Få kan måle sig med Lasse Jensens stabilitet

Lasse Jensen gik runder i 73-72-72-72, men det er ikke kun i BMW SA Open, han har været stabil (Foto: Getty Images).

Printer venlig versionSend til en ven

Lasse Jensen har udviklet en imponerende stabilitet, men en mangel på store resultater har indtil nu holdt ham i periferien af europatouren

22-årige Brandon Stone vandt sit eget nationale mesterskab, BMW SA Open, i sin 28. start på europatouren. Den unge sydafrikaner sikrede sin første fulde kategori ved at spille sig til en samlet 14. plads på challengetouren i 2015, og i sin kun anden turnering som medlem, slog han til.
 
Han spillede sig i front med tre birdies tidligt på morgenen, da tredje runde skulle rundes af på Glendower Golf Club, og en finalerunde i -1 senere på dagen gav en sejr på to slag i -14.
 
Det så ud til, at Stone havde tabt tråden, da han lavede seks bogeys i løbet af syv huller, men han fik samlet sig mod afslutningen og lavede fire birdies fra hul 12.
 
Det kunne ingen svare igen på, selvom landsmanden Christiaan Bezuidenhout gjorde et hæderligt forsøg med en 67'er for at tage andenpladsen.
 
Fjerdepladsen blev delt mellem et par af feltets største navne, Branden Grace (-2) og Retief Goosen (-2), samt Justin Walters.
 
I den anden ende af feltet klarede Lasse Jensen endnu et cut, men heller ikke meget mere end det. Efter tre runder i træk i par 72 sluttede finalens eneste dansker på en delt 51. plads i +1.
 
Fra juni måneds Lyoness Open til nu har Jensen kun misset tre cuts ud af sine 16 turneringer. Af de danske spillere kan kun Søren Kjeldsen matche den stabilitet i samme tidsrum (de øvrige danskeres antal missede cuts er: Lucas Bjerregaard 7, Morten Ørum Madsen 8, Thomas Bjørn 5 og Thorbjørn Olesen 7). 
 
Alle stræber efter at blive den bedste, og når man sammenligner Jensen med verdens bedste, Jordan Spieth, er der ikke den store forskel, når det kommer til stabilitet. Spieth har misset to cuts ud af 12 turneringer fra midt juni (ganske vist mod noget stærkere modstandere).
 
Spieth er dog ikke nået til nummer ét ved at klare mange cuts, det er evnen til at hænge i, når han er med fremme, der har bragt ham til tops. Vejen til at slutte i top-110 på Race to Dubai går heller ikke alene over deltagelse i weekenderne, der skal også nogle topresultater til. Det lærte Jensen på den hårde måde, da han i november, efter en stærk sæsonafslutning, igen måtte tilbage på tourskolen for at genvinde sin plads i den bedste europæiske liga.
 
Det ser ud til, at han er ved at være træt af de opslidende kvalifikationsrunder, for i sæsonens første turnering blev han nummer 11, karrierens næstbedste resultat. Det giver god grund til at tro på, at 2016 bliver året, hvor Jensen slår sit navn fast på touren. Der skal flere store resultater til, men jo flere gange, han klarer cuttet, jo flere chancer får han for at spille med om de store pengepræmier. Hvem ved, måske venter et stort resultat allerede næste uge i Joburg Open.
 

1 kommentar "Få kan måle sig med Lasse Jensens stabilitet"

Lasse jensen

Det er utrolig hvad Dansker forventer af deres spiller. Stabilitet er meget vigtig og han skal også få mere erfaring. Giv ham tid. Man må ikke sammenligner ham med den alle bedste golfer i verden, lige nu.