Fra arkivet: Odense - Fairways som 8-sporede highways

Alle spiller med alle, og der er ingen forskel på ung eller gammel, god eller mindre god golfer. Også i klubhuset er vi glade for at være sammen. Sådan var det ikke, da jeg startede. Vi måtte selv spille, og i klubhuset skulle vi rejse os op, når seniores kom ind!

Mange ting har ændret sig siden ovenstående blev udtalt af en 20-årig elitespiller fra Odense Golf Klub i klubbens 50 års jubilæumsskrift. Og vi skal såmænd ikke længere tilbage end 1970. Et par år efter ungdomsoprøret og pornografiens frigivelse. Ak, ja.

Nu ser verden anderledes ud. Og da vi en lørdag i juli gjorde vores entre i det næsten nybyggede, imponerende klubhus, blev det en god begyndelse til en herlig golfdag. Og det kan man sagtens have, selv om banen ikke hører til de mest ophisende.

En af de positive ting, der slog os, var netop det store juniorrum, man fra klubbens side har disponeret ind i det nye klubhus. Ikke noget med at placerer de unge i aflagte kælderlokaler eller et vakkelvorrent skur langt væk fra de voksne.

Vi havde planlagt at spille banen en lørdag eftermiddag og for at være sikker på, at vi ikke gik i vejen, kontaktede vi klubbens sekretariat inden.

–I skal være så hjertelig velkommen, siger en venlig stemme i telefonen, og glade ser vi frem til næste dags 18 huller.

Truende mørke skyer kan ikke slå os ud, da vi drejer fra ved afkørsel 50 på motorvejen over Fyn. Nogle hundrede meter ad vejen ind til Odense centrum viser en statisk golfspiller vejen til banen. Nemt og ligetil.

Et par minutter senere svinger vi automobilen ind på parkeringspladsen. Her er ikke mange biler. Et par stænk fra oven bliver begyndelsen til en regnbyge, som vi trods alt ikke vil bebrejde Odense-folkene. og vi beslutter os for at spise en let frokost inden runden.

Vi får klaret green-fee som er 200 kroner alle dage og for lige så mange huller, vi vil. Og i Odense er der 27 af slagsen. Vi dropper driving-range lige til venstre for klubhuset. Regnen gjorde sit. Så er der rarere i klubrestauranten.

Spisekortet
Og hvad er mere ødelæggende for en god runde golf end en rumlende mave? Diskussioner er unødvendige. Vi styrer direkte mod restauranten og dens spisekort.

Det ser indbydende ud. Det sværeste er at vælge fra på det velassorterede menukort, som spænder fra pastaretter, over pariserbøf til diverse bøffer i fransk og engelsk udgave i prisklasser fra kr. 46, –til kr. 98,-. Frokostanretninger fås fra kr. 98, –til 128,-, lune retter som f.eks. friterede blæksprutteringe med mixed salat til kr. 42, -, hjemmelavet toast med ost og skinke til 20,- og dagens tilbud, bl.a. chilitærte til kr. 32,- og skinke med aspargessauce med nye kartofler og mixed salat til 46,- lokker også.

Drikkevarerne er lige så mangfoldige og fås til rimelige priser. Diverse vand koster kr. 10,- og store fadøl kr. 25,-. Vinkortet er varieret –også prismæssigt. En Chablis L. Héritier –Guyot 96 til kr. 168,- /pr. flaske skal måske nydes efter en runde. Det samme gælder Champagnen til 298,- og Chéteau Cos D'Estournel 2. cru, 93 til 375,-, men der er også mulighed for blot et enkelt glas af de røde og hvide dråber.

Vi valgte at indtage en club sandwich, en gang ristede muslinger og hjemmelavede frikadeller med kartoffelsalat tilsat to store fadøl, som blev leveret hurtigt og med en høflig betjening. Det gør restauratør Dorte Stie fremragende.

