God generalprøve for Walker
Af Søren Barnak
Banen er sat op, så spillerne kan få fornemmelsen af, hvad der venter dem i næste uge. Flere af favoritterne fik en god start på Shell Houston Open
Den noget ukendte Jimmy Walker har efter førstedagen taget føringen ved Shell Houston Open.
Walker, der hidtil i år har klaret seks ud af otte cuts og allerede har haft tre top-10 placeringer, er alene i spidsen ni-under-par.
Nick O’hern og Josh Teater deler andenpladsen i -7, mens Chris Kirk er på fjerdepladsen i -6. Herefter følger fire spillere i -5.
Arrangørerne har forsøgt at sætte banen op, så den minder om de forhold spillerne møder i næste uge på Augusta. Derfor er det også interessant at følge nogle af de spillere, som formentlig vil gøre en god figur i næste uges major.
Det gælder eksempelvis Lee Westwood og Padraig Harrington, og de er begge fire-under-par efter første runde. Phil Mickelson og Retief Goosen er to-under-par og endelig ligger den tidligere Masters-vinder argentineren Angel Cabrera og publikumsfavoritten Fred Couples i -1.
Shell Houston Open er altså sidste stop inden Masters 2011. Og vinderen kan ud over at rejse hjem med en solid præmiecheck også glæde sig over en invitation til årets første major.








Ingen kommentarer til "God generalprøve for Walker "
Indsend kommentar