Europatouren går til kamp mod langsomt spil

Der er allerede stor respekt omkring John Paramor, og når chefdommeren i fremtiden finder stopuret frem kan det hurtigt blive dyrt (Foto: Getty Images).

Printer venlig versionSend til en ven

Fremover skal spillerne kigge sig ekstra godt over skulderen, for europatourens dommere har fået nye sanktionsmuligheder i kampen mod langsomt spil

Europatourens ændrede syn på shorts under træningsdagene var ikke det eneste nye tiltag annonceret i Abu Dhabi i sidste uge. Siden Keith Pelley overtog tourens rorpind sidste år, har han svoret at komme problemet med langsomt spil til livs.
 
Første spadestik til det projekt blev taget i ørkensandet, da praksis for at straffe langsomme spillere blev ændret. Tidligere fik grupper ude af position tid til at indhente det tabte, men ifølge det nye regelsæt vil dommeren blive ved gruppen og tage tid på hver enkelt spiller, indtil bolden foran er fanget.  
 
- Vores nye politik vil hjælpe med til at identificere de langsomme spillere og vil få vores hurtigere spillere, som aldrig har haft problemer, til at føle mindre pres fra dommerne.
 
- Vi tror, dette tiltag vil hjælpe med at holde tempoet oppe, og med det barbere op til 15 minutter af runderne. Det vil gøre golf mere tiltalende og attraktivt for vores fans, både dem på banen og dem, der følger med på TV, sagde Pelley inden turneringsstarten.
 
Jordan Spieth var noget uforstående over at få torsdagens eneste dårlige tid, og spillemakkerne Rory McIlroy og Rickie Fowler kunne heller ikke forstå forseelsen. Gruppen var faldet bagefter på grund af en regelsituation men havde næsten indhentet det tabte, da verdens nummer ét tog sig for god tid over et putt.
 
- Jeg forstår reglen, men den giver ikke megen mening, når vi havde indhentet gruppen foran. Det havde ingen indflydelse på runden. Det er lidt af en gråzone, sagde Spieth.
 
Det tog amerikaneren 70 sekunder at slå sit putt, et halvt minut længere end tilladt, men situationen sænkede ikke spillerne bagved, som ikke var nået frem til deres bolde i fairway. Verdens nummer ét er ikke langsom i forhold til mange af kollegaerne, og netop det illustrerer det alarmerende problem. For når 70 sekunder bliver betragtet som rimeligt tidsforbrug af nogle af verdens bedste spillere, så er det på tide, at der bliver gjort noget.
 
En enkelt forseelse giver ingen straf, men havde dommerne fanget Spieth i at bruge for lang tid igen i samme turnering, ville det koste 2.600 euro pr. forseelse. Selvom der bliver spillet om enorme summer, kan bøder på den størrelse hurtigt begynde at svie på en stor del af spillerne. For resten - multimillionærerne - er den anden del af straffen nok mere frygtindgydende: Fremover vil en liste med navnene på de dem, som har modtaget bødestraf for langsomt spil, blive hængt op i omklædningsrummet, og den har absolut ingen lyst til at ende på.
 
Første runde i Abu Dhabi gav en tidsbesparelse på fem minutter i forhold til året før. Et lille skridt, men trods alt i den rigtige retning. 
 

3 kommentarer til "Europatouren går til kamp mod langsomt spil"

Langsom spil

Det er super at der arbejdes på at sikre en mere optimal spille tid. Men er der nogen som ved hvordan det måles? Ja tak, jeg kan godt forstå at man bruger et stopur, men hvornår starter tiden?

Havde en episode til EM hvor at dommeren var lidt efter min bold, men vi havde netop ledt efter min modstanders bold og ikke fundet den - og så skulle han tilbage for at spille en ny! Det betød naturligvis at vi table mindst ét hul.

Fik efterfølgende at vide, at dommeren havde taget tid på os og at vi var for langsomme. Nu var det meget varmt så vi spillede med paraplyer, så jeg oplyste ham at det naturligvis tog lidt tid at få handsken på igen (den hang til tørring under paraplyen) og folde paraplyen sammen. Han oplyste at han tog tid fra det tidspunkt hvor at vi begyndte forberedelsen til selve slaget, altså efter at handsken var kommet på og paraplyen sat.

Hvordan er reglen på greenen, hvornår starter tiden? Er læsning af greenen en del af tiden?

Er der nogen der kan svare på dette?

Pace of play

Hej Søren

Der er en masse info her

http://www.randa.org/RulesEquipment/Etiquette/Pace-of-Play

Når spilleren kommer frem til sin bold, og det er hans tur, starter tiden - groft sagt, der kan være situationer der medfører anden tidstagning.

-
Alle DGU turneringsledere/dommere har netop i weekenden været samlet og der var 3 indlæg der havde relation til langsomt spil, så også i Danmark har vi fokus på "problemet".

På hard card, der udleveres før hver DGU turnering, er der en specifikation med den danske fortolkning.

http://www.danskgolfunion.dk/media/554845/dgu%20hard%20card%202015%20onl...

Dette hard card er 2015 udgaven, og vil blive ændret inden sæsonstart 2016.

Mange hilsner og god sæson

Ulrik Hansen
Turnerings- og Regelkomiteen

Super, tak :o)