemmere er det at få et godt slag på denne måde. En begynder er glad for sine wedges – og gemmer 3-jernet langt væk!

Alene af den grund er det så absolut at foretrække at have et indspil med en wedge frem for et længere jern – og for at komme i ”wedge-afstand” som i eksemplet ovenfor skal der ikke på forhånd i kraft af et sløset grip afleveres måske 15-20 meter pr. slag frem til indspillet.

Den tredje faktor i grippet kan godt vise sig at være den mest betydningsfulde for spillere, som døjer med problemer ved ”værktøjs-skifte” – som kommer tydeligst til udtryk i sætningen om, ”at nogle dage spiller jeg godt med jern – andre dage er det køllerne, der er gode.”

Vores krop indeholder milliarder af nerveceller, der føler og mærker alt, hvad vi overhovedet kunne tænke at foretage os. Alt bliver vurderet, afstemt ja, endda anet – denne fantastiske zone midt imellem tro og viden – på en sådan måde, at det næsten kan forekomme ekvilibristisk. Se en tømmer med sin høvl, en gartner med sin spade, en tandlæge med sit bor osv. osv.

Måske har du også håndelag for noget.

Du skal i hvert fald have det i golf!

Hvor kommer håndelaget fra?

Håndelaget kommer i et besynderligt, men også avanceret samspil mellem hjerne og hænder. Vi kan få mange lærde forklaringer på de ”elektriske” impulser, der går fra kropsdele til hjerne og tilbage igen – og vi kan blive forundrede, men også taknemmelige, når vi i trafikken pludselig ser en forhindring og inden for en brøkdel af et sekund overindlært har trådt på bremsen uden overhovedet at tænke ”fod på bremse.”

Mennesket er så tydeligvis ”redskabs-orienteret.” Selv om forskere kan påvise, at mennesker og dyr stort set er ens, når det gælder DNA, så er der godt nok meget forskel, når det gælder anvendelsen af hjælpemidler, som primært igennem historien er kommet til udtryk via håndelag.

Håndelaget!

Håndelaget skal imidlertid have noget at arbejde med.

De fleste, der har prøvet en golfvens nye driver eller jern, har bemærket, at de første to tre slag ikke er særligt gode. Og hvis du er blevet målt med en Trackman måske for at få nyt værktøj, så får du også besked på at slå tre slag, inden målingen går i gang.

Forestil dig, at du står med 150 meter tilbage til en green.

Måske et 5-jern?

Det er lidt op ad bakke, så måske en hybrid.

Faktisk er vinden også lidt imod. En 5-kølle?

Du har spillet godt hele dagen – ja, faktisk lavede du en birdie på det sidste par 3-hul på 152 meter med dit 5-jern.

Alligevel vælger du for en sikkerheds skyld og ud fra dine observationer en 5-kølle.

Du tager dine to  prøvesving og slår til bolden.

Ak!

For tykt – eller for tyndt. Bolden blev i hvert fald ikke ramt efter hensigten, og du har tabt et slag.

Det er her den tredje del af grippets betydning kommer ind i billedet.

Håndelag!

Hvis du – når du skifter værktøj – og det gør du hele tiden – nøjes med at tage nogle prøvesving, ja endda mange, så får du utvivlsomt en god fornemmelse for din svingbue. Men svingbue giver ikke i sig selv et godt træf på bolden. Det er kun din angrebsvinkel, der kan give et tilfredsstillende træf.

Du kan fornemme det i tankerne ved at lade en stor hulahopring udgøre din svingbue. Den er nu statisk, men den kan flyttes op og ned og frem og tilbage – endda i kombinationer! - hvorefter bundpunktet også flyttes. Det er her, angrebsvinklen kommer ind i billedet.

Hvem bestemmer den angrebsvinkel? Ja, det gør spilleren formentlig selv, men da han/hun i hvert fald ikke har noget ønske om at ramme bolden tykt eller tyndt, så står vi tilbage med en ”bestemmelse,” vi ikke kan bruge til noget.

Fordi det er dårligt håndelag.

Det er i hvert fald ikke håndværker-golf!

En håndværker er dybt fortrolig med sit værktøj og sine redskaber – det bør en dygtig golfer også være.

Vi kan naturligvis finde bundpunktet for en golfkølle med øvelse. Lad os sige, at vi på driving range slår nogle bolde med 7-jernet. Alle boldene bliver gode. Så skifter vi til en 5-kølle. De første slag bliver måske lidt ”forkølede,” men det tredje, fjerde og femte slag er hver for sig gode.

Yes, tænker vi! Vi rammer boldene godt.

Men gør vi nu det?

Slag nummer et og to var ikke gode – og måske var slag nummer tre lidt forkølet. Først slag nummer fire og fem fik os til at sige yes. Endda uden grund – for der venter problemer ude på banen, hvor det så indlysende er slag nummer et, der alene tæller.

