Golfspillets hemmeligheder 13

Fotos: Getty Images

Printer venlig versionSend til en ven

Her får du 13. afsnit af Søren Meinertsens føljeton om Golfspillets Hemmeligheder. Læs med, hvis du vil blive bedre til golf

 

Kære læser,

Hvis du har prøvet at gennemføre ”atten huller” uden bold på din i fantasien tydelige og letgenkendelige hjemmebane, har du formentlig oplevet, at dit frie sving umiddelbart gav dig en større svinghastighed.

Det er den samme følelse, vi kan have, når vi tager et prøvesving og kun fokuserer på selve svinget. Det interessante er, at det frie sving kan føles som et kvantespring, fordi svinget pludselig bliver ubevidst kraftfuldt og hurtigere, ofte fordi bolden kan virke hæmmende på især tilbagesvinget. ”Forsigtighed” kan være godt, men også hæmmende for den gode bevægelse. Det gælder ikke blot et golfsving, men så meget andet.

Forsigtigheden – eksempelvis i retning af at få et sving ”indefra” – betyder ofte, at køllen trækkes for hurtigt ind i tilbagesvinget. Og det er i virkeligheden lige omvendt: Netop en forsigtighed bør i tilbagesvinget resultere i en overdrevet stor vidde og bredde – det vil sige at holde tilbagesvinget på linjen og nærmest væk fra spilleren, inden køllen trækkes ind og løftes op. Der skal simpelthen vidde i svinget, og effekten mærkes lynhurtigt i det frie sving uden bold.

Det er enkelt at udføre denne bevægelse, hvis der ikke ligger en bold, der skal rammes: Den uhensigtsmæssige forsigtighed er helt overflødig uden bold!

Det er tydeligt for selv en nybegynder, at netop det at få bredde i svinget giver en logisk ”vej” til at komme indefra blot ved at lade armene på toppen ”falde ned” – og det føles som et sving, hvis hofterne naturligt er på vej fremad som i alle andre lignende bevægelser – eksempelvis kast med en bold eller slå smut osv. - og hvis du kan holde overkroppen bag bolden, kan du fornemme, at der kan ”slås” indefra med god kraft skråt nedad og ”ud” med hænderne, som armene vil følge – og som køllehovedet også reagerer hensigtsmæssigt på: med fartforøgelse.

Og det er lige præcis denne fartforøgelse, der er i spil i det frie sving.

Er bevægelsen svær at overføre til spillet på en rigtig bane med bold?

Bestemt nej – næsten tværtimod – for at spille uden bold er jo i virkeligheden blot et prøveslag!

Der er stor forskel på elitespilleres og klubgolferes prøvesving. Klubgolferes prøvesving kan være enten mageløs flotte, men langt fra det virkelige slag, der følger bagefter – eller også er prøveslaget stift og anspændt, helt tydeligt, fordi mange klubgolfere simpelthen er bange for ikke at kunne ramme bolden.

Anderledes med elitespillerens prøvesving, hvor der helt tydeligt fokuseres på et godt landingssted, og hvor prøvesvingene derfor tilsyneladende kun handler om at få en bestemt følelse frem. Elitespilleren stoler på sit sving, og et solidt boldtræf er en selvfølge.

I indlæring taler man ofte om en slags trappestige, der går fra det ubevidst inkompetente til det ubevidst kompetente. Yderpunkterne er lette at forholde sig til i eksempelvis golfsvinget, men de mellemliggende stadier – bevidst inkompetent og bevidst kompetent – kan give mange sorger og skuffelser for enhver. Og der er næppe tvivl om, at vi alle som klubgolfere befinder os på disse særdeles utilfredsstillende og drilagtige stadier inden for langt, langt de fleste af golfspillets mange små delområder, være sig puttning, chipning, pitching, korte og lange jern, hybrider, fairwaykøller, driver for slet ikke at tale om bunkerslag fra greenbunkere med alle afarter af sand, grus eller jord – et afvekslende dække – ikke så sjældent oven på noget, der enten minder om beton eller en tørvemose.

Magter en klubgolfer alt det?

