Golfspillets hemmeligheder 14

Læs det nyeste afsnit af Golfspillets Hemmeligheder her (Foto: Getty Images)

Printer venlig versionSend til en ven

Her har du 14. afsnit af Søren Meinertsens føljeton om Golfspillets Hemmeligheder. Læs med, hvis du vil blive bedre til golf

Kære Læser,

Der er mange lette løsninger i golf, som man hurtigt kan tilegne sig. Det kan være et smil, når du putter, der kan fjerne anspændelsen, eller det kan være små ændringer i svinget.

De allerfleste begyndere opfatter spillet som umiddelbart svært, men efter gode instruktioner fra trænere og medspillere, virker spillet efterhånden mere medgørligt, og da spilleren ved hvert eneste slag indsamler erfaring, bevirker det i sig selv fremgang.

Den næste markante fremgang kommer, når spilleren kan vurdere andres spil. Det er alene baseret på ”det sete” – og det kan ses mangfoldige steder: Medspillere, der gør noget på en bestemt måde; en golfturnering, der bliver fulgt på tv – og allervigtigst: Instruktionsvideoer.

På Golf.dk findes utroligt mange gode, ja, fantastiske instruktionsvideoer, som hver for sig vil kunne give en hvilken som helst klubgolfer indsigt i mulighederne for at forbedre spillet. Og du kan lade din underbevidsthed gøre det meste af ”arbejdet.” Prøv for eksempel at se en instruktionsvideo, før du sover. Det er meget enkelt på en smartphone eller en iPad, og din underbevidsthed vil u-anstrengt placere informationerne de rigtige steder i din hjerne og utroligt let hjælpe dig næste gang, du indøver noget bestemt eller står over for et problem på banen.

Instruktionsvideoer er som en god action-film. De fungerer kun, hvis tilskueren kan blive til personen på lærredet. På samme måde: Du skal simpelthen være spilleren, der er på videoen! Du skal kunne fornemme bevægelsen, der bliver vist – og det er i denne fornemmelse, din indlæring bliver konstitueret. Føl efter – og tænk på de muskler, der bliver brugt – fra begyndelse til slut. Kort sagt: vær spilleren, der viser en øvelse eller et slag. Tanken kan være så vedkommende og stærk, at du selv i sengen vil kunne mærke, hvordan du kommer helt op på tå i gennemsvinget!

Med tekst er det anderledes. Her skal du læse dig frem til en forståelse. Vi orienterer os og udvikler os med vore sanser. Synet vil altid være det vigtigste, men der findes noget, der ikke kan ses – det gælder jo også enhver tryllekunst, og ikke så få betragter gode golfslag som en form for tryllekunst, hvis det ikke rigtigt er til at forstå, hvad der fik bolden til at bevæge sig fra A til B.

I dette afsnit får du noget, du ikke kan se – en tydelig hemmelighed! – som imidlertid først bliver tydelig med ord.

Hemmeligheden kommer til syne og bliver virkelighed, hvis man er fuldt fortrolig med det frie slag uden bold.

Faktisk er hemmeligheden så vigtig, at den burde have været med allerede i afsnit 1, men da spillet i en kort periode vil lide under tilegnelsen af hemmeligheden, forstår du måske, hvorfor hemmeligheden først kommer på banen nu. Naturligvis sammen med det lidt virkelighedsfjerne frie slag.

Ikke desto mindre: Hvis du tilegner dig hemmeligheden, vil du – lige som jeg – sige: ”Hold da op. Nu kommer dag 1 i mit nye golfliv!”

Det kommer imidlertid til at gøre lidt ondt!

Ikke, fordi det umiddelbart er svært, men fordi du skal bruge en kropsdel, som du kun sjældent skænker en tanke. Det kommer du til nu – ja, jeg vil vove den påstand, at du aldrig mere glemmer den!

Inden vi går i gang med ”modbydelighederne,” skal målet gøres helt klart.

Allerede fra det allerførste slag til en golfbold med et golfredskab er enhver spiller klar over, at der er et forhold mellem det, man kan kalde slagretning og slagflade.

Intuitivt fornemmer de fleste også meget hurtigt, at det må spille en rolle, at bolden er rund.

