God første skoledag for danskerne
Af Mikkel Ring Christensen
Fire ud af fem danskere klarede sig rundt under par på første runde af Q-schools første afdeling. Især spillere fra Varde gjorde det godt
Første afdeling af europatourens Q-school er i dag indledt i Østrig og Skotland. Det er den tid på året, hvor stjerner fødes, og i det skabte tomrum akkumuleres bristede drømme. Det er her, hvor få slag adskiller dem, der får europatourkort og dem, der må fortsætte på minitours. Det er her, hvor et enkelt put kan gøre forskellen mellem at spille med verdens bedste og leve for millioner, eller fortsætte en ydmyg tilværelse og leve af drømmene.
Q-school er delt op i tre etaper, og mens nogle får lov at træde ind senere i forløbet, må andre kæmpe sig igennem alle tre turneringer. Mere end 700 er til start i første led, og kun en fjerdedel kan se frem til at avancere til ”second stage”. De mere end 700 håbefulde golfspillere er fordelt på otte turneringer, og i denne uge spilles de første to. I Skotland er der ingen dansk deltagelse, mens dannebrog har fem repræsentanter i den østrigske afdeling.
Turneringen på Golfclub Schloss Ebreichsdorf spilles over fire runder, og efter første dag, er der meget at glæde sig over, set med danske øjne.
Nikolaj Viuff fra Varde Golfklub spillede første runde 4 slag bedre end par på en runde, der havde en doublebogey, to bogeys men hele 8 birdies til at få skibet på ret kurs. Det er nok til at indtage en 10. plads ud af de 60 startende kombattanter.
De har forberedt sig godt i Varde, for et slag efter Viuff ligger klubkammeraterne Mads Dam og Jakob Graver Nissen, der ligesom Viuff er en del af Pro Team Varde. Mads Dam havde en pletfri runde med tre birdies, mens Jakob Graver Nissen lavede syv bidies, to bogeys og en double. Deres scores i -3 rækker til en 17. plads.
Steffen Alvang og Daniel Slott Mogensen er de to sidste danskere i turneringen, og de spillede sammen på dagens runde. Det slap Mogensen bedst fra med en runde to slag under par. han ligger nummer 24 efter fire birdies og to bogeys. Alvang brugte 76 slag på par 72 banen. Smørumspilleren var i par efter ni huller, men lavede fire bogeys på de sidste ni. Han er derfor delt nummer 52 ud af de 60 startende. Turneringen spilles uden cut, så Alvang har masser af huller til at hente det tabte fra første runde.
Turneringen bliver ført af Panos Karantzias og Jurgen Maurer i -7.

1 kommentar "God første skoledag for danskerne"
Man kan gå 9 eller 18 huller
Man kan gå 9 eller 18 huller