Fire deler førstepladsen
Af Mikkel Ring Christensen
Graeme Storm løsnede grebet om førstepladsen på tredje runde af KLM Open på europatouren. Storm er nu delt nummer 1 med tre andre, og længere tilbage lurer stjerner på sejren
Med seks huller igen havde Graeme Storm en fem slags føring i KLM Open, men han løb ind i to bogeys, mens konkurrenterne spillede sig varme. Pablo Larrazabal brugte 64 slag på tredje runde og nåede op på siden af Storm (69) i 12 under par. Samme score nåede en anden spanier Gonzalo Fernandez-Castano til foruden skottten Scott Jamieson. De brugte begge 66 slag.
Larazabal lavede fem birdies på den sidste tredjedel af runden, og var ikke overraskende tilfreds med afslutningen på Hilversumche Golf Club.
- Jeg spillede fremragende. Både på de første ni og de sidste. Jeg vil angribe alt, hvad der kan angribes i morgen. Jeg har ikke spillet med om sejre i et stykke tid, så jeg kommer til at have det sjovt med at kæmpe om sejren, sagde Larrazabal til europatouren.
Et slag efter kvartetten i front ligger Peter Hanson. Svenskeren fortsatte det solide spil fra de første dage og brugte 67. Det er to bedre end sidste uges vinder Richie Ramsay, der ser ud til at være fyldt med selvtillid efter sin anden sejr på europatouren. Ramsay brugte ligesom Larrazabal 64 slag, og det var dagens bedste præstationer.
Den score matchede Henrik Stenson. Svenskeren, der kæmper for at finde tilbage til tidligere tiders storhed, er på en delt 8. plads fire slag fra førstepladsen og bestemt med i kampen om sejren.
Stenson ligger lige med Nicolas Colsaerts, der spiller sin første turnering siden at have fået tildelt et ”wild card” til Ryder Cup. Colsaerts viser i denne uge, at han var det rette valg, og fire slag fra front kan europatourens længste spiller virkelig lave noget ravage på finalerunden, hvis spillet kommer til at køre.
Anders Hansen er fortsat bedste dansker. Hansen var 2 under par, og det rykkede ham frem til nummer 17 i -5. Søren Kjeldsen spillede sig 8 pladser bagud i tabellen med en runde i par. Han ligger nu nummer 48.
Det bliver ikke til endnu en sejr for den tredobbelte vinder af KLM Open, Simon Dyson. Inden dagens runde var den blonde englænder fremme i den sjove ende af tabellen, men med en runde fire over par, og 12 slag op til de førende, er hans chancer for sejr udspillet.

1 kommentar "Fire deler førstepladsen"
Min gode ven Richie.
Fin artikel, men det skal dog lige siges at Richie Ramsay har vundet to gange på Europa Touren, og ikke en gang som det læses i artiklen.
Udover sejren i sidste uge vandt han også South African Open Championship i december 2009.
Efter KLM Open er der 10 turneringer inden DP World Tour Championship i Dubai, så mon ikke han kan nå at forbedre sin nuværende placering som nummer 20 på Race to Dubai. Richie arbejder hårdt og hører bestemt til i top 10 i Europa.