Kommunikation
Fortroligheden med værktøjet stammer fra de milliarder af hjerneceller, der befinder sig i vores hjerne og krop, og som kommunikerer – eller rettere: Kan kommunikere med hinanden.

Meningsfuld kommunikation kræver information. Selv den allermest indforståede kommunikation kræver information – i det tilfælde informationer, der kun delvist er immanente.

Som golfspillere, der i princippet er fortrolige med alle bag’ens værktøjer, har vi informationer iboende, og ”kommunikationen” fra grip (håndelag!) til hjerne er for så vidt blot brikker, der skal falde på plads. Det skal vi hjælpe dem med ved hjælp af kommunikation.

Den kommunikation kan vi i nogen grad selv styre, og det skal vi udnytte i golf ved anvendelsen af vort værktøj – akkurat, som håndværkeren gør det ved anvendelsen af sit. En håndværker rækker ikke blot ud efter sit værktøj og tager det i hænderne. Lige som en håndspiller, der i starten af kampen første gang får bolden i hænderne, skal den lige prøves, måles, vurderes – kun for at få ”brikkerne til at falde rigtigt på plads,” inden det for alvor går løs.

Hvis vi forestiller os en golfspiller, der på sin igangværende runde har slået gode jernslag, men nu står med sin fairwaykølle i hænderne og gerne vil slå et godt slag ned ad fairway til en fornuftig wedge-afstand, så er det en nærmest indlysende kommunikation, der går i gang mellem hænder og hjerne, når prøvesvinget udføres. Bevares, fairwaykøllen er lidt længere end jern, men det fremmer kun en lidt fladere angrebsvinkel ind i bolden.

Svingbuen kommer derfor hurtigt på plads med prøvesvingene.

Spilleren grounder, svinger tilbage… åh nej! Bolden bliver ramt tykt eller tyndt. Goodbye wedge-afstand!

Det, der går galt, er i virkeligheden såre enkelt: kommunikationen mellem hænder og hjerne fungerer ikke optimalt, fordi der mangler informationer, før brikkerne falder på plads.

Jeg tror ikke, du er i tvivl om, at hvis du vil løfte et bræt op fra jorden ved at holde i den ene ende, at det så bliver markant tungere, jo længere det er.

En fairwaykølle er længere end et jern, ikke nødvendigvis tungere, men ”anderledes.” Ja, et 9-jern er også ”anderledes” end et 6-jern – alle vore værktøjer i bag’en er i virkeligheden ”anderledes” og må derfor behandles med nødvendig respekt af hensyn til håndelaget. Du kan også kalde det indsamling af nødvendige informationer.

Når indsamlingen er på plads, regner din hjerne ud, hvordan du skal få en god angrebsvinkel på bolden – det har den gjort massevis af gange før, så det er ikke noget problem – blot informationerne er fyldige.

Vi kan give det ”anderledes” mere præcise betegnelser så som ”anderledes vægt” eller ”anderledes ligevægtspunkter” tættere eller længere fra kroppen.

Det er denne anderledes fornemmelse i hænderne (i grippet), der bevirker det for så vidt naturlige, at selv om svingbuen er korrekt, så bunder køllehovedet forkert – enten foran eller hen over bolden – og det er derfor, du skal give din hjerne de nødvendige informationer om det ”anderledes.”

Du er ubetinget nødt til – hver eneste gang, du skifter værktøj – at få kommunikeret vægtforandring eller anderledes tyngdepunkter fra hænder til hjerne, og det kan du gøre meget enkelt ved at løfte din kølle med køllehovedet lige op og ned, inden du grounder køllen. Gerne 2 – 3 gange – i starten også gerne 5 – 10 gange og vær især opmærksom på ”det anderledes” helt nede ved køllehovedet. Det vil du tydeligst kunne fornemme, når du forsigtigt – nærmest prøvende, vurderende lader køllen synke på plads til den endelige placering bag bolden. Fornem vægten, fornem følelsen af uligevægten i grippet, og fornem din naturlige længsel efter at holde køllen på det letteste sted, nemlig i ligevægtspunktet og sig til dig selv, at du holder køllen i et uligevægtspunkt, fordi du skal svinge – og hvorfor ikke lade et prøvesving følge ordet ”…s-v-i-n-g-e-…!”

Stol på dig selv

Den lille seance kunne også kaldes ”stol på dig selv!” Og du er jo simpelthen dine 14 værktøjer i bag’en. En naturlig forlængelse af dig selv på golfbanen. ”At være ét med sit værktøj.” Det giver tillid. Og behandl dit værktøj, som du behandler din krop. Din krop bestemmer sammen med dit værktøj din formåen på golfbanen. Pænt tøj? Og så en gang mudret skrammel hulter til bulter uden covers – og uden respekt? Det hænger ikke sammen…

Klæder skaber (golf)folk…

Det gør golfværktøj også!

