Fodboldstjerner på golf-rekreation
Af Pressemeddelelse og Henrik Søe
Mange fodboldspillere bruger golfbanen som mental restituition mellem de vigtige kampe. Og sådan er det også i Vejle, hvor en række topspillere benytter græstæppet i Comwell Kellers Park Golfklub som en slags “mental yogamåtte”.
Alle topidrætsudøvere véd, at restitution af kroppen er en forudsætning for kontinuerligt at levere topresultater, men der er stadig mange, der undervurderer vigtigheden af mental restitution.
Det kan målmanden for Vejle Boldklub Koldings 1. divisionshold og målmand på DBUs U21-landshold, Kristian Fæste skrive under på:
- Som målmand er man ofte isoleret fra de øvrige spillere i truppen. Man har andre øvelser, en anden træningsrytme og sin egen træner. Når vi spiller kamp, og når vi træner, er selv den mindste fejl, jeg som målmand laver, kostbar, så jeg må være 110 procent koncentreret, når jeg er på job, siger Kristian Fæste, der også har taget atypiske rekreative sportsgrene til sig.
- Først på vinteren begyndte jeg på yoga, der ikke bare har gjort mig mere smidig, men også har givet mig nogle gode redskaber til at slappe af, og forrige sommer begyndte jeg i det små at spille golf. Det var min daværende holdkammerat Anders Clausen, der fortalte mig, hvordan han brugte golfspillet til at fjerne tankerne fra fodbolden et par timer ad gangen 2-3 gange ugenligt, når det i øvrigt passede ind i de mange træninger, vi som professionelle fodboldspillere har på skemaet. Nogle gange tager jeg alene i golfklubben. Nogle gange med en holdkammerat. Nogle gange med bekendte, siger Fæste, der har spillet golf i Comwell Kellers Park siden 2010.
I Comwell Kellers Park Golfklub har man bemærket, at fodboldspillerne nyder et frirum fra hårde tacklinger, skudtræning og 4-4-2-systemer.
- Vi har i flere år haft en håndfuld VBK-spillere på medlemslisten, og vi har med glæde bemærket, hvordan fodboldspillerne har nydt at komme hos os. De kommer og drikker en kop kaffe, slår et par spande bolde og spiller af og til ni eller endda 18 huller. Det er tydeligt, de nyder at dyrke en sport, hvor de ikke konstant måles og vejes af træneren og i medierne, og hvor de kan joke med hinanden, når de laver en fejl, konstaterer Holger Westman, der er manager i Comwell Kellers Park Golfklub, og fortsætter:
- Fodboldspillere er vel ikke forskellige fra os andre med et civilt job. Vi tager jo også på golfbanen for at tømme hovedet, for at få små individuelle succesoplevelser og for at hygge os, slappe af og grine af os selv og vore medspillere.
Kristian Fæste er ikke den eneste elitesportsudøver, der bruger golfen som restitution. I de sociale medier såsom Facebook og Twitter ses ofte henvisninger til golfsporten. Seneste skud på stammen er tennisstjernen Caroline Wozniacki, der danner par med Rory Mcillroy.
- Da Danmark i sommeren 2011 var vært for Fodbold EM for U21-hold, havde vi forud for turneringen besøg af det danske hold, der boede på Hotel Comwell Kellers Park, og spillere som Thomas Delaney fra FCK og Nicolai Jørgensen fra Bayer Leverkusen viste sig at være særdeles kompetente golfspillere, mens Nicki Bille, Kaskim Kadrii tydeligvis havde boldøje, men stadig var helt nye udi golfens fagre verden, siger Holger Westman.
- Også det engelske hold besøgte os. De havde spillere, der spillede i handicap 1 og 2, så det er helt tydeligt, at golfen er fuldtud accepteret som rekreation i de engelske topklubber, siger Holger Westman, der vil opfordre alle golfinteresserede til at lægge vejen forbi golfanlægget i Brejning på søndag d. 15. april, når der holdes åbent hus under titlen ”Golfens Dag – Folkesundhed”.
Læs mere på klubbens hjemmeside
5 kommentarer til "Fodboldstjerner på golf-rekreation "
"Fodboldstjerner" og
"Fodboldstjerner" og "elitesport"
Det er 1. divisions spillere der skrives om, det er vist ingen af delene!
Hey hooker
Tror vist du skal bruge lidt mere sukker i kaffen.
Fin artikel men....
Håber virkelig ikke de tænker i 4-4-3 formationer i Vejle!! :-) Det er en ommer
443
De har Fæste helt på...
En ommer
Uha uha. Vi fjerner lige en mand fra angrebet. VH redaktionen.