Kun de færreste gør sig imidlertid den ulejlighed at efterprøve forholdene og fornemmelserne i praksis.

Det kan gøres enkelt med en putter.

Hvad sker der med en bold, hvis slagretningen er absolut lige, men hvor køllehovedet er drejet til venstre eller højre?

Hvad sker der med en bold, hvis køllehovedet er drejet til venstre, men slagretningen er mod højre?

Det er tankevækkende eksperimenter at udføre, fordi vi uden videre kan overføre vores iagttagelser til selv de mest langtslående redskaber i bag’en, og selv med en putter med et yderst begrænset slag kan vi tydeligt fornemme, at bolden ikke kan ”holde linjen” hvis der blot er den mindste kurve på slagretningen – og det vil der næsten altid være, selv om vi i korte putts forsøger at holde slagretningen absolut square igennem boldtræffet.

På samme måde kan det være ufatteligt meget en bold kan gå skævt, hvis et puttehoved holdes skævt – ja, endda kan en billig putter være ”født” skæv – eller en ikke nænsom behandling kan have gjort den blot en grad skæv. En grad? Det er ikke ret meget, men nok til at et 2 meter putt ikke går i hul, selv om det er slået absolut og 100% lige.

Der er ingen tvivl om, at slagfladens stilling har den største indflydelse. Nogle taler om forholdet 75 til 25 mellem slagflade og svingretning, ja, endda mere!

Konstateringen af indflydelsen fra køllehovedets stilling i træføjeblikket kan give overvejelser i retning af at forsøge at tænke i grader. En millimeterlille (0,1 grad) skævhed i træføjeblikket kan bevirke mange, mange meters skævhed på lange slag.

Vi kan også umiddelbart konstatere, at det bestemt ikke er ligegyldigt, om bolden ligger ved venstre fod, i midten eller ved højre fod. Det er igen svingbuen, der er i spil, og vi fornemmer også tydeligt, at puttehovedet kan være skævt ved nogle boldplaceringer og mere lige i andre. Endnu tydeligere er det ved lange slag, hvor vores svingbue indlysende er større og mere markant

Det siger næsten sig selv, at vi skal være ret sikre med hensyn til boldplacering i stancen og køllehovedets stilling i træføjeblikket, før vi begynder at tænke på at flytte vores generelle sigtelinje – fra skulderplan og ned til fødderne. Sammen med targetline udgør benenes linje (og skuldrenes) et sæt jernbaneskinner mod et udpeget mål.

Måske har vi en intuitiv fornemmelse af, at hvis vi rammer bolden med et square køllehoved på et bestemt ”square” sted på vores cirkulære svingbue, at bolden så vil flyve ligeud. Tilsvarende er vi klar over, at hvis vi rammer bolden tidligere (bolden ligger tilbage i stancen), vil den søge mod højre og tilsvarende, hvis vi rammer bolden senere(bolden ligger fremme i stancen mod venstre fod), vil den søge mod venstre. Det er en simpel konsekvens af den cirkelbue, vi skaber med vores tilslag.

Alligevel kan vi uden anstrengelse hurtigt ændre på dette forhold ved enten at have en åben slagflade i træføjeblikket (køllehovedet mod højre) eller en lukket (køllehovedet mod venstre.)

Men vi er også bevidste om variablerne. En slagretning, der utilsigtet kommer udefra med et åbent køllehoved, er noget de fleste seniorbegyndere har prøvet – og har levet med i lange, lange perioder, ja, nogle kan endda spille med dette dårlige slag i hele ”karrieren,” hvis de ikke har gjort en indsats for at få det fjernet.

Det er ikke uden interesse at få afprøvet de forskellige variabler på drivingrange – eller på puttegreen, ja, selv et stuegulv kan anvendes ved indsamling af brugbare data, fordi vi dels ustandseligt står over for putts, der helst skal løbe på den linje, vi har fundet frem mod hullet – dels skal slå en masse småslag (chips og pitch), som vi også gerne vil have til at gå lige.

Slagretning og køllehoved.

En rund bold kan kun gå lige, hvis den rammes på en ganske bestemt måde. Og det er denne ”bestemte” måde, vi søger, når vi træner puttning.