Næppe, men det er som oftest sjovt – og hvis det ikke er, så kan vi få det ”sjovt” ved at bande højt og ærgerligt, så andre kan forstå, at det var en sjælden kikser. ”Jeg plejer ellers altid…”

Sæt os lidt under pres, og vi bliver meget, meget bevidste – og derfor endnu længere væk fra det ubevidst kompetente.

En ubevidst kompetence virker også under pres, mens en bevidst kompetence lider frygteligt under selv det mindste pres, fordi man nu også har forventninger. Et forventningspres kan være ganske stort.

En elitespiller har intet problem med sit sving og intet problem med boldtræffet – det er simpelthen ubevidst kompetent, men landingsstedet – og at få slået bolden derhen – er også for en elitespiller tættere på det bevidst kompetente end på det ubevidst kompetente. Selv for en stjernespiller, der med centimeters nøjagtighed på træningsbanen kan ramme et lille landingsområde hundrede gange i træk fra hundrede meters afstand, kan et tilsvarende slag i en major blive en forventningspresset tabende kikser.

Det siger noget om, at golf er et spændende spil for alle, men det fortæller desuden os klubgolfere, at vi er nødt til at tage golfspillet i små etaper.

Den første etape er – selv om det af gode grunde kommer sent i denne serie - det frie sving. Først herefter kommer selve boldtræffet, og først når de to forhold er i nærheden af det ubevidst kompetente, giver course management og et sigte mod gode landingssteder for alvor mening.

Mange afsnit har handlet om boldtræffet og problemer, der kunne minimeres. Anderledes med det frie sving, for her har vi jo – uanset om det er en klubgolfer, der endnu er kanin eller en mere rutineret – under alle omstændigheder en golfspiller, der ustandseligt er i gang med sin udvikling i spillet. Mange små elementer kan hjælpe os klubgolfere, men det afgørende kvantespring er efter min mening som sagt alene det frie sving. Enhver golfkølle – fittet eller ikke fittet, let eller tung – er bygget til et ganske bestemt formål, nemlig at kunne udføre et frit sving. Jeg ville aldrig kunne få glæde af en driver med et loft på kun 6 grader – og har formentlig ikke engang optimal glæde af min nuværende på 10 grader – men det er og bliver min fejl og ikke køllens. Den er blot bygget til en andens frie sving.

Jeg er – også med god grund – blevet kritiseret i denne tekst, når jeg har skrevet lidt nedsættende om fitting til klubgolfere. Hele min indstilling hvilede på, at en golfspiller først har et frit sving, når han eller hun når hcp. 0, og at fitting derfor først ville give mening, når det frie sving var opnået. Først på det tidspunkt ville en kølle således kunne tilføres gevinst og ikke blot kompensation.

Jeg er ikke så skråsikker mere efter talrige kommentarer og mails, og jeg vil helt sikkert i løbet af foråret forsøge at finde en god fitter og give det en 100 procents chance.

Især er jeg opmærksom på min driver. Jovist er jeg glad for den, men min glæde knytter sig vel alene til det forhold, at den nuværende driver slår bedre end den tidligere. - Det er jo mildest talt en noget usikker målestok. Jeg synes selv, at jeg har et frit sving, så det er vel værd at gøre et forsøg – og fremfor alt ikke være bange for at opdage, at min indstilling til fitting hvilede på et måske helt forkert grundlag. Intet er bedre end fremgang – især måske, hvis fremgangen hviler på tidligere og nu forladt dumhed.

Det er ægte fremgang!

Det er ikke et indlysende fænomen at få et frit sving frem. Det skal øves. Men netop i øvelsen – og det kan være at spille en lang, lang række ”runder” uden bold – opleves mange, mange spændende og øjeåbnende elementer. Bid tænderne sammen og sig til dig selv, at det er evnen til gentagelse, der giver grundlag for det gode, sjove golfspil, hvor der kæmpes med hver eneste bold i en herlig dyst om Stablefordpoint – eller om færrest mulige slag – på hvert eneste hul.