En af de ældste
Odense Golf Klub kan fejre 75 års jubilæum i 2002. Så det er en ældre dame, vi er på besøg hos. De odenseanske bedsteborgere med borgmester Bloch i spidsen, fik i 1927 overtalt bystyret og de militære myndigheder til at afstå en del af eksercerpladsen ved kasernen i midten af Odense. Der blev lige nøjagtigt plads til en 9-hullers bane på 2.830 meter. I de næste 25 år tullede de få hundrede medlemmer rundt på den flade bane, som var berygtet får sin tykke rough. Men det var også eneste forhindring, fordi der hverken var bunkers, vand eller træer.

I begyndelsen af tresserne opsagde militæret lejemålet på eksercerpladsen og hurtigt kunne man tage en ny 9-hullers bane i brug ved Snapind-skoven, hvor der blev spillet indtil sommeren 1980. Banen ved Snapind-skoven blev nedlagt, men allerede dengang var genbrug populært. For alle ni »greens« blev »afmonteret« og bruges den dag i dag på Himmerlands Golf & Country Clubs par 3 bane.

Værnemagten
Inden vi helt fortaber os i historien, kan vi ikke nære os for at bringe endnu et citat fra 50 års jubilæumsskriftet. Den 20. august 1944 skriver sekretæren fra Kolding Golfklub til kollegaen fra Odense: »Vi tillader os høfligst at forespørge om klubben er færdig med at bruge vor greenklipper, thi der er i disse dage forhandlinger igang med den tyske værnemagt, om at vi får vor bane tilbage, og vi vil da gerne have klipperen hjemme, så vi omgående kan komme igang«. Det gode samarbejde mellem golfklubberne eksisterede åbenbart også dengang.

I sommeren 1980 kunne man spille på de 27 huller vi kender i dag, og med 1300 medlemmer er der ved at være trængsel på banen ved herregården Hollufgård. Dog ikke denne lørdag, hvor det ustabile vejr tilsyneladende holdt golfspillerne hjemme foran skærmen for at følge British Open.

a la Jensens Bøfhus
Iført røjser og paraply indtager vi 1. teested på den »store bane«. Og om ikke andet, så har den megen regn betydet, at alt er dejligt grønt, og med en stort set tom bane er vi særdeles fortrøstningsfulde.  Baneguiden er under opdatering, så vi må nøjes med de markeringer, der er rundt på banen. Det går nu også helt fint. Den letkuperede parkbane er fra hvid tee lige over 6000 meter. Lige kort nok til at kalde sig en mesterskabsbane, og efter vi har spillet de 18 huller, har vi da også valgt at anmelde banen som en klubbane. I de specifikke anmeldelsespunkter kommer vi nærmere ind på enkelthederne, men sådant helt generelt er der ikke mange udfordringer. Det behøver det dog ikke at blive kedeligt af. For på Odense-banen er der mulighed for at score.

Vi fristes til at sammenligne banen med Jensens Bøfhus. Og lidt kærligt ment betyder det, at her kan mange mennesker komme hurtigt igennem i en både prisbillig og hæderlig kvalitet uden de helt store kulinariske/golfmæssige oplevelser. Man får, hvad der betales for og serveringen foregår hurtigt og venligt. Men mæt bliver du.

Det er svært at sætte fingeren på noget konkret særpræg, det skulle da lige være fairways. Dem vil vi betegne som Danmarks bredeste, og det er måske derfor golfen går over al forventning og Deres udsendte spiller usædvanligt tæt på handicap (11 og 21). Selv hul 5, et par 4 på 392 meter og med handicapnøgle 1 føles som et normalt par 4 med en fairway på over 150 meter. Her kan der rigtigt »trykkes af« fra teestedet, og drivet flyver i en let bue 250 meter ud i højre side. På hjemmebanen ville denne skævert have ligget i den anden kommune. Nu bliver andetslaget gennemført fra semi-rough med et middelgodt ramt 5 jern. På i to og parret er hjemme. Herlig bane.

