Golf på 1. klasse - i Ungarn
Af Thomas Vennekilde
Ungarn er ikke just indbegrebet af golf, men med de vestlige markedskræfters indtog tiltrækker landets golfbaner efterhånden en del greenfeegæster. Til vestlige priser
En af verdens bedste og mest kendte fodboldspillere i 50`erne hed Puskas. Alle drenge, der dengang drømte om en fodboldkarriere, havde denne ungarnske stjernespiller som forbillede. Desværre huskes Ungarn også for noget andet og mere alvorligt. Opstanden i 1956, som i Budapest udviklede sig til regulære gadekampe mod de sovjetiske tropper. Omkring 200.000 ungarere flygtede ud af landet. Mange til Danmark. Og den gang var det herhjemme nærmest en folkesag at hjælpe flygtninge. Alle, lidt op i årene, husker stadig den store Ungarns-indsamling.
Meget har ændret sig siden – også i Ungarn. Nu er der fuld damp på de vestlige kedler. Internationale hotelkæder skyder op overalt, og i al stilfærdighed har Ungarn sneget sig ind på golfverdenskortet. Det har man dog for længe siden fundet ud af i Østrig og Tyskland, hvorfra der er en lind strøm af greenfeespillere til Ungarn. Og golf i Ungarn er først og fremmest lagt an på greenfee. For den almindelige lønmodtager er det stadig en dyr sport.
Vi har besøgt tre baner i den vestlige del af landet. Først Birdland Golf & Country Club, som ligger godt en times kørsel fra Wien og tilsvarende fra Budapest. Det er en international mesterskabsbane - den første i Ungarn - anlagt i 1991. Den er meget tyskinspireret med store og brede fairways, masser af bunkers og høje træer. Vand er der også en del af.
Og netop vand er nøgleordet i det område. I sin tid søgte man efter olie men stødte på nogle varme vandårer. Så i stedet for et olieeventyr, har man i dag et kur- og helsecenter, der året rundt besøges af gæster fra hele verden. Endnu er det kun de færreste, der spiller golf, så der er masser af plads på banen. Men det går stærkt i øjeblikket. Blandt de mange nye initiativer er et helt nyt Golf, Helse- og Konference Hotel, som SAS Radisson åbner til næste år.
Også prismæssigt er Ungarn ved at komme op i vestlige omdrejninger. 18 huller på Birdland koster omkring 300 kroner på hverdage (mandag-torsdag). Fredag, lørdag og søndag skal man nok holde sig væk.
Dels er der mange spillere fra Østrig, dels er greenfee et par hundrede kroner højere.
Der tilbydes flere forskellige pakke-tilbud, som indeholder både kurophold, golf, træning m.v. Lige ved siden af banen ligger Bük Sportshotel, hvor man netop kan kombinere golf med forskellige helse- og badekure.
Golf på landet
Lidt længere nordpå, tæt på grænsen til Tjekkiet ligger byen Tata. En historisk by, der havde sin storhedstid i det 15. århundrede under kongerne Sigismund og Matthias Corvinus. Det var dem, som opførte Ungarns eneste vandborg i Den Gamle Sø. I dag er også golfbanen en af byens attraktioner. Den blev indviet i 1998 og kom naturligt til at hedde Old Lake Golf Club. Banen er anlagt i et naturbeskyttet område. Det er en forholdsvis flad bane med en del vand i spil. Og så er den meget velholdt. Der ligger et golfhotel lige ved banen. Vi valgte dog et lille familiehotel to minutters kørsel derfra. Hotel Gottwald med egne grønsager i baghaven. Her kostede det omkring 600 kroner for et dobbeltværelse med bad og toilet. I den attraktive og hyggelige restaurant spiste vi tre gode retter for 120 kroner. Øl er billigt, vin koster nogenlunde det samme som i Danmark.
