- Men musikken var da meget god, konkluderer min gode ven Adam tørt hen over kanten på et fadølsglas.

Sådan opsummerede han vores lille golfudflugt. To uger efter hjemkomsten.

Ambitionen er ellers en helt anden, da vi en tirsdag i sensommeren sætter kursen mod syd.

Begge med et hæderligt handicap omkring de fem, så nu skal vi ud og spille gudegolf i Europa. Intet mindre.

Vi har tjekket en række baner ud hjemmefra. Den eneste vi har lagt os fast på at besøge er Green Eagle lidt syd for Hamborg. Her har vi også booket os ind på et lille gasthaus i nærheden til en overnatning. Den eneste reservation vi har lavet hjemmefra. Resten tager vi hen af vejen.

Stemningen i bilen er god.

’Setting forth’ med Eddie Vedder flyder ud af højtalerne.

"Fortsæt lige ud i lang tid" lyder det fra gps’en, da vi på E20 slår et slag mod Kolding. Det gør vi så i næsten fire timer, før vi midt på eftermiddagen svinger bilen ind på golfbanens parkeringsplads i udkanten af den lille by Winsen.

Det er tydeligt, at vi er kommet til Tyskland. Her er golfsporten stadig mest populær i de øverste samfundslag. Og det vrimler da også med den tyske bilindustris ypperste indenfor både BMW, Audi og Porsche. 

Tyske tæsk

Til gengæld er der ikke en eneste af bilernes ejere i syne, da vi efter indtjekning og og et besøg på rangen er på vej over mod Nordbanen på Green Eagle. Den ene af anlæggets to 18 hullers sløjfer.

Vi forstår hvorfor fem timer efter, hvor vi sidder og slikker vores golfsår på terrassen.

Av for den! Green Eagle er godt nok en bane man slår sig på. Hårdt.

7.208 meter fra hvide klodser og sølle 6.627 meter fra de gule. Alligevel har vi det godt.

Selv om ambitionen om god golf har lidt sit første knæk, så trøster vi os med at vi helt sikkert ikke er de første, der har haft det svært netop her, og glæder os til, at den næste bane med garanti er kortere end Green Eagle, som er Europas længste bane.

Samtidig er banen i fantastisk stand. Det er ikke for ingenting at banen har lagt græs til ECCO Tour Championship, og at de tyske ejere hat haft ambitioner om at skaffe Ryder Cup til banen i 2018.

Vejen frem

Dag to ender som en golf-fri transportdag. Det var egentlig ikke meningen hjemmefra. Men for det første havde vi forregnet os på Nordeuropas afstande, og for det andet havde det tyske vejvæsen tilsyneladende valgt at udføre vejarbejde i hele Ruhr-regionen.

Specielt i grænselandet mellem Tyskland og Luxemburg holder vi længe helt stille til tonerne af Radioheads ’Fake Plastic Trees’. Jeg tror nu nok, det var den ægte vare vi kunne se ud af forruden.

Sidst på eftermiddagen ankommer vi så endelig til byen Luxemburg.

En storby i miniformat er mest beskrivende for hovedstaden i det lille hertugdømme, som huser omkring en femtedel af landets godt 500.000 indbyggere.

Vi tjekker ind på et lille og billigt hotel tæt på hovedbanegården.

Højdemeter

Dagen efter sætter vi kurs mod det nordlige Luxemburg. Vi har udset os Clervaux Golf Club over en internetforbindelse på hotellet.

Da vi kører mod banen, står det klart, hvorfor et lille land som Luxemburg kan udklække og udvikle to af verdens bedste bjergklatrere på en cykel i form af brødrene Frank og Andy Schleck. Det er godt nok et kuperet lille land.

Efter en hurtig indskrivning i shoppen - her er ingen brug for elektroniske bookingsystemer på hverdage, her kan man som regel vade ind fra gaden og få en starttid.

Fra terrassen ved klubhuset, hvor vi står med et fantastisk view ud over hele anlægget, står det hurtigt klart, at det kuperede terræn også gør sig gældende på Clervaux-banen. Det er ret tydeligt, at der kommer en del højdemeter i spil på de 18 huller, så vi beslutter os ret hurtigt for at smide ekstra 25 euro efter en golfbil. Det kommer vi ikke til at fortryde.

Selve banen er en lille perle af en skovbane. Ikke speciel lang, i hvert fald ikke i forhold til vores tyske bekendtskab, men en bane hvor man skal ’tænke’ bolden rundt.

Det lykkedes så ikke rigtigt for nogen af os. Så tænker vi i hvert fald meget forkert. Igen lever vi ikke rigtig op til vores egne tårnhøje forventninger.

Der bliver ikke sagt så meget i bilen den første times tid på vej videre. Vi nynner dog begge med på Radiohead-sangen ’Bullet proof… I wish I was’. 

Truckerstop

Næste stop er den franske by Amiens. Eller egentlig bare udkanten af byen. Vi overnatter på et rigtigt truckerstop. Tre gange tre meter værelse inklusiv et badeværelse, der får mine tanker til at vandre tilbage til utallige sydlandsture i campingvogn i mine ungdomsår. En plastickabine, hvor man går forlæns ind og bakker ud. Ingen mulighed for at vende sig der.

Men man får, hvad man betaler for. Og for 29 euro er det svært at være rasende, og nå ja, så var der faktisk også morgenmad inkluderet.