GOLF's otte punkter
Udgangspunktet for denne anmeldelse er en klubbane og på hvert af de 8 bedømmelseskriterier gives fra 1-5 »golfbolde« (5 er bedst). Hvis banen på en harmonisk måde også har mesterskabstræk, d.v.s. kan udfordre elitespilleren, gives der to ekstra golfbolde pr. kriterium.

Man kan ikke med fuld retfærdighed lægge pointene sammen og opstille en rangliste over banerne i Danmark. Banerne er ikke vurderet i forhold til hinanden og der er som nævnt tale om en subjektiv bedømmelse.

En golfbane er bestemt af terrænet, ideen og pengene. Den gode golfbane er den, der udnytter de givne muligheder optimalt, udfordrer, underholder og belønner spilleren og lokker ham til at prøve igen.

Beliggenhed
4-5 km syd for Odense centrum. Kommer du ad motorvejen hedder frakørslen 50 mod Odense C. Ved første lyskryds viser skilt vej til golfbanen.

Parkeringspladsen fint skjult bag et levende, grønt hegn og tæt på alle faciliteterne. Med mange mennesker (og biler) må parkeringspladsen blive trang. Klubhuset med en trappe, der er et kongeslot værdigt, ligger blot og venter på at blive indtaget. Vi føler os straks velkomne, for umiddelbart inden for er tavlen med dress-code, praktiske informationer, green-fee bog og et »Velkommen til alle gæster«. Små brochurer fra områdets seværdigheder og en Golfmanager og andre spændende golfelementer virker, som om vi er gamle bekendte. Vi føler os tilpas. Og altsammen kvit og frit. Altså lige bortset fra den rimelige green fee på 200 kroner.

En velassorteret pro-shop tyder på, at der er orden i sagerne. God plads overalt og omklædningensfaciliteterne i bygningens underetage er særdeles veldisponerede. Vi savner skabe med lås til green-fee gæster.

Driving range og putting green ligger umiddelbart ved klubhuset, og der hersker fin orden. Fra terrassen kan man sidde og nyde spillet på putting green, altså hvis vejret tillader det.

Små detaljer som vandpost til køllevask, boldrende til både gæster og medlemmer, sponsorskilt nydeligt produceret og placeret er noget, der vidner om, at man har sans for detaljerne. Og specielt skiltet, der opfordret enlige til at stille bag'en for at signalere ønsket om en spillemakker betyder, at vi hopper fra fire til fem golfbolde.

Banens harmoni
Det er golfarkitekt Jan Sederholm, der i slutningen af halvfjerdserne har tegnet banen. Hans opgave var at anlægge en 18 hullers mesterskabsbane og en 9 hullers kort bane. Om det er fordi, golfen har udviklet sig så meget på knap 20 år, må stå i det uvisse, men en mesterskabsbane er det ikke. Sederholm har været tro mod arealet og ikke haft nogen nem opgave. Lindved Å løber langs med fem, seks huller, men myndigheder tillod ikke en tæt kontakt mellem åen og hullerne. Derfor er åen ikke i spil.

Der er mange høje, flotte træer, som er kønne at se på, men i spil kommer de kun på enkelte huller. Bunkers og green falder smukt ind i terrænet. De kunstigt anlagte søer er hele turen værd, men vi kan ikke se ideen med de kunstige knolde på nogle af hullerne.

Hulforløbet
Selvom 18-huls banen visse steder støder op til 9-hulsbanen føler man sig ingen steder generet af den. Til gengæld befinder 9. og 10. hul sig helt »ude i en anden kommune«, så det ikke er muligt lige at smutte ind i klubhuset og forsyne sig med lidt til maven og ganen –ej heller frekventere de sanitære forhold. Det rådes der dog bod på mellem hul 12 og 13, hvor et nyt lille hus med omtalte faciliteter er placeret.

Forløbet af sværhedsgraden er passende, og den vekslen der er mellem par 5, 4 og 3 huller gør, at man aldrig helt mister modet. Specielt ikke på de første ni huller, hvor vi kan fordele os på 3 par 5 huller, 3 par 4 huller og 3 par 3 huller.

