Flittige Åke har spillet 970 baner
Af Anker Nielsen
Åke Envang fra Lidingö har spillet samtlige 568 svenske golfbaner plus 402 udenlandske baner i 39 lande
Den svenske pensionist Åke Envang fra Lidingö uden for Stockholm begyndte at spille golf i 1949. Ikke så længe efter besluttede han sig som 29-årig for at spille samtlige svenske golfbaner. Dem var der ca. 40 af på det tidspunkt. Han havde givetvis ikke forudset den voldsomme udvikling golfsporten fik og derfor heller ikke forestillet sig, at han skulle spille hele 568 svenske baner før han var ved vejs ende. Det beretter Golf.se.
Da Åke Envang blev pensionist, havde han nået at spille 300 svenske baner. Hans travleste år var 1992, hvor han fik spillet hele 36 nye baner i Sverige. Igennem alle årene er det desuden blevet til golfspil på hjemmebanen Lidingö Golf Klubb to til tre gange om ugen. Hver uge.
Tirsdag den 7. september 2010 sænkede den flittige svensker sit sidste putt på PGA of Sweden National Lakes Course uden for Malmö. I selvsamme øjeblik var han ved vejs ende. Samtlige svenske baner havde da lagt græs til Åke Envangs golfspil.
Ja og så spillede han forresten en række udenlandske baner også. 402 helt nøjagtigt i 39 lande verden over.
På vej hjem til Lidingö fra PGA of Sweden, der er værtsbane for challengetour-turneringen The Princess til sommer, lagde Åke og hans hustru Iris vejen forbi golfmuseet i Landskrona, hvor de sammen afleverede det historiske scorekort. Åke Envang har sin egen montre på museet indeholdende samtlige scorekort fra samtlige svenske golfbaner med Åkes underskrift.
De 402 udenlandske scorekort står ordnede i samlemapper hjemme i bogreolen.
Iris har ledsaget sin mand som caddie på cirka 300 baner gennem årene.
- Hun spiller ikke selv golf, men trods det er vi fortsat lykkeligt gift, siger Åke Envang til Golf.se.