God dansk skoledag
Af Henrik Søe
Det ser fortsat fornuftigt ud for danskernes muligheder på tourskolen.
Her får du et overblik over danskerens præstationer på de fire spanske baner, der er værter for ugens tourskoleafdelinger.
Las Colinas
På Las Colinas ser det stadig fornuftigt ud for Morten Ørum Madsen og Andreas Hartø, selv om begge kom rundt i 72 slag (+1) lørdag. De to danskere deler nu 9. pladsen - to slag på den rigtige side af grænsen. Også Rasmus Hjelm brugte 72 slag lørdag, og han har brug for et par lave runder for at avancere til final stage.
El Valle
De tre danskere på El Valle har brug for en god slutspurt for at avancere. Knud Storgaard er bedste dansker på en 44. plads efter en lørdagsrunde i 75 slag (+4). Den rutinerede skibonit har fem-seks slag op til den placering, som vil forlænge skoleopholdet i Spanien. Endnu sværere ser det ud for Steen Ottosen, der er yderlige to slag tilbage, og Daniel Slott Mogensen, som ligger i den helt tunge ende af feltet på El Valle.
La Manga
På La Manga holder feltets enlige dansker Daniel Løkke liv i håbet om et avancement til final stage. Holstebro-spilleren gik sin anden runde i 72 slag (-1), og det placerer ham på en foreløbig 24. plads - blot to slag fra grænsen.
Costa Ballena
Tre danskere har gode chancer for at avancere fra Costa Ballena, og bedst ser det ud for Thomas Nørret, der tog et godt hop frem i feltet efter en anden runde i 69 slag (-3). Den danske europatour-rookie går ind til tredje runde på en delt niendeplads og har dermed sikret sig gode kort på hånden inden de sidste 36 huller. Også Anders Schmidt Hansen og Joachim B. Hansen ligger godt til. Efter en lidt sløj første runde tog Hansen revanche med en 68’er (-4) lørdag og Hillerød-spilleren er lige Schmidt Hansen dermed ét slag fra den flok, der sikrer sig adgang til final stage på PGA Catalunya. Længere tilbage i stillingen ligger Christoffer Lange (42. plads) og Lasse Sonne Nielsen (nr. 69).
Hvor mange spillerer der præcist avancerer fra hver af de fire baner, offentliggøres først søndag aften, men europatouren oplyser, at der som minimum bliver 16 pladser til rådighed fra hvert sted.








Ingen kommentarer til "God dansk skoledag"
Indsend kommentar