Vandreturene fra hul til hul er usædvanlig korte. Hvor det drejer sig om mere end et halvt hundrede meter er der rig lejlighed til at nyde naturen og det rige dyreliv. Det er ikke en bane, hvor man kommer totalt udmattet hjem på grund af afstandene fra green til næste teested. Hullerne ligger på en måde, hvor vinden kan veksle fra side- til mod- eller medvind. Der er en god rytme og balance i hulforløbet, men variationen mangler. Vi har også svært ved at forestille os mange tilskuere omkring greens og tee-steder. Og det skal der være plads til, hvis man vil være en mesterskabsbane.

Det enkelte hul
1. Kort og bredt par 5 hul uden de store vanskeligheder trods velplacerede bunkers. Et lidt småkedeligt hul, som dog giver mulighed for en god start på runden. Skiltet, som viser vej til hul 2 kunne placeres mere hensigtsmæssigt, så man kan se det, inden man står på green.

2. 357 meter par 4 hul (gul tee) med å på tværs foran green. Teesteds-skiltning giver god hulbeskrivelse med bl.a. oplysning med afstand til skjult bunker i venstre side. Middel-handicapperen skal tænke over 2. slaget. Skal/skal ikke slå over åen, det vil sige 140-150 meter i carry for at nå green.

3. Den pittoreske sø foran dette par 5 hul med svanefamilien liggende på skråningen ned til søen gør hullet meget sværere for herrerne end for damerne, som har tee-stedet placeret efter søen. Her er for stor forskel mellem herrer og damer. Igen skal middelhandicapperen tænke sig godt om med hensyn til 2. slaget for ikke at slå i åen, der ligger velplaceret på tværs af fairway. Bunkeren til venstre for green er lidt ude af spil.

4. Flot og godt par 3 hul med stor sø. Vand drager altid.

5. Banens sværeste i følge scorekortet. Et par 4 hul, hvor damerne igen får en fordel med tee-stedet placeret fri af skoven. Trist og uden forhindringer.

6. Banens tredje par 5 hul er ren amerikansk motorvej –bred. Et transporthul, som kun bliver spændende omkring green, der er omkranset af høje træer.

7. Et meget smukt par 3 hul. Foreløbig det sjoveste og bedste hul. Med sø til højre og masser af bunkers om green. Her kræves strategisk spil af højhandicapperen.

8. Et par 4 hul med handicapnøgle 5, som der kan sættes spørgsmålstegn ved. Forholdsvis let. Første bunker ligger velplaceret for damerne, men ellers ingen vanskeligheder. Lidt kedeligt.

9. Dette par 3 hul er jævnt kedeligt. Opmuntrende element er udsigten til det smukke bondehus til højre for green.

10. Dejligt med mulighed for en slurk vand fra den sponsorerede vandhane her på turnen. Stor vintønde med bord og bænke kan give ly for storm og regn. To affaldsstativer af den mere grimme slags pynter ikke. Hvorfor hele to stykker og hvorfor benytter folk dem så ikke altid? Det flød med sølvpapir og andre efterladenskaber på stedet. Bænk placeret til venstre 100 meter fra herrernes teested står farligt i skudlinien for en »hæler«. Selve hullet –et par 5 –er usædvanligt kedeligt. Bred, bred fairway, hvor man skal være meget uheldig for at ramme roughen til venstre. Her er tid til at studere mange af de smukke, danske træer og til at få en snak opad mod green, som er lang og smal. Opmuntrende er greenens opdeling i to plateauer, som gør 3. slaget sjovt.

11. Det må være Danmarks bredeste fairway. Meget nemt par 4 hul, som har fået handicapnøgle 2. Tre fairwaybunkers knapt 100 meter før green straffer højhandicapperen unødigt. Lang greenbunker langs med venstre fairway kunne med fordel vendes.

12. Smuk tilgang til teested, som er omkranset af mange træer. Banen ændrer karakter fra de meget brede fairways til noget smallere. Spændende par 4 hul, hvor der skal tænkes lidt for ikke at komme i uføre. God ide med nyopført hus på vej til næste hul, som rummer både toilet og stort rum med drikkeautomat. Bord og bænk udenfor indbyder til hvil af de trætte ben og en lille mellemmad.