Anderledes med et bunkerslag tæt ved green. Jo, selvfølgelig vil vi have det til at ”gå lige” fra A til B – og det hører med til golfens børnelærdom og efterfølgende baneprøve, at stancen skal åbnes (kroppen peger til venstre for målet), hvorefter slagretningen er fra højre mod venstre(udefra), mens sandjernet, som lægges fladt – har en slagflade, der peger til højre. Vores træner (og efterfølgende erfaring) siger, at så går bolden ligeud…

Tilsyneladende ophæver to modsatrettede fænomener hinanden. Det ved vi også fra matematik: +1 og -1 giver 0!

I virkeligheden er det en fantastisk oplevelse at slå et bunkerslag på den måde, og vi har vel alle sammen en fornemmelse af, at jo mere åbent, vi står desto kortere slår vi. Med andre ord: Vi kan styre længden med vores opstilling, hvilket samtidig fortæller os, at en åben stance giver et begrænset sving, simpelthen fordi vi kommer ”på tværs” – altså slår udefra.

Det er en vigtig iagttagelse, fordi vi samtidig fornemmer, at kroppen blokerer for gennemsvinget, hvorefter ønsket om acceleration kan fortone sig i dagdrømme. Det kan være hensigtsmæssigt at have et begrænset slag i en bunker, men bestemt ikke udenfor på de lange slag.

Samtidig kan det føles som en naturlov, at et slag ”udefra” tvinger køllehovedet åbent i boldtræffet. Selvfølgelig er det ingen naturlov, men for en spiller, som er dybt koncentreret om at ramme en lille golfbold med et stort sving, kan et åbent køllehoved intuitivt føles mere sikkert. Her kan igen opstå en refleks, fordi et tilstræbt stærkt grip uvilkårligt vil løsnes hen imod noget svagt og dinglende, hvis endemålet instinktivt er en åben (stor?!) slagflade – bag i bolden.

Men er det bag i bolden?

Og hvad er ”bag i bolden” i grunden?

Ingen er i tvivl om, hvad ”bag i bolden” er, når det drejer sig om et kort putt.

Hvis vi forfølger tanken om blokering, - på tværs, udefra, åbne køllehoveder, - kommer vi hurtigt til en forholdsvis indlysende konklusion: Vi kan få en let adgang til mere længde med driveren baseret på det modsatte, nemlig en lukket stance og et lukket køllehoved.

Igen kan vi flytte rundt med bolden i stancen og finde det sted, hvor vi synes bolden bliver ramt mest square, og hvis vi er ihærdige, kan vi endda begynde at tage skulderplanet med i variationerne, således at den lukkede stance, der sikrer en svingbue tydeligt ”indefra” og det tydeligt lukkede køllehoved, der med et stærkt grip vil føre til et stort hook, nu kan dæmpes ganske betydeligt. Det sker simpelthen ved at lade skuldrene pege mindre til højre. Det naturlige sigte med benene er nu langt, langt til højre, mens det mere teknisk vidende sigte hen over skulderplanet er mindre til højre, men stadig langt, langt væk fra den midte på fairway, hvor vi ønsker bolden skal lande.

Det kan være noget af en psykologisk mavepuster for en normalt slicende at skulle sigte til højre, så slaget skal virkelig øves mange gange, før man tør anvende det på banen, men hvis alternativet er forkølede, slicede bolde, så er det klart at foretrække.

Som mellemstation!

Men det er i denne iagttagelse og erfaring, at vi kan komme i gang med den afgørende hemmelighed, der danner fundamentet for det absolut lige slag.

Det er ikke altid, at vi tilstræber et absolut lige slag, men selve fundamentet for variationer over temaet bygger alligevel på det absolut lige slag. Et eksempel kan vi hente i puttning og korte chips og pitch: Ikke så sjældent er vi lidt usikre på hældninger på en green. Vi er klar over, at vi vil tilstræbe et absolut lige putt på en bestemt linje, hvorefter greenens hældning vil bringe bolden hen mod hullet.

I disse situationer, hvor vi måske frygter beregningen mere end selve slaget, kan det være en god idé at lade tyngdekraften medvirke.

Tyngdekraften indvirker på dine ben, og det kan du udnytte. Hvis hældningen på green er mod højre, så læn dig en anelse frem (tyngden af din vægt frem mod tæerne).