Og det er evnen til gode gentagelser, der får dig til at længes efter golfbanen – og så får du endnu mere motion og endnu mere frisk luft, og netop motion og frisk luft giver dig energi i hverdagen og får dig til at blive et menneske, der er til glæde for andre – fordi du med din væremåde giver dem energi. Mange mennesker – ikke golfspillere!! – opleves som sorte huller, der stjæler vores energi og gør os sure og irritable. Golf kan også være et værn mod den slags – på arbejdspladsen og privat.

Den gamle vittighed om æblet og lægen kan være en god test på øjeåbnende elementer i det frie golfsving:

En golfbold holder sikkert også lægen væk – hvis man altså lige som med æblet - kan ramme.

Og det er testen: Tag en golfbold og gør dig parat til at kaste den mod et udvalgt mål.

Kig på din hånd. Hvor er bolden til dette kraftfulde præcisionskast?

I håndfladen?

Nej, bolden er imellem dine fingre.

Er din golfkølle også ”mellem” dine fingre – eller sidder den fast forankret midt i håndfladerne?

Flyt golfbolden ned i håndfladen væk fra fingrene, og du vil hverken kunne kaste særligt langt eller særligt præcist.

Glem et øjeblik alt om stærke, svage og neutrale grips og tænk i stedet på, at du skal udføre et svinglignende kast med din kølle. Ikke et kuglestød eller et spydkast, men snarere et hammerkast, hvor svinget også er tydeligt - akkurat som i et golfsving med en golfkølle. Fart – accelererende fart!

Kan det gøres i håndfladerne? Ja, selvfølgelig – det kan endda gøres rigtigt godt, men netop i det frie sving – spil uden bold – vil du flytte fokus fra boldtræf til svingelementer, og netop et af de afgørende tab af svinghastigheder sker uden for dit normale synsfelt. Eksempelvis i håndleddene. Hvis dit grip er formet på en sådan måde, at du gripper mere med håndfladerne end med fingrene, risikerer du meget let, at dine håndled kan blive særdeles aktive – bag dig – det vil sige på vej mod toppen af tilbagesvinget og tilsvarende samme sted på vej ned igen.

Her kan din højre pegefinger være en god hjælp: Prøv at strække din højre pegefinger ud, så den ligger langs med skaftet, og lad din fingerspids støtte eller trykke på skaftet og sving på denne måde tilbage og frem et par gange. Du kan hurtigt fornemme, om der mangler ”noget dingleri.” Dingleriet skal naturligvis undgås, og du vil kunne fornemme, at det er betydeligt lettere blot at lade hænderne falde ned til den gode affyringszone inde fra mod bolden, hvis der ikke er noget, der dingler, og som naturnødvendigt må styres på plads for at kunne ramme bolden.

Når du ikke skal ramme andet end en tænkt bold er det forholdsvist let at mærke de elementer, der giver fart, og de elementer, der bremser.  

Et dårligt grip og fingre, der ikke er med i grippet, kan let komme til at bremse. Lidt besynderligt: Det er ”aktive” fingre, der gør dine hænder passive, og det skal de helst være. Lad dem passe sig selv – gør dem ubevidste! – og du vil – akkurat, som når du kaster ikke tænke på kastet, men på målet. Det er den ultimative ubevidste svendeprøve!

Derfor gælder det om at få skubbet grippet frem mod fingrene og udnytte hændernes (håndled, håndflade, fingre) samlede formåen, og det er i dette scenarie, vi pludselig kan få stor hjælp fra venstre hånds tommelfinger og højre hånds pegefinger – lige præcis de to fingre, som vi på et tidligere tidspunkt tilstræbte skulle være aldeles passive. Nu kan vi give dem en ”passiv-aktiv” rolle! Aktive, når vi sætter hænderne på køllen – passive i alt herfra!

Prøv at tage dit stærke kraftfulde grip og lad venstre tommelfinger og højre pegefinger stritte lige ud i luften, mens du svinger. Hvis du stadig har lidt dingleri bag dig, så prøv øvelsen med pegefingeren ned langs skaftet. Når du føler, at du kan lade køllen ”falde” frit og uhæmmet (faktisk nærmest en loopende bevægelse fra tilbagesving til fremsving), så sæt din venstre tommelfinger og højre pegefinger ind i grippet.  

