Glæden og aggressionen er tilbage
Af Martin Rahbech
Lisa Holm Sørensen er kommet ud af en periode, hun beskriver som zombie-agtig
Der findes vel aldrig et mindre godt tidspunkt at lave en 63’er på. Men nogle gange er det bare rigtig meget tiltrængt.
Som eksempelvis i søndags. Her gik Lisa Holm Sørensen kort sagt birdieamok med ni birdies til en runde i 63 slag.
Det sikrede hende en 10. plads ved Deutche Bank Ladies Swiss Open.
- Jeg har haft en rigtig svær periode både spillemæssigt og mentalt. Jeg udviklede en sådan helt zombie-agtig attitude, hvor jeg virkede lidt ligeglad. Det var en lidt lad holdning, hvor en bogey bare var en bogey, og en birdie bare var en birdie. Jeg var selvfølgelig ikke ligeglad, men det var sådan en mærkelig følelse. Men nu kan jeg mærke, at jeg har følelserne med igen. Nu kan jeg bedre glæde mig over en birdie og blive irriteret over en bogey, fortæller Lisa Holm Sørensen til Golf.dk
Hendes svære periode på golfbanerne hang også sammen med en hård tid i privatlivet, da hun sidste efterår mistede sin mor efter en kræftsygdom.
På golfbanen har hun i denne sæson haft en resultatmæssig sløj sæson, men det hele lysnede i Schweiz for en uge siden.
- Mit problem har i lang tid været at ramme fairways. I begyndelsen af sidste uge begynde spillet at fungere godt for mig, og så fik jeg gode birdiechancer. Så begyndte jeg at tro på, at det kunne blive en god uge. De første par runder i Schweiz var jeg bare så rolig over, at jeg havde to putt for par i stedet for at være presset for bare at få en bogey, siger Lisa Holm Sørensen.
Kulminationen på hendes comeback til glæden kom så på sidste runde i 63 slag. Hun var i -2 efter de første ni huller, og så gik det stærkt på bagni med syv birdies.
- Jeg havde en rigtig god snak med min mentaltræner inden finalerunden. Jeg satte en målsætning om være i -2 på forni. Det var bare fedt at nå en målsætning. Så spurgte min caddie, hvad min næste målsætning skulle være. Men jeg spillede bare videre i samme stil og nød, at jeg kunne udnytte mine birdiechancer, siger Lisa Holm Sørensen.
Nu venter Prague Golf Masters med start fredag, og den 29-årige pige med rødder i Hanstholm, kan godt stille sig tilfreds med runder over 63 slag.
- Jeg vil bare gerne på det niveau, hvor der kommer stabile runder i to, tre, fire under par. Hvis jeg kan ramme et stabilt niveau, så vil jeg også være med oppe, hvor det er sjovt at være, siger Lisa Holm Sørensen.
Hun har vundet en enkelt gang på europatouren. Det var tilbage i 2005, hvor hun vandt Ladies Finnish Masters.
Med i denne uges Prague Golf Masters er også Malene Jørgensen, Line Vedel og Mianne Bagger.
