Fuglene angriber!
Af Thomas Vennekilde
Flere golfspillere oplever i øjeblikket at være ufrivillige statister i en svensk udgave af Fuglene
I 1963 skræmte Alfred Hitchcock livet af alverdens biografgængere, og gjorde duer og måger til frygtede dyr, da hans film Fuglene havde premiere. I filmen angriber fuglene forbipasserende mennesker uden nogen grund.
Nu oplever golfspillere i Rya Golfklubb i Sverige det samme. En stor flok råger og krager har set sig sur på golfspillerne, og angriber i flæng.
Gry Nilsson oplevede at blive angrebet af to krager, der angreb hende fra to vinkler.
- Jeg skulle lige til at slå, da de overfaldt mig. De fløj mod mit hoved, og når jeg slog ud efter den ene, angreb den anden, fortæller Gry Nilsson til Helsingborgs Dagblad.
Hun måtte tage flugten, og fuglene jagtede hende 50-60 meter.
- Det var rigtig utrygt og jeg var helt alene. Tænk om der var kommet endnu flere fugle, siger hun.
Klubbens formand er heller ikke glad ved de aggressive fugle.
- De hakker efter folks hoveder. I et tilfælde endte det med så stort et sår, at spilleren måtte på skadestuen, for at få en stivkrampevaccination. Det skaber naturligvis uro, siger formand for Rya GK, Bo Matson, til Helsingborgs Dagblad.
Ud over at angribe mennesker, har fuglene også stor fornøjelse ved at gå i spillernes bags. Her går de efter mad og blanke ting. Blandt andet oplevede en dansk greenfeespiller at få stjålet sine nøgler.
De foregående år har klubben ladet jægere tynde ud i bestanden af fugle. Det vil de også gøre i år. De overvejer også at fælde træerne.
Klik her for at se et svensk tv-indslag om fuglene på Rya Golfklub.