Venstre tommelfinger kan trykke ind på siden af grippet – lukket inde af højrehånden - som en hjælp til at få den korrekte vinkel ned mod bolden, og første led på højre pegefinger kan sidde som en aftrækker på et gevær nederst længst væk – og give energi til boldtræffet alene i kraft af den styrke som pegefingerens første led – på siden af grippet – forhindrer alt for aktive håndleds lyst til at dingle eller dreje køllehovedet ind i en dinglen bag dig – og som passiv – men særdeles effektiv modvægt – i boldtræffet. Det er ikke nogen ”naturlig” placering af højre hånds pegefinger: Det skal læres, og det skal læres helt igennem, så det bliver en ubevidst del af dit grip!

Det samme ubevidste får du frem, når det gælder din stance. I et begrænset sving er der tydelig tendens til, at en spiller vil have benene for meget samlet, hvorimod det frie sving pr. automatik vil forøge afstanden mellem benene, så den bliver som afstanden på dine skuldre – som minimum!

Der kan være flere gode svingelementer – individuelle – som spilleren får frem ved indøvelsen af det frie sving – spillet uden bold, og det overraskende er i virkeligheden, at spillet uden bold giver en forrygende stor træfsikkerhed – det vil sige, at boldtræffet paradoksalt nok bliver langt, langt mere sikkert – ved at træne uden bold!

Det er derfor, man for alvor kan tale om et kvantespring, for ikke mindst indøvelse af hændernes medvirken i svinget, giver en mildest talt forbløffende træfsikkerhed på bolden. Prøv det – og du vil opdage, at uanset hvor du ligger bolden i din stance, så kan du ramme den solidt og godt.

Og så er det pludselig ikke mere paradoksalt eller hokus-pokus, men simpelthen sund fornuft: Er der noget, der kan ødelægge et menneskes sikkerhed, så er det jo netop tøvende, anspændte og forsigtige bevægelser. Den slags kan ødelægge selv det korteste putt – og selvfølgelig også et almindeligt golfslag.

Det er derfor, det frie og frejdige sving er så vigtigt.

En god test på effekten af at kunne slå frit ned igennem bolden kan du nu med dit frie sving og med grippet placeret med tydelig fingerkontakt hurtigt efterprøve:

Tag eksempelvis en pitching wedge og slå nogle fulde slag, hvor bolden er placeret forskellige steder i din stance. Helt ude ved venstre fod og helt tilbage mod højre fod. Og sørg for – som dit frie sving har lært dig betydningen af pr. automatik, at din stance – afstanden mellem benene svarer til din skulderafstand.

  1. Allerførst: Du rammer alle boldene præcist

  2. Der findes et sted i din stance, hvor din bold flyver ekstra højt og får ekstra god længde – måske endda et sted, hvor du kan få en ønsket kurve i form af en draw eller en fade. Du bestemmer selv.

Prøv dig frem – og glæd dig over, at du overhovedet ikke har problemer med at ramme bolden. Slå en hel spand bolde med forskellige jern, og du er nu på vej til at blive ’ubevidst kompetent’ og kan begynde at indsnævre dine landingssteder som det absolut primære mål for dine anstrengelser!

Sigtet er så absolut det sjoveste i golf – og det er fantastisk at kunne ramme et mål. Og det kan du!

Selvfølgelig – du kan jo også ”ramme lægen” med en golfbold i et kast, - hvis du har bolden i fingrene og ikke i håndfladen.

Det meste følger naturligt i et godt stærkt grip, som bør være standard for knapt så hurtige klubgolfere, der ikke kan slå kraftfyldte draws, der risikerer at blive til ægte hooks. Den risiko er forbeholdt virkelig gode og som oftest yngre spillere.

Det kræver ikke blot vilje og energi, men også fantasi at spille uden bold, for det bliver i sidste ende rækkevidden af din fantasi – det vil sige din evne til at håndtere helt abstrakte problemstillinger, der vil føre dig frem til det ubevidst kompetente, når det ikke længere er fantasi, men et konkret problem, du skal løse med en bold måske 100 meter fra flaget – eller på et teested med out of bounds i højre og træer i venstre.

