Glem alt om grisefester
Af Thomas Vennekilde
Tiden med grisefester og beskidte swimmingpools på Gran Canaria er en saga blot. Øen er i dag en destination for folk med hang til gourmet og wellness i absolut topklasse
Der var engang, hvor Gran Canaria var synonym med billige charterferier. Det var dengang, solen og de sikre varmegrader stort set var de eneste attraktioner på den lille kanariske ø i Atlanterhavet. Sådan er det ikke mere.
I dag er Gran Canaria særdeles leveringsdygtig, når det handler om luksus, wellness og spaoplevelser. Sammen med et godt og varieret udbud af golfbaner er Gran Canaria et ideelt rejsemål, når det handler om få renset hjernen og give sjælen noget tiltrængt balsam.
Wellness er den helt store trend på Gran Canaria. For fire år siden begyndte man på øen at sætte helsesatsningen i system, og det mundede ud i Gran Canaria Spa og Wellness Association, som i dag har 12 spahoteller under vingerne.
Helse og wellness er ikke nyt for Gran Canaria. I slutningen af 1800-tallet drog det bedre europæiske borgerskab til Atlanterhavsøen i håbet om at øens mineralfyldte kilder kunne udøve terapeutiske mirakler. Akkurat som golf er i stand til – for nogle mennesker i hvert fald.
Vita Vrap og Aloe Vera
Dansk Golfs hårdt prøvede udsendte blev udsat for flere specielle og meget behagelige behandlinger under besøget på Gran Canaria. Ikke mindst på Lopesan Villa del Conde Resort & Spa, hvor vi efter 18 varme huller på den nærliggende Meloneras Golf Club skulle bløde musklerne op og forsøge at få pulsen endnu længere ned. Med bløde solsenge, frisk frugt inden for rækkevidde og behagelig musik i ørerne lykkedes det uden problemer. Inden vi skulle i ”behandling” fik vi ordre på at slappe af i det store fælles spaområde, hvor det største problem var at finde tid til at prøve alle de forskellige saunaer og ”vandsenge” i poolen med indbygget massage.
Da tiden var inde, blev vi bedt om at tage badekåberne på og følge med ud til en afsides liggende spahytte, hvor to søde kvindelige massører stod klar til at modtage os. Vi blev bedt om at iføre os nogle meget små tanga-trusser – med stor underholdningsværdi - begyndte de dygtige massører behandlingen, der foregik synkront og nærmest lydløst. Højdepunktet kom, da vores slidte kroppe blev smurt ind i rigelige mængder Aloe Vera og dernæst pakket ind i noget materiale, der mest af alt minder om Vita Vrap. Resultatet var blødere end en babynumse.
Efter en times balsam for krop og sjæl fik vi yderligere en halv time for os selv i den private spahytte, hvor der selvfølgelig også var en pool, hvorfra vi kunne nyde den fremragende udsigt over Atlanterhavet og skimte et par af hullerne på den golfbane, hvor vi et par timer tidligere havde gået rundt og slået lidt for mange slag.
Golf for millioner
Men man lever meget hurtigt med, at spillet ikke sidder, som det skal. Klimaet på Gran Canaria byder på stort set perfekt golfvejr året rundt, og når samtidig banerne holder et højt niveau – både kvalitets- og servicemæssigt, er der ingen gyldige grunde til at beklage sig over livet.
Gran Canaria har otte golfbaner, som spænder vidt – lige fra pitch & putt over par 3-baner til anlæg i rigtig-mange-millioners-klassen. Der er med andre ord noget for enhver smag og ethvert handicap, men skulle man nøjes med én bane, kommer man ikke uden om øens nyeste hit, Anfi Tauro. Banen ligger i det sydvestlige hjørne af Gran Canaria og er med sin beliggenhed på bjergskråningerne en oplevelse ud over det sædvanlige. Akkurat ligesom med den øvrige turisme på Gran Canaria, har man på Anfi Tauro set bort fra ”grisefest-mentaliteten”. Der er ikke sparet noget væk på denne pragtfulde perle af en bane, der mest af alt minder om en ørkenbane i Arizona.
Banen har kostet den nette sum af 18 millioner euro, og det forstår man. På et af hullerne brugte man alene en million euro på at sprænge tre tons klippestykker væk, så der kunne blive plads til en green. Det kridhvide sand i bunkers er selvfølgelig importeret fra Caribien.
