Glædeligt gensyn med Golf d’Hardelot

Martin Ovesen fik en fin start i Frankrig på banen, hvor han vandt First Stage på Q-School sidste år

Printer venlig versionSend til en ven

Martin Ovesen åbner lovende på Q-School på samme bane i Frankrig, hvor han vandt sidste år og ligger på syvendepladsen, hvilket også er Oliver Nyholms placering på bane i Portugal

For et års tid siden tog Martin Ovesen fra Kolding hul på Q-School til europatouren på den bedst tænkelige måde, da han vandt First Stage på Golf d’Hardelot.

Siden stoppede kampen mod europatouren dog på Second Stage, men nu er han i gang igen. Han er tilbage på Golf d’Hardelot, og selv om han ikke kan matche den 66’er, han åbnede med sidste år, så er tirsdagens 69’er dog en ganske fin begyndelse, og den placerer ham på 7. pladsen.

På samme bane er Mathias Gladberg og Victor Østerby til start, og Østerby ligger på 38. pladsen i +2, mens Gladbjerg er på 51. pladsen i +3.

Top 24 og lige efter fjerde runde kvalificerer sig til Second Stage.

På Ribagolfe i Portugal er fire danskere i feltet, og det er Oliver Nyholm, der er åbnet bedst med en 68’er (-4), der placerer ham på syvendepladsen.

Kasper Hyldgaard og Niklas Nørgaard Møller ligger også ganske lunt på en delt 14. plads i -3, mens Nicolai Kristensen er på 63. pladsen i +2.

Det er fra Portugal top 22 og lige, der klarer sig videre.