Fra Tata til Budapest er der som nævnt en lille times kørsel ad motorvejen. Byen, der deles i to af Donau, er nem at finde rundt i. Og der er nok at se på. Vores temperament var mere til golf, så vi fortsatte hurtigt videre hjemover, hvor vi gjorde holdt i nærheden af Mariavolgy - en lille landsby ca. 1/2 times kørsel vest for Budapest. D.v.s. for os tog det snarere halvanden time. Vi ledte, og vi ledte, men der var ingen skilte til golfbanen. Og i de nærliggende landsbyer var der stort set ingen, der kendte noget til en golfbane i nabolaget.
Men den var der - og vi fandt den. Og hvilket anlæg! Pannonia Golf & Country Club. Et mesterværk af en bane med et imponerende klubhus, gemt godt af vejen her ude på landet. Den havde simpelthen det hele. Et fantastisk layout i et kuperet område. Masser af udfordringer. Bl.a. 17. hul, et par 3, hvor green var placeret ude midt i en sø. Greens var store og lynhurtige. Det var en golfoplevelse langt ud over det almindelige - hvilket også mange japanere havde fundet ud af, den dag vi besøgte banen. Det var 2. pinsedag, hvor der var en lokal match. Men ved 14-tiden var der ingen problemer med at komme ud. Greenfee var til gengæld ret høj. Omkring 600 kroner. På hverdage er den ca. 350.
Golf i Ungarn er for de mere velstillede. Ofte er det manden, der spiller, men han har familien med. Mens han er på banen, leger børnene på en legeplads – placeret diskret væk fra banen. Ægtefællen opholder sig ved en lille sø, der mere mindede om en strandpromenade med liggestole og bar. Efter matchen var hele familien igen samlet på den store terrasse, hvor der var fælles spisning under ledsagelse af klassisk musik, fremført af en kvartet med elever fra et musikkonservatorium i Budapest.
Jow – golf i Ungarn foregår på 1. klasse.
Fakta:
Valuta: Forint (HUF) kurs 3.05. For tre kroner får man altså 100 forint. Der kan veksles overalt. Det anbefales dog, at man undgår sortbørshandlerne. Deres fristende tilbud holder ikke altid.
Priser: Mad er forholdvis billigt. Øl er billigt. Vin koster det samme som i Danmark. Det er dyrt at handle i klubbernes Pro Shopper. Priserne her ligger noget over de danske. Der kan betales med kreditkort overalt. Benzin koster nogenlunde det samme som i Danmark. Kører man igennem Tjekkiet, så få tanket op her. Det er ca. to kroner billigere pr. liter.
Birdland Golf og Country Club: En udpræget parkbane med fine klubhus- og træningsfaciliteter. Hotel Bük ligger lige ved siden af banen. Greenfee på hverdage (mandag-torsdag) er knap 300 kroner. Fredag, lørdag og søndag knap 500 kroner. Fra Wien er der omkring 120 kilometer til banen, der er en del af et stort sports- og helsecenter. Flere oplysninger om banen på klubbens hjemmeside: www.birdland.hu
Old Lake Golf Club i Tata: En udpræget parkbane. Ligger ca. 90 minutters kørsel fra Wien og godt en halv time fra Budapest. Par er 72. Banen er 6157 meter fra gul og 5836 meter fra rød tee. Greenfee er 320 kroner på hverdage.
Aros Rejser i Silkeborg arrangerer grupperejser til banen. E-mail adresse: old.lake.golf.club@axelero.hu
Pannonia Golf & Country Club. Et imponerende anlæg, der besøges af spillere fra hele verden. Normalt god plads på hverdage. Mange turneringer i weekenden. Par er 72. Fra hvid er den 6262 meter. Gul 6018 og fra rød 5030. Greenfee er 320 kroner på hverdage. Flere oplysninger på banens hjemmeside: www.pannonia-golf.hu
Bragt i Dansk Golf nummer 6, 2002