Fem spillere udtaget til Made in Denmarks Pro Team

Daniel Løkke, Martin Leth Simonsen, Peter Vejgaard, Benjamin Poke og Martin B. Ovesen bliver hjulpet på vej mod en fast plads på Challenge Touren

Printer venlig versionSend til en ven

Team Made in Denmark – Et nyt professionelt dansk golf team – Ser nu dagens lys – Planen er klar. Udviklingen skal fortsættes, der skal skabes nye Challenge- og Europa Tour spillere med dansk pas. Made in Denmark vil allerede i 2016 skabe 5 nye danske Challenge Tour spillere.

Fem danske talenter får nu en ekstraordinær chance,  for at komme igennem nåleøjet i deres kamp for en plads på European Tour.

Daniel Løkke, Martin Leth Simonsen, Peter Vejgaard, Benjamin Poke og Martin B. Ovesen blev mandag udtaget til Made in Denmarks nye Pro Team, hvilket sikrer dem hele otte starter på European Challenge Tour  allerede i 2016.

– Gennem de sidste år kan vi konstatere, at tilgangen af danskere til Challenge Tour, på nær 2015 sæsonen, har været ganske stabil. Vi kan også konstatere, at niveauet på dem der kommer ud er ganske højt, hvilket betyder, at vi faktisk hvert år siden 2009 har sendt spillere op på European Tour, siger Promoter Flemming Astrup og fortsætter;

– Vi har i sæsonen 2016 ”kun” tre danske Challenge Tour spillere i Andreas Hartø, Mads Søgaard og Christian Gløët, og det er for lidt. Det er ikke godt for udviklingen, og på sigt er det ikke godt for Made in Denmark, hvor vi jo er afhængige af danskere på øverste hylde.

– Derfor har vi taget initiativ til Team Made in Denmark og brugt vores kontakter til at skaffe de i alt 40 invitationer, der skal give de fem talenter muligheden for at udvikle sig og spille en hel eller i hvert fald en halv sæson på Challenge Touren.

Mange spiller i bruttotruppen

Forud for ECCO Tourens Winter Series i Spanien blev ni spillere indkaldt til et infomøde om det nye team. De ni spillere var Daniel Løkke, Martin Leth Simonsen, Benjamin Poke, Kasper Estrup, Martin B. Ovesen, Mathias Gladbjerg, Niklas Nørgaard Møller, Peter Vejgaard og Rasmus Hjelm.

– Både under og efter ECCO Tourens Winter Series har vi haft løbende samtaler med de ni spillere omkring deres karriere og muligheder. Rasmus Hjelm og Niklas Nørgaard Møller valgte i forbindelse med vores samtaler at satse fuldt på ECCO Tour i 2016 – og det har jeg stor respekt for. De er begge kommet fint fra start i år, og jeg ser dem som to absolutte danske topkort i kampen om de fem pladser, der via vores rangliste giver adgang til Challenge Tour 2017. De øvrige spillere og andre der leverer gode resultater i løbet af sæsonen, holder vi og landstræner Thomas Larsson stadig øje med, der kan jo ske meget i løbet af sæsonen, slutter Fleming Astrup.