Foråret og Dansk Golf er på vej

Thomas Bjørn pryder forsiden på årets første udgave af Dansk Golf

Printer venlig versionSend til en ven

Årets første udgave af Danmarks bedste golfmagasin er på vej til din postkasse.

Græsset grønnes, temperaturen stiger og golfsættet står og skriger på at blive taget i brug.

Det er ved at være tid for den nye golfsæson, og den kan du meget passende varme op til med årets første nummer af Dansk Golf, som i disse dage er på vej med posten.

I det første nummer kan du blandt meget andet glæde dig til et stort interview med Thomas Bjørn, der ærligt beretter om sine efterhånden 20 år på touren.

Du kan også se frem til en stor udstyrstest med fokus på golfjunglens store dyr. Vi har testet årets nyheder på driver, 3-woods og hybrid-fronten og der er masser af læsestof for både udstyrsnørder og alle andre, som bare gerne vil finde ud af, hvad der rører sig på udstyrsfronten i 2016.

Du kan også læse om årsagen til, at de danske baner ser ud som de gør - og hvordan de kommer til at se ud fremover. Og hvis du var i tvivl om forskellen på en seaside- og en park-bane, så er du det ikke, når du har læst denne artikel.

Du får også første afsnit i en ny serie, hvor Dansk Golf følger komikeren og skuespilleren Brian Lykkes vej ind i golfens forunderlige univers. Og er du interesseret i golfspillets mentale aspekt, skal du læse interviewet med den tidligere toproer Arne Nielsson, der har hjulpet Søren Kjeldsen med at finde vejen tilbage til verdenstoppen.

Og vil du gerne hente inspiration til årets golfrejse kan du du denne gang drømme dig til Cypern og Wales.

Plus naturligvis en masse andet godt golf-stof, som du kan bruge som afsæt til golfsæsonen.

God læselyst!

PS: Kan du ikke vente til posten har leveret, kan du læse magasinet her.