Du kan bruge samme teknik til dine chips og pitch. Eksempelvis et pitch på 60 meter, hvor der er en bunker tæt på green til højre. Selvfølgelig sigter du efter flaget og drømmer om at få bolden tæt på hullet. Men 60 meter? Hvis det var et 60 meter putt, ville dine drømme nærme sig fantasterier – alligevel står de fleste af os fyldt med selvtillid, når det er et pitch med kun et ”halvt slag” tilbage. Ja, selvfølgelig sigter vi efter flaget og forestiller os med et stærkt mentalt billede, at bolden lander inden for ”en givet.”

Her kan det være betydningsfuldt at udnytte teknikken med tyngdekraften. Hvis du flytter vægten tilbage mod hælene – blot en anelse – vil en absolut lige slået bold – ramme greenen til venstre for flaget – og væk fra bunkeren. En lidt mindre lige bold vil variere i forhold til dette punkt – nogle vil ramme flaget – andre vil gå for meget til venstre. Ingen vil være i nærheden af bunkeren.

På samme måde med dit putt på kurvede linjer. Klubgolferen vil i 9 ud af 10 tilfælde komme ”under hullet” (”amatørsiden”) – det er det, der kan undgås ved at udnytte tyngdekraften i opstillingen. Det skal prøves – men det virker!

Du kan ikke se den slags, når du følger en golfturnering på Tv, men selvfølgelig er vi alle sammen klar over, at professionelle stjerner nødvendigvis må gøre en masse, som vi ikke kan få øje på – for ellers kunne vi blot kopiere det.

Der er uendeligt mange variabler, og hvis vi hertil lægger vind og hældninger på banen, er det let at indse, hvorfor selv de allerstørste stjerner kun sjældent laver hole-in-ones – eller i det mindste hver gang kommer tæt på et flag på et par 3-hul. Det gør de ikke – så langtfra. Og selvfølgelig kommer vi andre endnu længere fra og har endnu sværere ved blot at ramme en stor green på et overkommeligt par 3-hul. Blandt gode klubgolfere, der ikke har ekstraslag på par 3-huller, er det tydeligt, at det ikke er store tal fra disse huller, der sender Stableford-scoren i vejret.

Det er svært. For alle. Og et par 3-hul er hver evig eneste gang en svær udfordring. En god runde for en stjernespiller er ofte baseret på pars på par 3-hullerne og de lange par 4-huller. Og birdies på par 5-huller og kortere par 4-huller.

Præcisionen – også længdepræcisionen – kommer naturligvis fra et pålideligt sving.

Det afgørende spørgsmål bliver derfor: Hvad er det, der gør et sving pålideligt?

Vi kan hurtigt blive enige om, at opstilling, boldplacering og køllehovedplacering i boldtræffet har enorm stor betydning, og at vi kan variere på utallige måder i vores søgning efter pålidelig, stabil præcision.

Variationerne er imidlertid underlagt et ganske bestemt forhold, nemlig det, der bringer køllehovedet frem til boldtræffet. Hvis vi gør det med en snegls hastighed kan vi så let som ingenting få et boldtræf med et absolut square køllehoved, og vi kan få en millimeter præcis opstilling ved hjælp af sigtepinde osv.

Men vi er ikke snegle, og vi ved, at det netop er hastighed og acceleration i svinget, der giver længde.

Vi skal have fart og acceleration i svinget, og vi skal derfor tilstræbe i udgangspositionen, at farten resulterer i et godt træf på bolden.

Træffet skal være baseret på en svingbue, der er ”inside-square-inside.”

Når først denne svingbue er skabt, kan vi give los, og vi kan nu begynde at forfine svinget med en god opstilling, et godt træf ned på bolden (eller op, hvis det er en driver) et godt grip osv.

Er det 50% eller 99% af alle klubgolfere, der rammer bolden i et normalt sving med et udefrakommende slag?

Uanset, hvad tallet er: Du skal ikke tilhøre den gruppe, og hvis du følger instruktionen nedenfor, vil du fremover kun kunne slice, hvis du har det som en plan for dit slag – og ikke blot, fordi du kommer ”udefra.”

Du får det ikke forærende – du skal arbejde på det, såvel mentalt som fysisk – og du vil måske føle, at dine ellers fredelige sessioner med en spand bolde på driving range kan blive ødelagt i en periode.