Og er der noget galt i at spille uden bold? Har du ikke engang siddet og skrevet bogstaver og tal, som intet betød, men som alligevel gav dig adgang til en verden, hvor de var altafgørende.

Du kan hjælpe din fantasi ved at ”være til stede.” En fin lille test på, om man er tilstede i et golfsving er at se på energitab som ovenstående i grippet.

Men der kan også være mange andre energitab i dit sving – og tro mig – de kommer alle til syne, når du træner det frie sving uden bold. Du kan simpelthen mærke det i form af utilfredshed. Det skal du udnytte! Det er menneskets evne til at være utilfredse, der får os til at optimere.

Det er måske lidt overdrevet, men jeg tror, at mange, mange klubgolfere, der lærer spillet på et tidspunkt af deres liv, hvor indlæring af noget nyt ikke hører til dagens normale opgaver, ville have stor glæde af kun at spille golf uden bold i starten.

Jovist, bolden er det sjove – og det meningsfulde i golf – men at kæmpe med dårlige slag og måske endda få lyst til at holde op, giver ingen mening. Der er nogle koder, der skal knækkes, og det er efter min mening blandt andet afkodningen af det frie sving, der uanset hvad, altid vil være subjektivt. To sving kan se ens ud, men der foregår også noget i spillerens hoved, og det kan kun blive ens, hvis det er ubevidst kompetent – og alligevel ikke, for selv i den situation vil tanker, følelser, overordnet taktik og strategi om landingsområde være forskellige.

Et golfsving er ikke naturligt, men med lidt hjælp fra en træner, kan selv en nybegynder få et flot sving frem – uden bold! Og hvorfor ikke lade undervisning i at spille uden bold – frem mod en boldprøve(!!) være gratis og en god investering i kommende glade golfspillere? Er det kedeligt? Ja, al god begyndelse er kedelig, hvis målet ikke bliver tydeliggjort og forklaret grundigt.

Er der et afgørende sted, hvor ældre adskiller sig fra yngre, er det givetvis på det indlæringsmæssige. Jeg har haft en 12-årig med på driving range. Allerede efter et par bolde, slog han slag, som jeg var år om at lære. Samme aften så jeg en spinkel pige på fjorten år i en turnering slå 250 meter med en 5-kølle op på en green til en givet eagle. Selvfølgelig er det ikke talent alene, men sikkert også års slid – selv for en fjortenårig – der ligger bag. Men det må nødvendigvis sige os andre, der lærer spillet i en høj alder – uden nævneværdig talent – at gode slag måske kræver endnu mere af os i form af træning og øvelser – også øvelsen uden bold – der ligger lysår fra det, der virkelig foregår på en golfbane.

Men jeg håber, at jeg har kunnet argumentere for – og måske har kunnet overtale dig til at forsøge øvelsen med at spille uden bold. Tro mig: Det er virkelig et kvantespring.

Måske er unge født med et frit sving – men jeg tror ikke, der er mange ældre, der får det frem uden at øve sig specifikt.

Det, der også kan være interessant i øvelsen med det frie sving uden bold, er konstateringen af, at fart og kraft ikke blot er afhængig af energi, men også af tab af energi. Selv den bedste og stærkeste bilmotor står magtesløs over for eksempelvis flade dæk, dårlige lejer osv., der fratager bilens motor muligheden for at omsætte kraften til objektiv speedometerhastighed.

I nogen grad kan man få det samme objektive element ind i sin svingtræning med måleudstyr à la Trackman.

Der kan være god grund til at fokusere på energitab. Det er meget tydeligt, når man ser virkelige specialister som longdrivere. Man kan blive verdensmester ved at slå blot ét godt drive ud af ti. Ikke så sjældent ser man mange gedigne kiksere og kun enkelte gode slag. Vi er klar over, at der skal longdrives med al mulig kraft og energi, og så går det let galt.