Dag fire rammer vi den franske vestkyst lige over middag. Golf D’Etretat ligger i Nordmandiet. Faktisk har man flere steder på banen udkig til de strande, hvor de allierede tropper gik i land under 2. Verdenskrig.

Efter endnu en indskrivning fra gaden, hos en lettere arrogant franskmand, der synes, at det mest af alt er vores problem, at hans maskine til betalingskort er brudt sammen, så kaster vi os ud i det, der skal vise sig at blive en kæmpestor oplevelse.

De første par huller er ikke noget særligt. Faktisk mest af alt ganske ordinære, men efter en 20-30 slag åbner banen sig for alvor op. Her bevæger man sig helt ud til kysten, godt nok på store klipper langt fra vandkanten, men udsigten er alligevel fantastisk og minder mest af alt om den amerikanske Pebble Beach-bane, som jeg godt nok kun har oplevet på en TV-skærm.

Vi spiller egentlig ganske fornuftigt. Nok bedre end handicap på de første seks huller.

Men så kommer der lige pludselig en franskmand dumpende ned fra himlen. Jeg har godt lagt mærke til et par paraglidere, der har svævet over os på de første huller.

Pludselig hører jeg et højt "merde!". Den ene svævemand har tydeligvis problemer med opdriften. Han er i høj fart på vej i hazard. Heldigvis er det bare en bunker. Men det gør nu ikke synet mindre syret.

Han melder et eller andet til makkeren over radioen. Han er ok. Imens forsøger vi at lade være med at grine højlydt. Det er svært. Det går ud over koncentrationen på syvende teested. To miserable slag følger. Og angrebet fra oven forfølger os hele vejen til klubhuset. Det er i hvert fald vores forklaring på, at vores spil falder helt fra hinanden igen, da vi evalurerer i bilen til tonerne af Kashmirs ’Bring back Superman’.

Le Havre by night

Vi overnatter på et hotel i havnebyen Le Havre. Et lille småsnusket sted. Men det er centralt og vi har fundet på den udmærkede side Hotels.com. Her kan man finde hoteller og overnatningsmuligheder i alle prisklasser, og det er nemt og ligetil. Det kræver bare et kreditkort og selvfølgelig en internetforbindelse.

Jeg har fødselsdag. Det er fredag. Så det skal selvfølgelig fejres i det franske natteliv.

Derfor er det med temmelig tunge hoveder, vi tjekker ud dagen derpå. Dag fem af vores lille rundtur og endnu en transportdag.

Vi sætter kursen nordpå, ser lidt af Belgien i forbifarten, før vi rammer Holland. Det sidste stop på vores tur.

Holland er spækket med golfbaner. Hollænderne er ligeså golftossede som os danskere. Så her kan man ikke regne med bare at komme dumpende og så få en starttid. Og da slet ikke i weekenden. På de første to baner vi havde udset os, var det ikke muligt at få en starttid om søndagen. Det får vi venligt at vide over telefonen. Ved tredje opkald er der til gengæld gevinst. Så vi sætter endelig kurs mod den lille by Nunspeet i det nordøstlige hjørne af Holland.

Hotel med herreværelse

Hotel Veldenbos hedder vores ly for natten. Et hyggeligt gammelt hotel, der blandt andet rummer et såkaldt herreværelse. Med billardbord, tunge brune lædermøbler og enormt udbud af cigarer og forskellige slags whisky.

Byturen fra aftenen forinden sidder dog stadig i kroppen på os begge, så vi nøjes med en burger på den lokale café og så på hovedet i seng. Inden jeg slumrer ind kan jeg dog høre gennem gulvet, at der er høj cigarføring i herreværelset denne lørdag aften.

Søndag morgen. Dag seks. De sidste 18 huller venter. Het Rijk van Nunspeet hedder banen. Vi bliver mødt af en knaldrød ferrari på parkeringspladsen, en god stil der går igen både i klubhuset og på banen.

En bane som minder meget om Holstebro Golfklubs mesterskabsbane. En typisk skovbane med masser af træer i spil langs fairway. Men som i Holstebro kan du næsten altid finde din bold og spille den uden straf. Så krævende, men på en fair måde.

Vi spiller bedre end hidtil. Her på sidstedagen har vi valgt at spille en fourball, og målet er at komme rundt i et slag under par. På den måde gør det ikke så meget, at den ene af os shanker eller slår en total skævert, som turen ellers har været kendetegnet af indtil nu.

Og planen virker da også. Vi ender faktisk med at stå med et realistisk birdieputt for netop den score på sidste green. Men mit to-meter putt sniger sig lige netop udenom hullet.

Alligevel lidt spillemæssig oprejsning på sidstedagen.

Efter et hurtigt bad og omklædning sætter vi kurs mod den dansk-tyske grænse.

Det kan godt være, at vi er nyvaskede, men seks dage med golfudstyr og sure golfsko bag i bilen har sat sit præg på bilens odeur, så ’Smells like teen spirit’ med Nirvana finder passende vej til CD-afspilleren.

Home sweet home

Eneste bump på hjemturen er Otto Duborg og et par rammer dåsecola, før vi når til Odense ved ti-tiden søndag aften efter seks dage og 2977 kilometer på farten.

Og så er vi tilbage ved evalueringen over en fadøl fjorten dage efter.

Spillet er man ikke altid herre over. Men musikken i bilen kan man selv styre. Og når et golf roadtrip som vores nu indebærer en 30-40 timer på fire hjul, så er en velsmurt køre-CD eller tre et must.

Så er musikken i det mindste god.

Artiklen blev bragt i Dansk Golf 1, 2011