Nu er du advaret – og selv efter, at du har læst teksten nedenfor, må du gøre op med dig selv, om du vil yde en indsats, eller om du egentlig er tilfreds med at spille lidt upræcist og måske have kort slaglængde og konstant slicerisiko på drives.

Jeg håber, at du vil tage tyren ved hornene – og bruge den sidste del af vinteren til at blive helt fortrolig med den eneste svingbue, der kan gøre dit spil stabilt og præcist.

Jeg håber, du tiltrækkes af ordene ”stabilt og præcist!”

Uanset, om du er fyrre, halvtreds eller hundrede år – eller om du er mand eller dame, så har du en større eller mindre ring rundt om maven – ja, selv en græsk eller romersk statue har en – bevares her klædelig! – lille, men absolut tydelig fold – under ribbenene ned mod hoften. Et godt lille håndtag – og en normal god ”håndfuld flæsk!” – Og mærkeligt nok: en god lille delle i golfsvinget!!

Den skal du bruge!

Allerførst: Læg dig ned på ryggen (du kan eventuelt gøre det, når du kommer i seng) – og tænk på din lille (eller store!) delle mellem ribben og hofte. (Glem blot den tilsvarende i venstre side, medmindre du spiller venstrehåndet!). Du skal ikke tænke på resten af maven – kun på den bestemte – hvis du er heldig! – hudfold - eller større delle, som du let kan få fat i med fingrene.

Thomas Bjørn har den (nogle gange meget tydelig!) - Tiger Woods har den – alle har den.

Alle golfspillere skal bruge den.

Du skal bruge den!

Tænk på den, når du ligger ned – klem måske lidt på den – bliv bevidst om den.

Når du kan fastholde tanken om den i mindst fem minutter i kombinationer og på kryds og tværs af alle dine golfminder – være sig gode, dårlige slag, rejser, skønt vejr, dårligt vejr, sociale kongestunder – tænk på golf, og hvis dine tanker løber løbsk, så klem om dellen!

Rejs dig nu op og stil dig op med benene i bredstilling (samme bredde som dine skuldre) og læg armene overkors, så den højre hånd kommer op til venstre skulder, og den venstre hånd kommer op til højre skulder. Læn dig en anelse forover og skyld hofterne en smule til højre på en sådan måde, at du bevarer en god del af vægten på venstre fod.

Pas på dit hoved – du må godt have fornemmelsen af, at du ville kunne kigge ind bag en bold, der lå en anelse tilbage i stancen.

Bevar kroppens stilling og benenes vægtfordeling (55% på venstre fod) og bevar din ”spejlvendte K” position med hofterne lidt til højre. (Midten af det spejlvendte K).

Drej nu venstre skulder ned under hagen som starten til et golfsving, og når skulderen kommer helt ned, så før armene lige så langt væk fra ”målet,” som du kan komme - på linje med brystbenet. Bevar positionen et øjeblik. Det gør ondt! Læg igen armene over kors og mærk din hoftevridning, der er nøjagtig halvt så stor som din skulderdrejning, hvis du har bevaret 55% af vægten på venstre fod.

Nu gør det rigtigt ondt – og du risikerer at få krampe i de ubrugte muskler i kroppen. Det er kun godt, for det fortæller dig, at du har ubrugte reserver – reserver, der vil kunne sende dine bolde ud på gode ekstralængder.

For at komme fremad som i et golfsving skal du nu alene fokusere på din lille delle eller hudfold mellem ribben og hofte. Den skal du ensidigt skubbe fremad mod en tænkt bold. Glem alt andet. Tænk kun på, at få dellen fremad.

Det er alt!

Det, der sker, når du skubber din ”delle” fremad, er, at det nu er usigeligt let, ja, ligefrem befriende blot at lade dine hænder falde ned bag dig i et golfsving, og når dine hænder er i en position bag dig, kan du nu kun komme til at slå til bolden på én ganske bestemt måde, nemlig indefra. Når du starter selve tilsvinget fra denne position, vil du ikke have en jordisk chance for at kunne ramme bolden, hvis du fører køllehovedet uden for linjen. Du er simpelthen garanteret en god svingbue.

