Formand: Vi afventer situationen
Af Thomas Vennekilde
Hillerød Golf Klubs formand slår koldt vand i blodet i sagen om regionshospitalets mulige placering
Efter nyheden om at det nye regionshospital måske skal ligge på Hillerød Golf Klubs arealer, har Hillerød Golf Klubs formands telefon ikke haft en ledig stund.
- Jeg er blevet kimet ned af medlemmer, som vil høre hvad det drejer sig om, og hvad der skal ske med golfbanen, fortæller formand Lars Broch Christensen til Golf.dk.
Sagen er også helt ny for ham, og han blev først opmærksom på situationen, da en lokal journalist ringede ham op onsdag aften.
Selv om situationen naturligvis ikke huer ham, har han besluttet at tage den med ro og afvente situationen.
- Vi kan ikke lave konsekvensberegninger på de fem foreslåede scenarier, som alle kommer til at berøre os på en eller anden måde. Men vi vil naturligvis gå ud og stikke en finger i jorden hos kommunen og regionen for at høre, i hvilken retning tingene udvikler sig, fortæller Lars Broch Christensen.
Selvom formanden vil gøre alt for at redde klubbens bane, erkender han også, at han er oppe mod stærke kræfter.
- Jeg vil naturligvis tage mit formandshverv seriøst og gøre alt, hvad jeg kan for at sikre banen, men det kan være svært, når man er oppe mod store samfundsøkonomiske interesser, påpeger formanden.
Hospitalet skal stå færdigt i 2020, så klubben har lidt tid at løbe på, hvis det ender med, at otte af hullerne bliver inddraget.
Ifølge Lars Broch Christensen kan der ikke findes plads til etablering af otte nye huller i forbindelse med det eksisterende areal, da de tilstødende arealer enten er fredskov eller ejet af tredjepart.







Ingen kommentarer til "Formand: Vi afventer situationen"
Indsend kommentar