Bag Anfi Tauro står den nu afdøde norske millionær Bjørn Lyng, der måske nok har gravet dybt i pengepungen, da han satte Robert von Hagge til at designe anlægget.
Men man fristes til at sige, at Anfi Tauro er alle pengene værd.
Ligesom Gran Canaria er det.
Golf på Gran Canaria
El Cortijo Club de Campo
Udfordrende mesterskabsbane lidt syd for Las Palmas, der i 2002 var vært for Europatouren. For-9 og bag-9 er nærmest som to forskellige baner med de sidste ni som de mest kuperede og spektakulære. Der er op til seks teesteder på hullerne og dermed noget for ethvert handicap. Golfklubben er en del af en country club og det hyggelige klubhus summer af godt gammeldags klubliv – måske på grund af den fremragende tapas, som serveres her.
Real Club de Golf (Bandama)
Tæt på Las Palmas ligger ikke blot Gran Canarias, men også Spaniens ældste klub – grundlagt tilbage i 1891 og i 1957 flyttet til den nuværende beliggenhed på den udslukte vulkan Bandama, hvorfra banen byder på imponerende udsigter. Designet af den legendariske banearkitekt Mackenzie Ross.
Golf Maspalomas
Den næstældste bane på Gran Canaria er måske ikke den mest spektakulære, men hvad den mangler i ”wow-faktor” har den til gengæld rigeligt af på hyggefronten. En klassisk 18-hullers bane tæt ved stranden, som passer perfekt til en afslappende runde golf uden alt for mange dikkedarer.
Salobre Golf Resort
10 minutters kørsel fra det hektiske Maspalomas ligger Salobre-resortet - godt gemt af vejen i bjergene. Resortet er baseret på rendyrket luksus og byder på et 5-stjernet Sheraton Hotel, der nærmest er bygget ind i bjerget. Hotellet, der har egen wellness-afdeling, syv pools og utallige solterrasser, råder over 36 huller i særdeles kuperet buggy-terræn. Sydbanen byder på mange ufordrende huller, hvor raviner og klipper udgør hazarderne, ligesom man skal forvente at blive testet i slag fra skrånende lejer. Til gengæld står der champagne på 10. tee og venter. De 18 nye huller på nordbanen åbnede i august efter Dansk Golf’s besøg.
Golf Meloneras
Ganske tæt på det pulserende feriemiljø i Playa del Ingles og Maspalomas ligger en af de nyere - og absolut bedre – baner på Gran Canaria. Især de sidste ni huller byder på spektakulære udfordringer med slag over dybe raviner. Samtidig bugter flere huller sig smukt langs Atlanterhavet mellem Maspalomas og den hyggelige lystbådehavn Pasito Blanco. Banen er desuden helt med på noderne i form af buggies med GPS og et satellitstyret vandingssystem. Meloneras er tegnet af arkitekten Ron Kirby, der også står bag Royal Golf på Amager.
Anfi Tauro
Mesterværket på øens sydvestlige hjørne er en af den slags baner, som man ikke glemmer og bare har lyst til at spille igen og igen. En Arizona-style ørken-bane med toptrimmede fairways og greens – og utallige teesteder med en udsigt, der får en til at tænke: ”Det her hul glæder jeg mig til”. Det kan dog være svært nok at omsætte forventningens glæde til stablefordpoint, for nem er banen ikke, Anfi Tauro har også en næsten lige så fantastisk pitch & putt-bane, hvis modet og handicappet ikke rækker til at prøve kræfter med 18-hullers sløjfen.
Greenfee
Langt de fleste danske charterbureauer og golfrejsebureauer arrangerer rejser til Gran Canaria i vinterhalvåret og det er ofte en klar fordel at bestille en pakkeløsning med inkluderet greenfee. Kommer man fra gaden varierer priserne varierer en anelse efter sæsonen, men f.eks. koster 18 huller på Meloneras med buggy lige omkring 100 euro i højsæsonen.
Bragt i Dansk Golf nummer 5, 2008








1 kommentar "Glem alt om grisefester"
Sydspanien
ja, der er ikke meget grisesfest tilbage! Vi var afsted til Costa Del Sol med Classicgolf og var meget tilfredse med det hele. Jeg har spillet på baner i hele verden, Skotland, Frankrig mfl, og banerne sydpå kan altså godt måle sig. Her er en dansk arrangør af golfrejser.
Indsend kommentar