Og når du alligevel kikser?

Så skal du alligevel stole på dig selv: ”Kom igen!”

Nogle siger, at verdens bedste maleri ”Mona Lisa,” der består af hundredevis af malestrøg oven på hinanden kun er udtryk for kasserede prøver.

Kasserede? Ja, kiksere! ”Kom igen, Leonardo!”

Samtidig med disse små op-ned bevægelser, før køllen groundes, kan du med næsten kirurgisk præcision finde ud af, hvor meget kraft du skal bruge i grippet. Du skal kunne løfte køllen ubesværet og kunne svinge, men heller ikke mere. Ikke for løst og ikke for kraftfuldt og anspændt stivnet.

Hvor fast skal man holde på en golfkølle? Det afhænger så sandelig af, hvem man er – og hvilken golfkølle, man har i hænderne! Resten klarer din hjerne og kan tilpasse alt hensigtsmæssigt for dig, når du løfter køllen op og ned i små bevægelser, inden du grounder – og så har du basis for dit håndelag for din angrebsvinkel. Og basis for en god og afslappet svingbue med fart.

Netop det ’en svingbue med fart’ er også en anden form for håndelag, som kan være betydningsfuld.

Som du sikkert har læst på mange forskellige måder, så er der mange lette løsninger i golf, som man hurtigt kan tilegne sig. Det kan være et smil, når du putter, der kan fjerne anspændelsen, eller det kan være små ændringer i svinget eller forberedelserne.

Der er også svære (kedsommelige!) ting.

Og så er der noget, der både er let og svært – endda på samme tid!

Det kan lyde som et paradoks, men for nogle kan det være en afdækning af en hemmelighed:

Hvis vi tager en tilfældig god golfspiller, der er ”på vej” og udstyrer ham med et fornuftigt sving og god boldfornemmelse, så vil vi kunne se slaglængder på omkring 120 meter med et 7-jern. (Du kan selv forøge/formindske efter eget ønske.)

Igen og igen har denne spiller fra kanin til nogenlunde rutineret fået at vide, at ”længden kommer af sig selv.” Underforstået i virkeligheden, at det ikke nytter at slå hårdere til boldene, hvorimod svinget ”af sig selv” gradvis bliver bedre – underforstået hurtigere – og det er det, der giver længde.

Hvis vi nu siger til denne spiller – eller måske siger han det til sig selv – at det ville være ønskeligt at kunne slå 125 meter – underforstået, at bolden så hver gang ville flyve over bunkeren og ende på green på det kortere par 3-hul, som jævnligt driller – OG: 125 meter med et 7-jern ville betyde længdeforøgelse med alle de øvrige jern, ja, endda skøn længdeforøgelse med driveren.

Denne spiller vil lytte. (Det gør vi vist alle, når der bliver talt om mer-længde!)

Det er gode mål at have for enhver golfspiller.

Uanset, hvor meget denne spiller træner, virker det som om, at de 120 meter er en barriere, og en dag sukker spilleren resigneret og kommer i tanke om, at ”længden kommer af sig selv.”

Hvis vi nu i stedet sagde til denne spiller, at han skulle slå 60 meter med sit 7-jern.

Ville spilleren ikke opfatte det som noget lige så let, som hvis vi sagde til en 100 meter løber, at han blot skulle løbe 50 meter på 10 sekunder?

Det må da være meget, meget let…

Men et golfsvings hastighed, som er den primære bærer af forudsætningerne for mer-boldlængde, er ikke det samme som hastighed for en løber.

Faktisk er det at kunne slå et godt 7-jern 60 meter med en god, flot og høj boldflugt særdeles svært.

Let og svært på samme tid!

200 meter med et 7-jern

For en del år siden så jeg Thomas Bjørn på opfordring fra deltagerne i en clinic slå et 7-jern ud over 200 meter-mærket. Alle klappede begejstret. Hvis Thomas havde slået et tilsvarende højt 85 meter slag med sit 7-jern, ville klapsalverne være udeblevet – fordi kun de færreste ved, at det er et langt, langt sværere slag.

Men det er den vej, du skal gå, hvis du mangler længde. At slå en halv længde med et korrekt timet sving og en god angrebsvinkel på og ned igennem bolden.

Jovist – vores spiller kan sagtens lave et chiplignende slag med sit 7-jern, der ender ved 60 meter mærket. Men et næsten fuldt sving med en karakteristisk boldflugt, hvor det alene er hastighed/slagstyrke, der er i spil – det er ikke så let, som det lyder.