Vi kan også selv genkende fænomenet, når vi vil give bolden ”en ordentlig én over nakken.” Kikseren er næsten forudsigelig sikker – vi har med vilje flyttet os fra det ubevidst kompetente til det bevidst kompetente. (Vi har jo måske én gang tidligere ramt bolden virkelig godt i en lignende situation og fortrænger måske de mange kiksere. Dårlige slag skal jo glemmes…)

Det er givet, at enhver golfspiller skal være opmærksom på energitab. Det er tydeligst i bunkeren, hvor mange – især begyndere – ikke tænker på, at gennemsvinget har betydning for tilsvinget. Spilleren stopper simpelthen op, når køllehovedet har nået sandet. Det er faktisk umuligt at forklare energitabet – ligesom det også kan være svært at forklare, hvorfor gennemsvinget til en balanceret slutposition med køllen ned ad ryggen og navlen mod målet er vigtigt. Når bolden først har forladt køllehovedet, er det vel ligegyldigt?

Ja, men alligevel nej. Endda et kæmpe NEJ!

Det er kun dårlige spillere, der stopper op i bunkeren eller ikke har en god slutposition i et almindeligt sving – og den eneste forklaring, man kan give er vel egentlig kun, at slutpositionen afspejler intentionen i svinget, nemlig primært ønsket om at accelerere igennem svinget, selv om det næppe kan lade sig gøre, når en bold på et tidspunkt vil give modstand.

Den samme intention vil vi have i bunkeren, og vi vælger af samme grund et sandjern med bounce. Som vi tidligere har set i kommentarer fra spillere med fysisk forståelse, er bounce imidlertid kun geometri og ikke energi. Det kan der føres lange, tankevækkende diskussioner om, uden at vi kan få forklaret, hvad der egentlig er årsag til, at et bunkerslag tilsyneladende lykkes bedst med et fuldt gennemsving. Måske har de fleste af os en intuitiv fornemmelse af, at en skarp kniv – som jo også kun er geometri – har lettere ved at skære i et stykke kød. Sådan kan et bounce på et sandjern opfattes, selv om et splash-slag i en greenbunker også kan opleves som en to-leddet størrelse. Første led er at lade køllehovedet ”falde” ned i sandet bag bolden. Andet led er herfra at slå med stigende fart igennem sandet under bolden til en fuld afslutning.

Et andet tydeligt energitab kan opleves på putterens slagflade. Det er påfaldende så stor forskel i længde, der er på et putt ramt i sweet-spot – og ramt på tå eller hæl. En god putter må derfor for at blive konstant være opmærksom på, at bolden bliver ramt det samme sted på puttehovedet.

Det gode stabile putt er reelt set kun stabilt, hvis spilleren er i stand til at ramme bolden med putterens sweet-spot.

Spørgsmålet har i grunden altid været, hvordan man som spiller får indøvet et godt sweet-spot slag med putteren, fordi slag udenfor giver et tydeligt energitab – og ikke nødvendigvis et retningstab.

Der er ingen tvivl om, at slaget med putteren kan øves, og der er heller ingen tvivl om, at mange bliver bedre og bedre til at ramme med sweet-spot.
 

Jeg tror imidlertid, at problemet slet ikke ligger i hverken hænder, arme, skuldre eller rygmuskler, men i hovedet – ikke det indvendige – denne gang – men selve den fysiske masse øverst på vores krop.

Det er faktisk uhyggeligt svært at holde hovedet helt stille og blot det mindste forsøg på at kigge efter bolden eller intuitivt ”følge med slaget” giver omgående problemer med at få et godt sweet-spot-træf.”

Øvelsen – som også Tiger Woods anvender – består i at tage en handske i munden. Når du bukker dig frem for at få øjnene over bolden, er det let at se, om handsken bevæger sig under og lige efter slaget.

Læs også:
Golfspillets Hemmeligheder 1
Golfspillets Hemmeligheder 2
Golfspillets Hemmeligheder 3
Golfspillets Hemmeligheder 4
Golfspillets Hemmeligheder 5
Golfspillets Hemmeligheder 6
Golfspillets Hemmeligheder 7
G
olfspillets Hemmeligheder 8
Golfspillets Hemmeligheder 9
G
olfspillets Hemmeligheder 10
G
olfspillets Hemmeligheder 11
Golfspillets Hemmeligheder 12