Når du har prøvet øvelsen et par gange – måske på soveværelsesgulvet, så læg dig igen op i sengen og grib fat i ”dellen” eller hudfolden.

Nu kommer det vanskelige: Du skal nu tænke på dit liv – på dine succes’er og dine fiaskoer. Tag blot barne- og ungdomsårene med, hvis du mangler stof. Inden du går i gang, skal du tænke på en koncertpianist og prøve at følge hans eller hendes liv frem til øjeblikket på scenen bag det skinnende Steinway flygel.

Sætter man sig blot op på en klaverbænk og begynder at spille for en tusindtallig skare tilskuere, der har betalt dyre koncertbilletter? Eller har man trænet og øvet sig? Ja, ligefrem trænet noget, der aldrig nogensinde ville kunne anvendes i en koncertsal – for eksempel skalaer?

Hvis du vurderer dit liv, dine succes’er og fiaskoer, vil du måske få øje på et mønster: Succes skyldes ofte flid; fiasko skyldes ofte manglende flid. Selvfølgelig kan man være heldig, og man kan have særlige evner, der garanterer succes, men typisk er faktisk, at succes skyldes flid – akkurat som koncertpianisten må opleve det – i konkurrence med mange, der har lige så stort talent.

Du skal nu tænke på dit golfspil, hvis du ikke allerede er faldet i søvn ved mindet om dine mange succes’er… Vil du have succes på golfbanen, så må du simpelthen være flittig – og du må i gang med skalaerne, det vil sige øvelser, der kun er grundlag for andre øvelser.

Næste gang på driving range skal du efter en grundig opvarmning lægge armene over kors og have et 7-jern med grippet mod venstre og køllehovedet mod højre – skaftet holdes lige med de krydsende hænder på brystet op mod skuldrene.

Drej tilbage og få grippet til at pege nedad – en smule til højre for en tænkt eller virkelig bold. Bliv stående et øjeblik og hold nu ud af øjekrogen øje med køllehovedet bag dig. Lad køllehovedet falde lige nedad, når du skubber din ”delle” frem mod målet. Køllehovedet er tydeligt bag dig, og når du skubber dellen frem, falder det lige ned – stadig i en position bag dig. Lav øvelsen et par gange og slå et par bolde på den måde, hvor du ensidigt fokuserer på din ”delle.” I starten er det helt tydeligt, at når du blot et enkelt splitsekund ikke tænker på at skubbe ”dellen” frem mod målet, at dine hænder så ikke falder lige ned til den kraftfulde startposition for det indefra kommende sving.

Boldene må aldrig aldrig nogensinde gå til venstre for din ligeud sigtelinje, men ethvert slag til højre – selv med mange hundrede meter! – er et godt slag i starten. Du skal ikke begynde at korrigere på din stance eller boldplacering, tværtimod, må du gerne have bolden langt tilbage i stancen, så du virkelig kan nyde fornemmelsen af at kunne slå indefra – og nyd dine bolde, der tydeligt går til højre. Det er en frydefuld oplevelse at kunne få lov til virkelig at slå igennem og kunne strække højre underarm fuldt ud igennem træffet.

Og straf dig selv, når du slår til venstre – og ikke har tænkt på ”dellen” – armene overkors og måske 3, 5 eller 10 anstrengende ”delle-øvelser.”

Det er i virkeligheden dine skalaer! Ja, slå tre bolde og lav øvelsen tre gange, indtil du ikke er i nærheden af venstre side med boldene. Læg mærke til hvor simpelt det nu er at få højre hånd til at krydse over venstre hånd, når du kommer indefra. Det er endnu en reserve til den gode længde. Jeg ved ikke, om du kommer til at slå langt – men jeg ved, at du ikke længere kommer til at slå korte slicede drives, som du er nødt til at slå ud til venstre for blot at holde dem på banen.

Læg samtidig mærke til, hvor let og naturligt det føles at have et sent tilslag. For det kan kun blive sent, fordi dine hænder nu kan arbejde utroligt hurtigt fra positionen bag dig og ”ud” igennem bolden – og du kommer til at mærke et nærmest vidunderligt træk i venstre underarm, som reelt bedtyder, at du kan give endnu mere gas med højre arm. Der er ikke skygge af tvivl om, at enhver golfspillers ekstralængde stammer fra udstrækningen af højre underarm.