13. Et par 3 hul, der vil noget. 194 meter fra gul tee, men igen en for stor fordel for damerne, som har 137 meter til green fra rød tee. Et godt par 3 hul, som ser lidt svært ud fra herretee. Green er omkranset af bunkers og høje træer, og hullet kræver igen, at man gør sig klar, hvad man vil. Går man efter green, er der belønning at hente, men også straf, hvis det ikke lykkes. Den fornuftige middelhandicapper kan med fordel spille kort af green.

14. Banen har igen ændret karakter til åbent landskab. Et 318 meter (fra gul tee) par 4 hul, hvor green i venstre side ligger flot omkranset af fire små bunkers i venstre sider og to bunkers i højre side. Her kan bolden ikke trilles ind på green.

15. Et par 3 hul, som skulle være banens nemmeste. Det er der nok en del spillere, som ikke er helt enige i. En usædvanlig dobbeltbunker og en mere almindelig i venstre side samt en ualmindelig »grim« og dyb bunker i højre side gør hullet mere interessant end gennemsnittet.

16. Et ordinært, lidt uspændende, nemt par 5 hul med smallere fairways end normalt på denne bane.

17. Lang og bred greenbunker i højre side er det sværeste på dette hul. De tre bunkers en-suite i venstre side af fairway kan nok være til besvær for lavhandicapperen indimellem.

18. Pænt langt par 4 hul som med en god vind ind fra siden nok kan leve op til at være banens 8. sværeste hul. Et oplivende moment er den smukke udsigt til Hollufgårds gamle bygning med de tre smukke kobbertårne. En lidt kedelig afslutning.

Teesteder
Store og brede. God skiltning over hulforløbet og masser af plads for greenkeeperen til at flytte frem og tilbage med markeringerne. Flere af teestederne har en tæt beplantning ned langs den ene side. Det skal man være opmærksom på i blæsevejr. For beplantningen giver god læ på teestedet og det snyder. Vi havde ikke problemer med at finde godt græs til vores tee.

Fairways
De fleste steder er der godt udsyn, og fairways er brede nok til, at selv dem, som ikke kender banen, kan komme i uføre. Skulle man være så uheldig at slå en skævert af anselig størrelse, så fortvivl ikke, der er plads nok. Semirough var stort set ikke eksisterende. Men vi har også fantasi til at forestille os, hvordan det hele kan gøres meget sværere, hvis rough og semirough får lov at gro noget længere ind mod midten af hullerne. Hvis det er det, der er arkitektens oprindelige tanke, for at opfylde kravet om en mesterskabsbane, så kipper vi med kasketten og hiver driveren til os igen. Men trods alt er de øvrige udfordringer for få til at give mere end

Greens
Det virker ikke,som om der er en fasttømret stil i anlæggelsen af greens. Nogle er små, andre store. De fleste er hævet en meters penge eller to over terræn, så der er flyttet anseelige mængder jord. Ganske få er ondulerede, hvilket kan undre lidt. De helt store greens bliver langt mere interessante, hvis de har et par niveauer. De fleste bunkers er placeret til højre og venstre for green og stiller ikke de store krav til lavhandicapperen.

Banens pleje
Tee-steder, fairways og greens var i toptrimmet stand. Meget, meget få steder så vi tørv, som ikke var lagt på plads, og greens var så godt som 100 procent uden nedslagsmærker. Og de utallige bunkers var alle revet flot. Måske fordi de fleste ikke rigtig er i spil.

Er man specielt interesseret i den danske fauna byder Odense-banen på rige muligheder for at teste sin kunnen med alle de mange udgaver af træer og buske, vi møder på vores vej gennem de 18 huller. Tilbage i erindringen står kun det grimme sted mellem hul 9 og 10. Med få midler kan det gøres lige så indbydende som resten af banen.