Men det er lettere end konstant kiksende at forsøge at slå 121, 122 og 123 meter…

Og det giver bonus! For når man kan slå den halve distance og kender svingelementerne i en langsom og knapt så kraftbetonet udgave, så kan der senere forøges til 70 meter, 80 meter – og hvorfor ikke videre til 130 meter? 10 meter længere med et 7-jern – jovist, længden kommer af sig selv – også på driveren, som med et bedre og hurtigere sving godt kan blive forøget med 25 meter!

Det, vi har i spil, kan godt vise sig at være kombinationen kraft/fart. Kan man få en bold ordentligt i luften med fart? Kan man få en bold til at flyve langt med kraft? Langsomt, men absolut sikkert får du ”brikker” ind i hjernen, og nu skal de blot falde rigtigt på plads

Du får formentlig ikke nogen anerkendende nik fra din nabo, hvis du fortæller, at du skal på driving range og slå 60 meter med dit 7-jern… men tro mig: Længden kommer netop af sig selv på denne måde!

I denne langsomme, nærmest dovne bevægelse vil du begynde at fokusere på dit grip, på din balance, på dit tilbagesving, angrebsvinkel og acceleration osv. osv. Du får simpelthen finjusteret dit sving – og så er du selvfølgelig på et givet tidspunkt (”af sig selv”) parat til at finde din behagelige og hensigtsmæssige længde med dit 7-jern.

Sagen er jo nemlig, at den sædvanlige boldflugt med 7-jernet til 120 meter måske indeholder nogle bremsende elementer, som du måske selv kan bemærke i kroppen, men ikke så sjældent, når man prøver at sætte kroppen fri, sker der det, at retningen pludselig går tabt.

Man skal kravle, før man kan gå.

Ned i tempo
Måske kan kravleriet være dit nye halve slag, og når du efter behag rammer green på dit kortere par 3-hul, så kan du gå – næsten på vandet!

Du finder din krops styrke og svagheder, og du finder ud af kombinationen kraft/fart – og hvad det gør ved din bold  – og så sætter du dig faktisk fri på en helt ny måde. Jeg tror ikke, Thomas Bjørn normalt vil bruge et 7-jern til 200 meter. Han har måske et behageligt og meget, meget præcist slag til måske 167,5 meter med sit 7-jern.

Så nøjagtig behøver du ikke være, men det kunne da være sjovt, hvis du havde et behageligt sving med dit 7-jern til det kortere par 3-hul på din hjemmebane.

Og dine andre værktøjer følger såmænd beredvilligt med og giver dig de længder på boldene, som de efter loft og længde er beregnet til. Med dit sving!

Og det er blevet bedre med de halve slag – og hvor er det let at få ”dellen” med – og lade hænderne falde, når hofterne skydes fremad – næsten i slowmotion – her er virkelig en god fart-reserve! Og du kan gøre det virkelig langsomt, når kravet kun er 60 meter med et 7-jern!

For det er måske i virkeligheden den egentlige sandhed, nemlig at nogle klubgolferes sving kun fungerer rimeligt tilfredsstillende i høj fart. Hurtigt tilbage og hurtigt frem.

Hvis du ikke kan få sat dig selv betragteligt ned i tempo, må du ubetinget opsøge en træner. Det skylder du dig selv. Vær god ved dit værktøj i bag’en – men du må ikke glemme dig selv!

Selv 100 meter med et 7-jern kan være helt uoverkommeligt langt for nogle.

Måske slår du kun 80 meter.

Så må du starte med 40 meter…

Alligevel skal du passe på: Der er en markant og letforståelig forskel på en driver og en putter. Der er også en markant, men knapt så forståelig forskel på almindelige jern og på wedges.

En wedge er ikke blot et kortere jern, men et redskab, der også kan bruges til kvarte, halve og trekvarte slag – ikke for at øve med henblik på at få mere længde, som vi så det ovenfor i øvelsen med 7-jernet, men for at få præcision i kortere afstande til green.

Her er en af de største og mest besynderlige hemmeligheder gemt, og selv de allerbedste klubgolfere kender formentlig den modbydelige fornemmelse, når et lille ”let” chip eller pitch ganske, ganske ofte bliver duffet eller endog flækket.

Det kan vi også løse med håndelag.

Akkurat, som vi kan det i puttning.

Det kan du læse mere om i næste afsnit.

Læs også:

Golfspillets Hemmeligheder 1
Golfspillets Hemmeligheder 2
Golfspillets Hemmeligheder 3
Golfspillets Hemmeligheder 4
Golfspillets Hemmeligheder 5
Golfspillets Hemmeligheder 6
Golfspillets Hemmeligheder 7
G
olfspillets Hemmeligheder 8
Golfspillets Hemmeligheder 9
G
olfspillets Hemmeligheder 10
G
olfspillets Hemmeligheder 11
Golfspillets Hemmeligheder 12
G
olfspillets Hemmeligheder 13
G
olfspillets Hemmeligheder 14