Jovist er der mere i et stabilt golfsving.

Der er det nedadgående i slaget, så der kommer tørv efter bold, og der er grippet, der måske skal gøres mindre stærkt – men du skal glæde dig over den balance som dette indefra kommende slag giver dig. Du vakler ikke rundt mere, fordi slagretningen simpelthen er afstemt og koordineret efter et i bund og grund helt naturligt bevægelsesmønster, der er afpasset efter din udgangsposition, din indgang til bolden og den endelige afslutning med navlen mod målet og oppe på højre tå.

Takket være din ”delle.”

For det er den, du alene skal fokusere på, når du har stillet dig korrekt op og er parat til at starte tilbagesvinget. Bolden? Den ligger kun i vejen. Køllehovedet? Det kommer ind til bolden på den helt naturlige måde: Det er typisk åbent på vej mod square, hvis bolden rammes for tidligt (bolden ligger for langt tilbage i stancen) og typisk lukket på vej væk fra square, hvis bolden rammes for sent.

Det er måske ikke en naturlov, når der svinges udefra typisk med et skuldersmæk fra højre mod venstre, men for de fleste klubgolfere vil det virke sådan – og hvis bolden sejler ud til højre efter et slice, er det til at forstå, at spilleren på banen mere eller mindre desperat sigter mere og mere til venstre for at undgå farerne i højre side.

Der findes mange, mange gode instruktioner om ændring af et slice, men jeg tror – som tidligere slicer – at løsningen effektivt hænger sammen med svingbuen tydeligt indefra. Jovist kan der stadig slices – også hensigtsmæssigt med vilje – men det er detaljer i form af grip og boldplacering, der uden nævneværdige problemer kan rettes. Det er et lidt større problem at få rettet svingbuen, så den tydeligt kommer indefra, men belønningen er enorm: Ikke alene i form af præcision, men så afgjort også i forhold til længde – ikke mindst på driveren. En yderligere tillægsgevinst opnås eventyrligt let: Det fantastisk draw med det gode rul midt på fairway(!) er pludselig inden for rækkevidde, hvis du kan komme indefra, og så er du reelt på vej fremad med mere end stormskridt!

Faktisk: Dag 1 i dit nye golfliv – for det er sådan det føles, når bold efter bold kommer langt på fairway, og når greens bliver ramt fra lang afstand!

Det er alle besværlighederne værd med øvelser for øvelsernes skyld – og kald dem blot skalaer!

Din ”skala” er blandt andet at øve boldplaceringen. Små slag, store slag, korte slag, lange slag. Giv dig tid til at vurdere. Og gør det til en vane, at du bliver stående i slutpositionen med navlen mod målet og med lille støtte af højre storetå! Bliv stående til bolden har fundet hvile, ja, længere endnu, mens du fornemmer slaget i hele kroppen. Evaluer i denne position – nyd de gode slag – overvej korrektioner ved dårlige slag.

Og giv dig tid til at finde et rigtigt godt grip, der passer til din svingbue og boldplacering. I starten kan det være fornuftigt at have et stærkt grip og en boldplacering tilbage i stancen, netop for at fornemme ”dellen” og det indefra kommende slag, der helst skal gå til højre – og aldrig, aldrig nogensinde til venstre!

Pointen med ”dellen” er jo tydelig nok, når du tænker på den, hvis du øver det frie slag uden bold: Dels kommer du virkelig indefra; dels er ”dellen” jo overgangen mellem under- og overkrop. Det frie, frejdige sving ned igennem bolden er jo netop baseret på, at underkroppen (under ”dellen”) med hofterne kommer forbi bolden, mens overkroppen (over ”dellen”) bliver hængende lidt bagefter. Det er blandt andet det, der giver den forplantede fart fra skosåler til hænder og videre gennem skaft til køllehoved, og det er det, der så tydeligt aftegner det spejlvendte K i udgangspositionen.

Det kan være svært at mestre et golfsving 100%. Nogle enkelte har mestret det i enkelte sæsoner – eksempelvis Tiger Woods i starten af 00’erne, men den gode nyhed for klubgolfere er jo, at hvis blot svingbuen ”indefra-square-indefra” blot så nogenlunde mestres, så føles spillet ikke så tilfældigt. Måske lidt flot, men jeg tror på det: Resten er i virkeligheden detaljer. Det kan være et bedre grip – eller en ny handske! Eller det kan være at lukke køllehovedet en anelse på driveren i opstillingen – eller købe en ny med et indstilleligt hoved eller et andet skaft osv. osv. Det er og bliver – efter min mening – kun detaljer. Golfhistorien giver mig så nogenlunde ret: Der er ikke nogen grund til at tro, at nutidens klubgolfere er så meget bedre nu end for 10, 20 eller 100 år siden. Uanset dårlige materialer og knapt så effektive bolde og køller, så skulle der stadig slås indefra for at få længde på den slags udstyr. Det har altid været ens for alle. I konkurrencer hører man altid alle mulige undskyldninger, men i golf har vi dog aldrig hørt nogen sige, at nogle spiller bedre end andre, fordi de har bedre bolde eller bedre udstyr.

Man kan ikke købe sig til et lavere handicap – men man kan træne og øve sig. Og det giver usvigeligt sikkert fremgang. Og hvis penge endelig skulle kunne gøre en markant forskel, så brug hver en krone, du har, til en træner. Det giver stensikkert fremgang.

Når du mestrer det ”indefra-square-indefra,” skal du under alle omstændigheder aftale tid med en træner, der har en Trackman, så du kan få konstateret, at du virkelig kommer indefra på alle dine slag. Og træneren vil kun glæde sig over, at det nu er noget langt, langt lettere, der måske skal rettes og trænes med for at få svinget gjort optimalt.

Du kan formentlig prøve på tusindvis af andre måder at komme indefra, ja, nogle, især yngre, tager det som noget helt naturligt og har aldrig skænket det en tanke, at man kan komme udefra i et almindeligt golfsving. Det er vel kun godt, for det er nok ikke yngre golfspillere der har en ”delle” mellem ribben og hofte! Og hvordan skulle de så kunne træne denne fantastiske detalje med det indefra kommende sving?!


4 kommentarer til "Golfspillets hemmeligheder 14"

Rod i geometrien

Nu har jeg slet ikke læst hele føljetonen, men jeg har læst nok til at finde et par fejl i geometrien:

"En grad? Det er ikke ret meget, men nok til at et 2 meter putt ikke går i hul, selv om det er slået absolut og 100% lige."

Ja, hvis man var ved at ramme forbi gør det selvfølgelig en forskel. Men 1 grad på 2 meter svarer kun til 3.4 cm. Hullet er 10.8 cm, så nej man rammer ikke forbi, hvis man ellers har slået 100% lige som der står.

"En millimeterlille (0,1 grad) skævhed i træføjeblikket kan bevirke mange, mange meters skævhed på lange slag."

Så må det være meget lange slag. Selv hvis man slår 300 meter, bliver 0.1 grad kun til en skævhed på 51 centimeter.

Pinligt

Ja, overdrivelser fremmer ikke forståelsen. Tak for rettelsen. Jeg beklager regnefejlen.

Hvor kan man købe bogen?

Det er noget af det bedste golf-litteratur jeg har læst, jeg har godt nok kun læst de første fem kapitler.

Tak for de pæne ord

Bogen udkommer, når alle afsnit har været udsendt på golf.dk. Det er en enestående god mulighed for at få gjort stoffet vedkommende, brugbart - og korrekt. Der har været mange, mange gode kommentarer, og som du kan se ovenfor, har Palle Jørgensen fundet regnefejl, som 5 prøvelæsere og jeg ikke har bemærket. Ligeledes har der været slemme fejl og direkte uvidenhed om personlig fitting osv som naturligvis vil blive rettet. En bog vil naturligvis også blive væsentligt kortere og mere tematisk. Når der skrives afsnit med tre ugers intervaller, ønsker man først og fremmest "fylde og bredde" for at få egne holdninger til emnet gjort klare og forståelige, og det gør afsnittene alt for lange, hvorimod én samlet tekst i en bog kan være stram og delt op, så en læser kan "shoppe" direkte til det mest vedkommende med en god indeksering.
Bedste hilsener
Søren
Soren@meinertsen.com